Med Marianne i hjemmeplejen

Foto: Klaus Holsting

Hjemmesygeplejen i distrikt 2 i Høje-Taastrup Kommune holder diskret til i en lejlighed på toppen af det sociale boligbyggeri Gadehavegårdsbebyggelsen. Det, der er beregnet som lejlighedens dagligstue, er indrettet som arbejdsværelse for sygeplejerskerne. Endnu klokken halv otte er der stille i lokalet, mens de først ankomne reder cykelhåret og skænker en kop kaffe med flødepulver og bruger enden af blyanten som teske.

Få minutter efter forstår man, hvorfor sygeplejerskerne har døbt lokalet 'heksekedlen'. Otte-ni sygeplejersker har nu indtaget pladserne om det store ovale bord, de taler i munden på hinanden, giver hinanden beskeder, griber ud efter én af de to telefoner på drejearme og kanter sig rundt mellem hinanden for at tage deres kort med borgernes navne på tavlerne.

''Vi har fået lovning på ordnede forhold inden for et halvt år,'' siger hjemmesygeplejerske Marianne Pedersen, som 'Sygeplejersken' skal følge hele arbejdsdagen. Hun forklarer, at hjemmeplejen i Høje-Taastrup Kommune er ved at blive omstruktureret. Fremover er det meningen, at sygeplejerskerne skal møde samme sted som de hjælpere, de samarbejder med om borgerne.

''Vi kalder dem 'borgere' og ikke klienter. Klienter lyder for mig mere bureaukratisk, men vi bruger selvfølgelig mest deres navne hr. Jensen og fru Hansen, når vi sygeplejersker taler indbyrdes om, hvem vi skal besøge,'' forklarer Marianne.

Midt i heksekedlens summende virvar af stemmer er en sygeplejerske ved at forklare en borger, hvorfor han ikke længere kan få den samme hjælper til at gøre rent. Høje-Taastrup Kommune har nemlig besluttet at oprette separate indkøbs- og rengøringsfunktioner, så det er bestemte grupper hjælpere, der køber ind og gør rent, men ikke nødvendigvis den samme person hver gang.

''Det er et led i at spare og rationalisere, men det skulle også gerne betyde, at man ikke så ofte oplever, at rengøringen bliver aflyst. Umiddelbart opfatter mange ældre det dog som en serviceforringelse. I de hjem, hvor vi vurderer, at beboeren ikke kan klare, at alt for mange forskellige mennesker kommer, altså hos de svageste ældre, de demente og dem med psykiske problemer, arbejder vi fortsat efter princippet om helhedspleje med faste hjælpere,'' siger Marianne.

Dagens dont

Efter Marianne har skrevet oplysningerne om borgerne fra kortene over i sin kalender, pakket medicin, madpakke, nøgler og radio ned i tasken, er hun klar til at tage af sted ved otte-tiden.

I bilen forklarer hun om det første besøg, hvor hun skal aflevere noget medicin til en psykisk syg pige.

''Hun får sin medicin to gange om ugen, og hun ringer altid om morgenen og spørger, hvem som kommer med den. Det er kun hendes faste kontaktsygeplejerske, der får lov at komme indenfor, da hun ikke har lyst til at involvere sig med hvem som helst, og det er selvfølgelig helt i orden,'' siger Marianne, der derfor nøjes med at aflevere medicinen ved døren og veksle et par ord med kvinden.

Næste besøg gælder en ældre herre, der har smertefulde hæmorider, og han får flere gange om ugen en stikpille. Da det er ordnet inde i soveværelset, sætter Marianne sig et øjeblik med en balle på armlænet af sofaen i stuen og spørger til, hvordan det går. Manden siger, at han er lidt forvirret over den nye rengøringsordning, hvor han ikke længere har en fast hjælper, og Marianne forklarer, at det er en helt ny ordning, og at man må give den en chance og se, om den kan komme til at fungere.

''Nå, jeg må i gang med dagens dont,'' siger manden, og på spørgsmålet om hvad det er, bliver han lidt i tvivl, men svarer så, at der er nok at gøre.

''Det er herligt at se, når nogle bliver bedre og kan klare flere ting selv,'' siger Marianne på vej ned ad trappen, hvor gardisetterne og potteplante-valget i etagebyggeriets vinduer afslører, at der hovedsageligt bor ældre i lejlighederne.

Hun fortæller, at den ældre mand har været til udredning for en blodsygdom, og at han har forstørret prostata, derudover har han haft lungebetændelse i løbet af vinteren. Men nu har han fået det så godt, at han selv kan gå op i det lokale supermarked og handle.

Dryppe øje

De næste besøg gælder beboere i Tåstrupgård-kvarteret, som er et stort kvarter med énslignende høje boligblokke, der på trods af deres friske kulører i lyserød, mintgrøn og gult, har et noget slidt og beskidt præg. De smalle opgange i rå beton er snavsede og fulde af graffiti. Når man kommer indenfor i lejlighederne, er de hyggelige nok, og beboerne har altaner med udsigt til høje træer, eller deres egne små haver.

Side 7

Det skal tage den tid, det tager at følge et menneske på plejehjem, mener MArianne.Sammen med en sygeplejerske fra plejehjemmet giver hun sig god tid til at hyggesludre med den gamle dame og dennes svigerdatter, så denværste nervøsitet over flytningen kan lægge sig.

"Kommunen forsøger at gøre noget for at forbedre forholdene. For eksempel har de sat huslejen ned for at få en anden sammensætning af beboere,'' siger Marianne og forklarer, at der bor mange mennesker uden arbejde og mange indvandrere i bebyggelsen.

Marianne skal dryppe øje på en mand, som netop er blevet opereret for grå stær, han har tidligere fået en grå stær-operation på sit andet øje. Nu er han bekymret, fordi han har problemer med det nyopererede øje, mens han ingen gener havde efter sidste operation.

''Synet løber ligesom ud i ét på det øje,'' forklarer han. Marianne siger, at det måske kan være en tråd fra syningen, der generer. Manden får dryppet sit øje fire gange om dagen, og han er lidt undskyldende over for, at han ikke selv kan gøre det, og at han heller ikke har nogen familie, der kan gøre det. Det giver Marianne anledning til at spørge ham, om han eventuelt savner en veninde eller nogle venner. Venner har han en del af i bebyggelsen, hvor de mødes en gang imellem og laver lidt snedkerarbejde.

''Jeg kunne godt tænke mig en lille dame, men det har jeg opgivet at finde, den sidste, jeg havde, flyttede fra mig for ti år siden,'' siger manden, som er tidligere slagter og blandt andet fortæller, at han er god til at lave mad. Marianne forsikrer, at hun godt kan forestille sig, at han kan finde en kæreste, hvis han kommer de rigtige steder.

''Vi ses,'' siger Marianne til slagteren, som hun skal besøge igen over middag, når øjet igen skal dryppes.

En gammel gøgler

Set udefra kunne man godt få det indtryk, at alle lejlighederne i boligblokken

Side 8

er ens, men det næste besøg afslører, at det er de bestemt ikke.

''Goddag, goddag, kom indenfor,'' siger en hjertelig ældre mand iført sort hat og et nystrøget rødt tørklæde, mens han stikker en hånd frem, som er dækket af tatoveringer, ligesom resten af kroppen sandsynligvis er. Lejligheden er et orgie af farvestrålende ting, der hænger og står opstillet fra gulv til loft. Tingene har lejlighedens beboer fundet i containere og på loppemarkeder både herhjemme og i London og Paris.

Manden springer ivrigt frem og tilbage mellem lejlighedens to værelser og viser herlighederne frem, for eksempel et skibsror fra Paris og et egetræsur, han engang har klunset sig til fra en urmager på Christianshavn. I soveværelset hænger blandt andet et fotografi af et barn, og mens manden fortæller den triste historie om hans eneste søn, som ikke vil kendes ved ham, sætter Marianne hans fod i sæbevand for at rense et sår på hans tå, som har svært ved at læge, og hvor der er noget dødt væv.

''Min søn er flov over mig, fordi han synes, jeg er en original, når jeg spiller harmonika og sætter askebægeret frem for at tjene lidt. Han er bankfuldmægtig og bor i Jylland med hus, svømmepøl, kone og børn. Sidst jeg besøgte ham, det er vel ca. 12 år siden, og dengang havde jeg ikke set ham i 16 år. Han hentede mig på stationen i sin bil, men på vej hjem til konen bad han mig tage tørklædet af, fordi han syntes, det lignede en klud. I huset bad de mig tage ringene og øreringene af og lægge dem i en lille plasticpose, fordi de syntes, at det ikke så pænt ud. Det var blandt andet en ring, jeg havde fået af en pige i Hamborg som erindringsgave, og jeg sagde til min søn, at nu syntes jeg lige, han strammede den. ''Sæt mig bare ud ved havelågen, du skal ikke køre mig til stationen, for jeg er en gammel vagabond,'' sagde jeg, og så har jeg ikke set ham siden,'' siger manden, der har været alkoholiker, men nu hverken ryger eller drikker.

Da foden er kommet op af sæbevandet, er den forbinding, der sad på tåen, opløst. Marianne går i gang med at rense såret, der tilsyneladende skyldes dårligt blodomløb. Manden skal på et tidspunkt gennemgå en karoperation i benene, hvis hans kar er gode nok til at klare det.

''Jeg er 77 år, og får jeg 40 år til, så er jeg heldig,'' siger manden med sin lune, som han sikkert er berømt for, hvor han færdes på byens torv med sit loppemarked eller hos beboere i bebyggelsen, som han løber ærinder for. Inden Marianne kommer ud ad døren, skal hun lige have et par sømandsviser på harmonikaen og se en stak private fotos, som ledsages af et par røverhistorier, blandt andet billedet af hans ven Kjeld, som døde, ''fordi han glemte at trække vejret.''

Marianne hælder medicin op til en dame i 90'erne, som har et slidt hjerte. Alligevel forstår hun stadig at nyde livet ved for eksempel at lytte til romaner på lydbånd og skrive breve.

Et slidt hjerte

Nu går turen ud til det nydelige kvarter Tåstruphave, hvor der bor mange gamle mennesker, blandt andet en dame i 90'erne, som Marianne skal besøge.

''Det er en meget værdig gammel dame, som desværre ser og hører dårligt, og hun har et slidt hjerte. Hun er uddannet børnehavelærerinde og er én af de første kvinder, som har fået en egentlig uddannelse. Hun har stadig kontakt til nogle af sine gamle studiekammerater,'' fortæller Marianne, som kommer en gang om ugen og deler medicin ud.

Den milde gamle dame tager imod i døren, mens hun indstiller høreapparatet fra radiolytningen, som hun blev afbrudt i, til gæsternes høje stemmer. Bænket ved bordet i dagligstuen fortæller hun om sit dårlige hjerte, som ofte giver problemer midt om natten, når kroppen har været i ro i nogle timer.

''Det er en tryghed at have nogle Kardopax, som jeg tager efter behov, men ikke regelmæssigt,'' forklarer damen, som altid selv kontrollerer, om der nu er det rigtige antal piller i den medicin, Marianne har hældt op.

''I dag har jeg det godt, og så nyder jeg det, i modsætning til de dage, hvor det gør ondt i hjertet,'' fortæller damen. En stor del af hendes tid går med at lytte til radio eller lydbånd om nordisk litteratur, som en besøgsven låner til hende på biblioteket.

I bilen efter besøget siger Marianne, at det er dejligt at opleve, at det ikke er alle, der er klynkere, selv om de lever isoleret, fordi de er blevet gamle og har fået skavanker. Den gamle dame er et eksempel på et aktivt og positivt menneske. Dem møder Marianne dog også mange af i sit arbejde med de forebyggende besøg til folk over 80. To dage hver 14. dag er reserveret til forebyggende besøg i Mariannes kalender.

''Selv om det er folk, der har levet et barsk liv, hvor de har arbejdet fra de var syv år, så er de 'still going strong', og mange melder nej tak til vores tilbud om hjælp, fordi de klarer sig fint. De forebyggende besøg er et dejligt positivt arbejde,'' siger Marianne.

Hun er 51 år og har været hjemmesygeplejerske i de sidste 11 år. Tidligere arbejdede hun i ca. 14-16 år som anæstesisygeplejerske på Amtssygehuset i Glostrup.

''Det var en god tid, indtil man begyndte at spare, så blev det hele for uværdigt for patienterne. Det var også på det tidspunkt, man begyndte at indføre megen teknik, hvor sygeplejersken rykkede fem-ti meter fra patienterne og i stedet kiggede på maskiner. Jeg er ikke så meget for at arbejde med teknik, så jeg betragtede det som en chance

Side 9

for at prøve noget nyt. Det tog mig dog et par år at vænne mig til det nye arbejde i hjemmeplejen, fordi der umiddelbart er mange banale arbejdsopgaver, for eksempel at dele medicin ud. Til gengæld er der også det sociale aspekt i arbejdet, og jeg kan godt lide at komme så tæt på andre menneskers liv.

Vagabonden har levet hele sit liv på farten og er derfor bekymret for sit sår på tåen,som ikke vil hele, og som sandsynligvis skyldes dårligt blodomløb.

Mit arbejde går især ud på at lytte, og når jeg kommer til at kende et menneske godt, så kan jeg se på kropssproget, om der er noget galt, og måske er det noget, som jeg kan tage hånd om. Det er ofte små ting, som har stor betydning. Mit arbejde er meget berigende, og jeg får en masse igen,'' siger Marianne.

Den 87-årige er en livlig mand, der klarer sig selv på trods af et amputeret ben. Han liver op over Mariannes besøg, når hun kommer for at hælde medicin op og minde ham om, hvor vigtigt det er at få rigeligt at drikke.

Den sidste rejse

Klokken er nu omkring halv elleve, og formiddagens næste opgave er én af de mere triste. En gammel dame skal ud på den sidste rejse, fra sin lejlighed i Tåstrupgård-kvarteret, hvor hun har boet de sidste 20 år, til et plejehjem i Sengeløse.

''Hun blev udskrevet fra hospitalet for 14 dage siden efter at være blevet indlagt med sammenfald i ryggen, og hun kom hjem til sin lejlighed efter sit eget ønske, men det anede os nok, at det ikke ville gå. Hun sidder i kørestol og har nødkald, og hun er helt afhængig af hjælp til at få skiftet ble og blive hjulpet i seng og op igen. De sidste par nætter har hun ringet efter nattevagten, fordi hun ikke kan holde ud at ligge i sengen helt til om morgenen. Den viden om, at hun er helt hjælpeløs, har gjort, at hun nu vil på plejehjem. Familien ønsker det også,'' siger Marianne.

Tre hjemmehjælpere er i lejligheden og har hjulpet damen med at pakke de ting, hun i første omgang skal have med på sin aflastningsplads. Når hun får en fast plads på plejehjemmet, får hun sine møbler med. Hun sidder i stuen i sin nye kjole. Hun fortæller, at hun har haft mavepine hele natten af nervøsitet. Tilsyneladende er hun helt forvirret, for hun kan ikke huske,

Sie 10

at hun i sidste uge var med sin søn og svigerdatter på besøg på plejehjemmet. Umiddelbart ser det ud, som om at ingen fra familien har kunnet få fri fra arbejde til at være sammen med deres gamle familiemedlem. Marianne kører af sted for at være på plejehjemmet, når damen ankommer.

Det viser sig, at en svigerdatter alligevel har taget fri, og hende møder Marianne på parkeringspladsen uden for plejehjemmet. Da hun hører, hvor nervøs den gamle dame er, er hun glad for, at hun er kommet.

En sygeplejerske, Gurli, på plejehjemmet byder damen velkommen og viser hende til rette på den aflastningsplads, hun foreløbig har fået. Derefter sætter Marianne, Gurli, svigerdatteren og den gamle dame sig ind på værelset med noget saftevand. Den gamle dame ryster på hænderne og spørger, om hun må tænde en cigaret, hvilket er i orden. Hun siger, at hun har savnet at få et brev fra plejehjemmet med informationer om, hvad hun skulle have med, og hvad det koster at bo på plejehjemmet. Marianne siger, at hjemmeplejen måske har været for indforstået, fordi de ved, hvad man skal have med.

Efter en cigaret og lidt saftevand begynder det at hjælpe på nerverne, og Gurli og Marianne har gjort deres bedste for at få damen til at slappe af ved at hyggesludre med hende stille og roligt i forståelse med den store omvæltning, flytningen er for hende. Derefter gennemgår de i fællesskab de oplysninger om damens hjælpebehov, som står i samarbejdsbogen, som hidtil har ligget i den gamle dames lejlighed, og som hjemmesygeplejersker, hjemmehjælpere, læger og personale fra træningssteder har skrevet i.

Gurli siger opmuntrende til damen, som Marianne betegner som et glad og socialt menneske, at hun inden længe vil kunne suse rundt på plejehjemmet i sin kørestol og også kunne sidde udenfor i solen, hvis hun har lyst. Hun vil også kunne få træning i sin gang-rollator, som hun hidtil ikke har brugt, fordi der ikke var plads i hjemmet. Gurli fortæller kort om underholdningen på plejehjemmet og måltiderne, hvor der er snaps til søndagsmiddagen. Derefter lader de damen være alene med sin svigerdatter indtil frokost, så de kan sidde og slappe af. Marianne siger farvel til damen og lover at kigge forbi, når hun en dag har god tid.

''Det er ikke så tit, jeg følger nogen på plejehjem, og når det sker, skal det tage den tid, det tager.

Hvis jeg havde haft en travl dag, ville jeg have bedt én af mine kolleger om at tage nogle besøg for mig,'' siger Marianne.

Efter dette stykke hverdagsdrama er det godt at suse af sted i bilen i stilhed nogle kilometer fra landet tilbage til byen.

Tilbage i heksekedlen er der rift om telefonerne. Sygeplejerskerne har fået lovning på bedre arbejdsforhold inen for et halvt år.

Kontaktsygeplejersker

Marianne karakteriserer Høje-Taastrup Kommune som en god kommune, når hun sammenligner med andre.

''Vi har et system med kontaktsygeplejersker, der er ansat i kommunen, men som har deres gang på sygehusafdelingerne. Her forsøger de at være på forkant med, hvilke tilbud vi kan give, for eksempel at blive skrevet op til en plejehjemsplads, arrangere, at ergoterapeuter eller fysioterapeuter kommer på besøg i hjemmet for at se på, hvordan det er indrettet og eventuelt bestille nogle hjælpemidler.

I øjeblikket er vi i hjemmeplejen ved at omstille os til fremtiden, hvor der bliver en masse ældre mennesker, og kommunen skal tage stilling til, hvilken service vi kan tilbyde,'' siger Marianne.

I anledning af omstruktureringen, hvor indkøbs- og rengøringsfunktionen er blevet separate funktioner, har Høje-Taastrup Kommune udgivet et tiltrængt informationsmateriale til borgerne, hvor de kan læse, hvilke tilbud hjemmehjælpen og hjemmeplejen kan give.

Dagens sidste besøg er hos en enlig herre på 87 år, som har en benprotese, men næsten er selvhjulpen. Marianne skal dele medicin ud. Manden viser sig at være noget af en spasmager, men i første omgang bliver Marianne skældt ud, fordi hun først kommer i dag tirsdag, for manden er løbet tør for medicin, og han havde regnet med et besøg mandag. Åbenbart har der været noget kludder i kommunikationen.

''Når man ringer til jer, er der telefonsvarer på, og den kan jo ikke svare igen, selv om man beder den tale højere,'' siger manden, der straks liver op, da han bag ved Marianne får øje på journalisten, fotografen og endnu en herre, der viser sig at være den praktiserende læge, som tilfældigvis kommer på samme tid for at tage mål til et brokbind.

Den 87-årige trækker ned i bukserne, men fortæller samtidig, at han stort set aldrig har ondt i sit brok, så han enes med lægen om, at de godt kan spare brokbindet.

Til gengæld har han ondt i benstumpen. Marianne og lægen kan se, at han har en huddefekt i form af en hudafskrabning, og det gør ondt, når man trykker på stedet. Marianne skriver i kalenderen, at han skal have et besøg næste dag, hvor en sygeplejerske skal sætte en aflastende forbinding på.

Mens Marianne hælder medicin op, får den livlige mand travlt med at fortælle sin livshistorie, som Marianne får fortalt, hver gang hun kommer.

''Mine forældre fik kun 14 børn, og jeg er nummer 12, derfor skulle jeg egentlig have heddet Dusinius, men kom altså til at hedde Aksel. Aksel – det er jo noget fra en bil, og akslerne kan man ikke undvære – hi hi,'' griner manden, der er tidligere murer, og med rette gik under navnet 'den glade murer'.

Distriktspsykiatrien

Ved tolv-ét-tiden er det tid til frokost, hvor Marianne mødes med de sygeplejersker og hjemmehjælpere, hun arbejder i gruppe med. Efter frokost skal hun lige nå at dryppe øje for anden gang på slagteren, der er blevet opereret for grå stær. Derefter skal hun til møde med distriktspsykiaterne, hvor de skal tale om de borgere, der tidligere har hørt til hjemmeplejen, men nu er overtaget af distriktspsykiatrien, som har været i kommunen i et års tid. Hjemmeplejen og distriktspsykiatrien mødes ca. hver tredje måned. 'Sygeplejersken' bliver bedt om at vente udenfor under mødet, hvor der

Side 11

skal snakkes om de psykiatriske borgere.

Hver gang Marianne kommer på besøg hos "den glade murer", får hun fortalt historien om hans læretid hos en fornæret murermester, om familien med de 14 børn og hans forskellige ægteskaber.

''På mødet diskuterede vi blandt andet et tilfælde, hvor en psykiatrisk borger kun har brug for hjemmehjælp, og hvor vi derfor skal klæde hjemmehjælpen på til at arbejde hos borgeren. Det bliver sådan, at både en hjemmehjælper, en distriktssygeplejerske og en hjemmesygeplejerske tager derud for at finde ud af, hvordan hjemmehjælperens adfærd hos borgeren skal være, og hvordan hun skal kunne sætte grænser. På mødet aftalte vi også, at distriktssygeplejerskerne skal give os undervisning i psykiatrisk sygepleje, det er et område, hvor jeg føler, at jeg har brug for viden,'' siger Marianne.

Tilbage i heksekedlen ved 14-tiden er der gang i telefonerne, og Marianne synes, det er frustrerende at sidde og vente på, at der skal blive en ledig telefon. Ligesom det føles frustrerende at vide, at det er svært for andre at komme igennem i sygeplejerskernes telefontid mellem 14 og 15.

Da Marianne endelig kan komme til at ringe til et træningssted for at tale med en fysioterapeut om en borger, der er visiteret til træning, så er fysioterapeuten gået til møde, og aftalen bliver derfor ikke lavet den dag.

Marianne mener selv, at det er tilfældigt, at det overvejende har været positive ældre mennesker med overskud til at lave lidt sjov, som har præget arbejdsdagen. Selv den gamle dame, der havde taget den svære beslutning om at flytte på plejehjem, så ud til at være tilfreds, da Marianne tog afsked med hende.

''Det er ingen kunst at omgås positive mennesker, det er sværere med dem, der er bitre og vrede. Man kan undre sig over, hvad det er, der gør, at nogle mennesker kan se positivt på livet, mens andre bliver bitre,'' siger Marianne.

Nøgleord: Hjemmeplejen, hjemmesygepleje, Høje-Taastrup, reportage.