Med Maja-Lis på medicinsk afdeling

Foto: Anne-Li Engström

''Sov godt,'' siger Maja-Lis til lægen. Han har været bagvagt i nat, og inden han skal til morgenkonference, har han lige været forbi afdelingen for at se til den nye patient, der blev indlagt i går aftes.

Plejepersonalet er netop færdig med morgenrapporten på kontoret, og nu er Maja-Lis på vej ud og sige ''god morgen'' til patienterne. Maja-Lis Kofod Petersen er sygeplejerske på afdeling M3 på Bornholms Centralsygehus i Rønne. Det er en almenmedicinsk afdeling med 18 patienter, som er delt i to plejegrupper. Maja-Lis er i gruppe 1, og i dag skal hun være hos patienterne på stue 21. Det er en tidligere seks-sengsstue, som nu i princippet er blevet ændret til en fire-sengsstue. Lige nu ligger der dog fem ældre kvinder. Hellere fylde ind på stuerne end at have patienter på gangen.

På afdeling M3 starter dagen klokken 7.15. Maja-Lis var gruppeleder for gruppe 1 i går, og hun har stået for morgenrapporten. Normalt består plejepersonalet i gruppe 1 af tre til fire personer plus elever og studerende, og i dag – tirsdag den 10. juni – skal Maja-Lis arbejde sammen med sygeplejerskeLotte Kofod, social- og sundhedsassistent Lizzie Hansen og social- og sundhedsassistentelev Else Rasmussen.

På stue 21 er patienterne ved at vågne. Den ældre kvinde i 1-sengen skal være på røntgenafdelingen klokken otte. Derfor har hun allerede været i bad og er klar. Maja-Lis går rundt til patienterne. Flere af dem har været indlagt i ugevis, og de kender sygeplejersken.

Ved otte-tiden kommer vognen med patienternes morgenmad. Maja-Lis er med til at gøre bakkerne klar med kaffe, te, yoghurt, juice og mælk. I forbindelse med morgenmaden tager patienterne deres morgenmedicin, der ligger klar i medicinæskerne. Patienten i 3-sengen har synkebesvær efter en apopleksi, og Maja-Lis knuser hendes tabletter i en morter.

I 2-sengen ligger en 82-årig kvinde med tumorindvækst i esofagus. Primærtumors lokalisation er ukendt. Patienten har været på afdelingen en måneds tid. Hun har fået sværere og sværere ved at tage mad til sig og er efterhånden blevet meget afkræftet. Derfor var patienten i fredags nede og få lagt en ventrikelsonde gennem en gastrostomi, sådan at hun kan få sondemad. Til morgen klager hun over mavesmerter. Hun har svært ved at komme af med afføringen, fordi det gør ondt i operationssåret, når hun er på toilettet. Maja-Lis går ud i medicinrummet, hælder Laxoberal op og giver patienten de peristaltikfremmende dråber.

Medicin til et døgn

Da morgenbakkerne er delt ud, går Maja-Lis ud i medicinrummet for at hælde medicin op. Egentlig var det hendes kollega Lotte Kofod, der som dagens gruppeleder skulle have den opgave. Men Maja-Lis overtager tjansen, fordi hendes elev skal se med.

Medicin til det næste døgn skal fordeles. Hver patient har sin dosisæske med fire rum, markeret kl. 12, kl. 17, kl. 21 og kl. 8.

Maja-Lis og Else Rasmussen tager handsker på, og med medicinkardex slået op foran på bordet begynder de at jonglere med medicinglassene. Sygeplejersken lader eleven gøre arbejdet, og imens snakker de om de forskellige præparater.

En af patienterne skal have Centyl med kaliumklorid. Eleven kan ikke huske, hvilken funktion tabletterne har, og derfor er de vanskelige at finde på hylderne, hvor præparaterne er stillet op i terapeutiske grupper.

Maja-Lis opfordrer eleven til at slå op i Lægemiddelkataloget. Centyl med kaliumklorid, diuretikum, vanddrivende medicin.

''Nåh, de står jo lige her!''

Efter medicinen, går Maja-Lis i køkkenet for at skrive madkort til den nye patient, der blev indlagt i går aftes. Patienten har diabetes mellitus og skal have hyppige måltider. Derfor skal der skrives mange madkort, seks i alt. Morgen og formiddag på de røde kort, middagsmad og eftermiddag på de gule, og aften og natmad på de blå. Afdelingens køkken er åbent for patienterne. De kan hente drikkevarer, hvis de har lyst, og det er tilladt at have private madvarer i køleskabet. Foruden køkkenet, som er fælles for hele afdelingen, råder gruppe 1 over to badeværelser og to toiletter til de ni patienter. Gruppe 2 har badeværelser og toiletter i den modsatte ende af gangen. Midt på er der fællesrum, som medicinrum, depotrum og skyllerum.

En 69-årig kvinde hjælpes over i en kørestol. Hun vil gerne ind i opholdsstuen og ryge encigaret. Patienten har været indlagt i tre uger efter en blodprop i hjernen.

Patientens behov

''Et lille skridt til venstre, så er du der.'' Maja-Lis hjælper den 69-årige kvinde i 3-sengen over i en kørestol. Hun vil gerne ind i opholdsstuen og ryge en cigaret. Hun har været indlagt i tre uger efter en blodprop i hjernen. Hun har en hemiparese, men er blevet meget bedre, mens hun har været på afdelingen. Nu kan patienten gå over korte afstande med støtte.

Opholdsstuen ligger for enden af gangen. Den har store vinduer og er lys og venlig. Klokken er halv ni, og der er morgen-tv.

Stuen er delt i to af en glasvæg. Det ene rum er beregnet til rygere og er det eneste sted på afdelingen, hvor patienterne har lov at ryge. Men der gives dispensation:

Gruppe 1 har i øjeblikket en patient med fremskreden cancer. Hun ligger på enestue. Og hun får lov at ryge på stuen. Det er ikke ideelt, for lugten bliver hængene i gardinerne, men her vejer patientens behov tungere.

På stue 21 er patienten i 1-sengen kommet tilbage fra røntgenafdelingen. Hun har været til en planlagt CT-scanning af cerebrum og har skullet faste. Nu kan hun få sin morgenmad.

Ved ni-tiden får også Maja-Lis og hendes kolleger tid til en kop kaffe i personalerummet.

Maja-Lis har været ansat på afdeling M3 i godt to år. Hun er uddannet i 1990 fra Bornholm Amts Sygeplejeskole. Hun kendte afdeling M3 fra sin elevtid. Hun havde nemlig sin grundlæggende praktik på afdelingen.

Maja-Lis startede sin sygeplejerskekarriere med at rejse hjemmefra. På Bornholm har man ikke mærket meget til sygeplejerskemanglen, og det har altid været svært at få job på øen som nyuddannet. Maja-Lis blev i stedet ansat på Sankt Hans Hospital, hvor hun arbejdede på en lukket modtageafdeling i 10 måneder. Derfra kom hun på Kommunehospitalet i København, hvor hun var to måneder på en langtidsmedicinsk afdeling.

Efter et år 'ovre' tog Maja-Lis tilbage til fødeøen. De følgende fire år var hun nattevagt, og derefter aftenvagt på Bornholms Centralsygehus' psykiatriske afdeling. Det er en lille afdeling, der ligger i tilknytning til det somatiske hospital. Der er seks senge på lukket afdeling, 17 pladser på åben afdeling og et daghospital.

Maja-Lis har også været i døgnplejen i Rønne en kort overgang, inden hun blev ansat på M3.

Her arbejder Maja-Lis på 3/4 tid. Det betyder, at hun i løbet af en fire-ugers periode har 14 vagter à 7 3/4 time. Hun arbejder hovedsagelig i dagarbejde, har vagt hver anden weekend, og arbejder i aften- eller nattevagt, hvis de faste aften- og nattevagter er væk på grund af sygdom eller ferie. Hun har sjældent overarbejde.

Ældrebolig

Maja-Lis er tilbage hos patienterne på stue 21. Den ældre kvinde i 2-sengen får en badekåbe over skuldrene, og Maja-Lis hjælper hende ud på toilettet med gangstativet. Nu har Laxoberaldråberne virket. Mens patienten er ude, ordner Maja-Lis hendes seng og skifter stiklagen. Hun reder også nabosengen.

Imens begynder hun at hyggesnakke lidt med patienten, der er kommet op fra røntgen. Hun er en 72-årig kvinde, indlagt med apoplexia cerebri. Patienten er selvhjulpen, men går ikke så godt, som hun har gjort. På torsdag skal hun have hjemmebesøg af en fysioterapeut og en ergoterapeut. Hun bor i et toetages hus i Rønne.

''Nu har jeg boet der i 46 år. Men problemet er, at der er 14 trapper op til badeværelset og soveværelset,'' siger patienten. Hun er ved at indstille sig på, at hun vil skrives op til en ældrebolig i byen.

Maja-Lis snakker lidt med patienten om de forskellige muligheder: ''Der er dejligt nede i Kystparken, nede ved havet.'' Patienten giver hende ret.

Klokken er blevet 9.30, og portøren kommer for at hente patienten fra 3-sengen. Hun skal i ergo- og fysioterapien. Maja-Lis havde ikke ventet ham før over ti, og derfor har patienten ikke været på badeværelset endnu. Hun aftaler med portøren, at han kommer tilbage om et kvarters tid, og skynder sig at hente patienten i opholdsstuen. Patienten bliver kørt på badeværelset med sin toilettaske, og Maja-Lis hjælper hende med morgentoilettet.

Patienterne får selv lov at bestemme, om de vil i bad, eller om de bare vil vaskes lidt. Mange af de ældre mennesker, der bliver indlagt, har aldrig været vant til et dagligt bad, og hvorfor skulle de så pludselig tvinges til det, bare fordi de kommer på hospitalet?

''Så tørrer deres hud bare helt ud,'' siger sygeplejersken: ''Men hvis de har gået en uges tid med klatvask, så lægger vi ordene i munden på dem: ''I dag vil du vist gerne ud og have et bad?''''

Maja-Lis får at vide, at patienten i 1-sengen skal til rektoskopi samme eftermiddag. Hun orienterer patienten om undersøgelsen og går med hende ud på toilettet for at tage et klyx.

Så begynder hun at forberede til at give sondemad og skifte forbinding omkring gastrostomisonden hos patienten i 2-sengen. I depotrummet gør hun et rullebord klar med handsker, saltvand, gazeservietter og absorberende forbinding.

Hun kører ind på stuen og forklarer patienten, hvad der skal ske.

Sonden ligger gennem bugvæggen ind i ventriklen. Inden der sprøjtes mad gennem slangen, er det vigtigt, at sondens indre manchet trækkes tæt op mod ventrikelvæggen, så der ikke siver noget ud i vævet omkring stomien. Slangen er markeret med centimetermål, og Maja-Lis har læst i journalen, at den skal trækkes tilbage, så fire-tallet kommer til syne.

Maja-Lis trækker forsigtigt i sonden og spørger patienten, om det gør ondt. Det gør det ikke.

''Jeg har aldrig prøvet det her før, men én gang skal jo være den første,'' siger Maja-Lis til patienten.

Maja-Lis, der fungerede som gruppeleder dagen før, har stået for morgenrapporten.

Flere kræfter

Da sonden ligger, som den skal, skruer Maja-Lis et mellemstykke på, der passer til studsen på en Janets sprøjte. Hun trækker 50 ml vand op i sprøjten, løsner klemmen omkring sonden og sprøjter forsigtigt vandet igennem slangen. Samtidig holder hun hele tiden øje med patientens reaktion.

''Jeg giver dig lidt vand. Du skal sige til, hvis du føler det ubehageligt,'' siger hun til patienten.

Hun trækker sondemaden op i sprøjten. Den tyktflyndende grå væske har først været en lille tur i mikrobølgeovnen, så den ikke er køleskabskold.

''Nu får du noget med næring i,'' siger Maja-Lis til patienten og begynder langsomt at trykke sondemaden gennem slangen.

''Så får jeg nogle flere kræfter?'' spørger patienten.

''Det håber vi,'' siger sygeplejersken: ''Kan du mærke, at der kommer noget ned i maven på dig?''

Ja, patienten kan mærke, at det er lidt kold. Men det gør ikke ondt.

Maja-Lis giver 150 ml sondemad. Lidt mere end i går. Da fik patienten hikke efter 100 ml. Nu skal dosis langsomt øges, så maven vænner sig til det. Til sidst skyller hun sonden efter med vand igen og klemmer slangen af. Så lægger hun gaze under slangen og fikserer en absorberende serviet ovenpå. Maveindholdet kan godt sive ud langs sondes yderside og ud på huden.

''Kan du tåle plaster?'' spørger Maja-Lis patienten. Imens er nogen gået i gang med at larme med en boremaskine, og sygeplejersken må råbe.

''Forleden dag borede de hele dagen. Vi havde en patient med hovedpine, som var lige ved at tage hjem,'' fortæller Maja-Lis.

M3 skal lukke

Der er store forandringer på vej på afdeling M3. Omkring 1. september bliver afdelingen nedlagt i sin nuværende form og ændret til dagafsnit for medicinske patienter. Samtidig oprettes der i en tilbygning ni dialysepladser. Nybyggeriet er i fuld gang, og selv om der er skærmet af derindtil, høres det tydeligt, at håndværkerne er i gang.

Siden sygehuset i Nexø lukkede i 1989, har Bornholms Centralsygehus i Rønne været det eneste på øen.

Sygehuset rummer tre medicinske afdelinger, tre kirurgiske afdelinger og et fødeafsnit. Desuden en børneafdeling, hvor der også er plads til nogle genoptræningspatienter, og en intensiv afdeling med tre – fire senge. Der er skadestue og modtageafdeling, kirurgisk og fysiurgisk ambulatorium, samt røntgenafdeling og laboratorium.

De medicinske afdelinger er almene, men har hver deres specielle områder. M1 tager sig af hjerte-kar-patienter, M2 har tilknyttet et ambulatorium for cytostatikabehandling, og M3 tager alle patienter med nyopdaget diabetes og desuden mange apopleksi-patienter. En gang om ugen har M3 diabetesambulatorium, hvor blandt andre Maja-Lis fungerer som sygeplejerske.

Lukningen af M3 er led i en større omstrukturering på centralsygehuset. Af de i alt 350 ansatte skal de 50 flytte til et andet sted i huset pr. 1. september.

Foruden afsnittet med de ni dialysepladser, skal der oprettes et opvågningafsnit, som skal fungere sammen med de intensive senge. Tidligere har sygehuset ikke haft egentlige opvågningspladser. Patienterne er blevet kørt på afdelingerne efter narkosen eller – hvis der har været behov for det – på intensiv afdeling.

Selv om der oprettes nye specialafsnit, som næsten udelukkende kommer til at beskæftige sygeplejersker, er det politisk bestemt, at fordelingen mellem sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fortsat skal holdes på 60 til 40 som hidtil. Det kommer til at betyde, at der tyndes ud i sygeplejerskerne på de almene afdelinger.

Når der redes seng og skiftes stiklagen, er der god lejlighed til at snakke med patienten. Den 72-årige kvinde er indlagt med apoplexia cerebri. Hun er selvhjulpen, men går ikkelængre så godt.

Tid til kaffepause, der hedigvis ikke er præget af den ellers noget trykkede stemning på afdelingen.

Tungere patienter

Omstillingsprocessen mærkes på M3. Afdelingen er for nylig nednormeret fra 23 patienter til 18 patienter. Selv om personalet er blevet tilsvarende skåret ned, har det betydet, at afdelingen er blevet roligere. Tidligere var hektiske dage almindelige på afdelingen.

Patienter, der måtte sengebades på gangen, har hørt til dagens orden. I perioder har der været op til ni elever og studerende på afdelingen samtidig. Men nu er de sygplejestuderende lige blevet færdige, og der starter ikke nye på M3, fordi den skal nedlægges.

Når M3 lukker, udvides til gengæld de to øvrige medicinske afdelinger M1 og M2. Men omstruktureringen betyder, at der forsvinder otte-ti medicinske heldøgnssenge på Bornholm. Til gengæld kommer der 18 dagsenge, som blandt andet skal tage imod patienter til blodtransfusion og til diabeteskontrol.

Forandringen kommer til at betyde, at patienterne på de heldøgnsmedicinske afdelinger bliver tungere.

På grund af den forestående lukning er stemningen på afdeling M3 lidt trykket. Personalegruppen bliver splittet op.

Afdelingssygeplejerske Carsten Falk Nielsen bliver på etagen og skal lede dagafsnittet. Enkelte af plejepersonalet bliver også. Resten fordeles på de to øvrige medicinske afdelinger. Maja-Lis skal ned på M1. Mange er kede af det. Nogle har været ansat på M3 i 20 eller 25 år. Maja-Lis er den sidst ankomne af de fastansatte. Hun startede på afdelingen i maj 1995.

Med på transporter

Patienten, der blev indlagt akut i går aftes, skal i formiddag til CT-scanning af hjernen. Hun er en 47-årig kvinde, der kom ind, fordi hun pludselig fik synsforstyrrelser og prikken i fingrene.

Hvis CT-scanningen viser, at patientens tilstand kræver akut neurokirurgisk indgreb, skal hun overflyttes til Rigshospitalet i København, og så skal en af afdelingens sygeplejersker eller eventuelt en anæstesisygeplejerske ledsage patienten.

Maja-Lis har ofte været med en patient i København. Transporten sker sommetider med en af flyvevåbnets helikoptere, andre gange tager man med Mærsks almindelige rutefly fra Rønne Lufthavn. Det er muligt at have en liggende patient med forrest i passagerkabinen. Maja-Lis har for nylig stået med en patient, der blev dårlig i ruteflyet, da det skulle lette. Det var ret vanskelige arbejdsforhold. Ganske vist kan der trækkes et gardin for, men hvis patienten skal have hjælp, kan man ikke stå og arbejde bag gardinet. Det betyder, at alle passagerer i hele kabinen kan følge med i, hvad der foregår.

Maja-Lis har aldrig tidligere prøvet at give sondemad og spørger derfor patienten, om det gør ondt. Det gør det ikke.

I øjeblikket er Maja-Lis alenemor, fordi hendes mand er udstationeret, og hun har bedt om at blive fritaget for transporterne, hvis det er muligt.

Nu er det snart middagstid. Maja-Lis går ud på kontoret og skriver i sygeplejejournalerne, hvad hun har foretaget sig på stuen i løbet af formiddagen.

Der er kommet en pakke med specielle plastre til at fiksere gastrostomisonden med. Det er særligt hudvenligt duoderm-agtigt plaster, specielt formet til at ligge omkring sonden. Det minder om det, man lægger omkring en kolostomi.

Det plaster, patienten fik på lige efter operationen, ser stadigvæk fint ud. Det skal ikke skiftes, før det begynder at løsne sig i kanten.

Maja-Lis snakker med lægen. Der kan komme problemer omkring gastrostomien. Hvis der siver mavesyre ud på huden, kan den blive rød og irriteret. Det er vigtigt at holde området omkring stomien helt tørt, og lægen anbefaler, at Maja-Lis lufttørrer med iltslangen ved hvert forbindingsskifte.

Klokken er 12. Middagsmaden er kommet op på bakker. Patienterne skal have stegt skrubbefilet med kartofler, citronsovs og broccoli. Til dessert er der stikkelsbærgrød med mælk.

Når bakkerne er delt rundt, og patienterne sat til rette ved maden, tager personalet deres egen frokost i personalerummet.

Ro på stuerne

Middagsbakkerne ryddes ud, og patienterne lejres til middagshvilet.

Mellem klokken 13 og 14 skal der være ro på stuerne.

''Skal jeg trække for?'' spørger Maja-Lis. En af patienterne får en stak ugeblade at falde i søvn på.

Plejepersonalet bruger middagsroen til rapport. Lægen har ikke nået hele stuegangen, men vil komme tilbage i eftermiddagen og kigge til resten af patienterne. Sygeplejerske Lotte Kofod, der er gruppeleder for gruppe 1 i dag, gennemgår patienterne.

Patienten i 1-sengen på stue 21 har haft diare, som man ikke har nogen forklaring på. Derfor er det besluttet, at patienten skal rektoskoperes. Der skal også tages tre portioner fæces fra til undersøgelse for tarmpatogene bakterier. Plejen omkring gastrostomisonden hos patienten i 2-sengen diskuteres.

Maja-Lis præciserer, at patienten i 3-sengen for fremtiden skal være i ergo- og fysioterapien allerede kl. 9.30.

Patienten i 4-sengen er en 72-årig kvinde, der blev indlagt for et par dage siden, efter at hun var faldet i hjemmet. Hun venter på en CT-scanning af hjernen. Det er normalt med en uges ventetid.

Den sidste af de fem patienter på stue 21 er en 80-årig kvinde, der blev indlagt på grund af svimmelhed.

Hæmoglobin ved indlæggelsen var 4,6 mmol/l. Hun har fået blodtransfusioner, og nu skal det undersøges, hvorfor hendes blodprocent er så lav.

Gruppe 1 har også to patienter på stue 24:

I 1-sengen ligger en 76-årig mand med lungecancer. Han skal have palliativ strålebehandling. I dag er han meget træt, og lægen har til stuegang bestemt, at der skal tages en del blodprøver.

Patienten på 24.2 er en 65-årig mand med diabetes mellitus og leverbetændelse. Han har muligvis kit-farvet afføring. Næste gang skal patienten ringe, så fæces kan observeres. Samme patient har klaget over nogle mareridtsagtige drømme. De kan være en bivirkning af de antidepressive tabletter, patienten får, Cipramil.

Det har været en forholdsvis stille dag på afdeling M3.

Rektoskopi

Klokken 13.30 ringer lægen. Hun er klar til at foretage rektoskopi. Maja-Lis går nedenunder på afdeling M2, hvor der findes en undersøgelsesstue. Hun gør det gynækologiske leje klar, og tager frem til undersøgelsen. Prøver, om lyskilden virker, og tester suget.

''Når patienterne skal til en eller anden undersøgelse, beroliger vi dem og siger, at det er ikke så slemt. Men det er svært at sætte sig rigtigt ind i, hvordan patienterne føler det. Rektoskopi er ikke nogen behagelig undersøgelse,'' forklarer Maja-Lis: ''Rektoskopet er et stift rør, som føres måske 20 cm op i endetarmen.''

''Jeg har selv haft en gastrit, og jeg fik mavesårsmedicin, som heldigvis virkede. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at skulle gastroskoperes og have en tyk slange i halsen,'' siger hun.

''Et andet eksempel er patienter, der skal til røntgenundersøgelse af colon. Inden undersøgelsen skal de igennem et udtømningsprogram, der varer tre dage. Her må de kun få flydende kost, og samtidig får de lavementer. Normalt tænker vi ikke så meget på, at det skulle være slemt. Men så var der en af vores sygehjælpere, som selv prøvede det. Og hun kunne fortælle, hvor rædselsfuldt det var.''

Sondemad igen

Klokken 14 er Maja-Lis færdig med at rydde op efter rektoskopien. Det er patienternes kaffetid. På stue 21 vækker hun de patienter, der har sovet til middag. Patienten i 3-sengen vil gerne ind i opholdsstuen med sin kaffe. Maja-Lis bliver enig med hende om, at hun selv skal gå derind i stedet for at køre i stolen.

Patienten får et lærredsbælte om livet, og Maja-Lis støtter hende ved at holde i bæltet. Da hun har følger efter en hemiparese, må hun ikke støttes i arme og skuldre.

Patienten i 2-sengen får taget temperatur med et øretermometer: 36,6. Maja Lis gør klar til at skifte omkring gastrostomien igen. Hun monterer en iltslange på udtaget i væggen. Og hun gør sondemaden klar.

Så fjerner hun gazeforbindingen fra i morges og vasker omkring plasteret med saltvand. Det sidder stadig pænt. Maja-Lis tænder for ilten og lufttørrer patientens hud omkring plasteret og sonden. Det kildrer på patientens maveskind.

Så skal patienten have sin sondemad. Maja-Lis har gjort 200 ml klar. Men efter de første ca. 150 føler patienten, at hun har fået nok i maven.

''Den er jo heller ikke vant til så meget,'' siger sygeplejersken. Hun måler, hvad der er tilbage i glasset, og noterer, hvor meget patienten har fået.

''Så er det overstået,'' siger hun til patienten.

Klokken er blevet 15, og det er gå-hjem-tid. Sygeplejerskerne samles på kontoret. Det har været en forholdsvis stille dag på afdeling M3. En ganske almindelig dag for Maja-Lis, hvis ikke hun havde haft en journalist og en fotograf i hælene.•

Nøgleord: Bornholms Centralsygehus, medicinsk afdeling, sygepleje, reportage.