Med Vibeke på intensiv afdeling

''Har du et øjeblik?'' spørger sekretæren. ''Aage vil gerne sige farvel.''

Det er en ældre patient i rullestol, der venter på sygeplejerskeVibeke Larsen på gangen uden for intensivafdelingen her midt på formiddagen.

Han fortæller, at han skal hjem i dag, den 10. juni, efter næsten tre måneder på Viborg Sygehus. Nu vil han gerne sige farvel og tak for det hele.

Det var så lidt, mener Vibeke, men det synes patienten bestemt ikke.

Han kan ikke huske noget som helst fra den tid, han lå på intensiv. ''Men når jeg læser min journal, kan jeg se, at det var et stort stykke arbejde, I gjorde.

Jeg var heldig, jeg overlevede.''

Vibeke lover at bringe hans hilsen videre til de mange, der har været med til at passe ham. ''Det er dejligt at se, at der er nogen, der kommer sig.''

Aage lå længe på intensiv med perforeret tarm, en måned, men det er ikke særlig overraskende for Vibeke og hendes kolleger, at han ikke husker dem.

''Det kan være frustrerende,'' bemærker Vibeke, ''man synes, man har lavet den allerbedste sygepleje og haft god kontakt med patienten og de pårørende. Når man så møder dem nede i kiosken, kan de ikke kende én.

Man får ikke den samme respons, som man får som sygeplejerske i en sengeafdeling. Den skal man selv aflæse på patienterne. Man skal kunne sige til sig selv: Jeg har passet ham i en måned, og han har ikke fået decubitus. Så må det være god sygepleje.''

Men Vibeke Larsen har aldrig haft lyst til andet. Hun har været på neonatal- og intensivafdelinger, siden hun blev uddannet for 12 år siden, for hun kan lide, at man aldrig ved, hvad der sker om lidt.

''Det, der fængede på neonatalafdelingen, hvor jeg først arbejdede – er den nære kontakt med de meget syge børns forældre.

Det tiltrækker mig – de akutte situationer, hvor man står med en akut dårlig patient og skal handle hurtigt. Og samtidig have patienten med.''

Det summer af rapport

6.55. Det er tæt af sygeplejersker i grønt og hvidt bag skranken på intensivafdelingens gang og i det tilstødende konferencerum.

Der har været seks i nattevagt plus en ekstra, som er ny og i oplæring.

Andre ni møder i dagvagt sammen med tre social- og sundhedsassistenter, en studerende, en sygeplejerske fra anæstesien, der skal se, hvordan intensivafdelingen plejer de patienter, anæstesien sender dem, og en sygeplejerske fra Skive Sygehus, der skal lære at passe de respiratorpatienter, som Skive har i begrænset omfang.

Intensivafdelingen på Viborg Sygehus er den eneste i amtet, og patienterne kommer fra alle specialer.

Enkelte af patienterne i de ti senge kan være fra Ringkjøbing Amt, som Viborg Sygehus betjener med karkirurgi.

Flere af sygeplejerskerne kommer også langvejsfra, for afdelingen har ingen problemer med at rekruttere. Det går fra mund til mund.

Stemningen er let og venlig, nærmest glad, og klokken syv summer det af rapport fra mange små grupper.

Hver sygeplejerske har ansvaret – er primærperson – for én eller to patienter. Til hver patient er der samtidig knyttet en sekundær person.

Ud af respiratoren

Vibeke Larsen er primærperson for patienten på stue 7, en kronisk lungesyg mand, iltbruger, på 69. Sekundærpersonen, som hun skal arbejde sammen med hele dagen, er sygeplejestuderende Susanne Nielsen, der har været i praktik i anæstesi/operationsafdelingen siden 1. marts.

Patienten, Knud Kristensen, en forhenværende landmand, bor i eget hus i Skals sammen med sin kone.

En lungebetændelse gav problemer med vejrtrækningen, og da der ikke var tilstrækkeligt med ilt og CPAP-behandling, blev han overflyttet fra medicinsk afdeling for fire dage siden og kom i respirator.

Det har han prøvet flere gange før. Men han er meget ked af at være i respirator, og det nåede at blive slemt med vejrtrækningen, før han indvilligede denne gang.

Nu fortæller sygeplejerske Dorthe Pedersen, der har passet ham natten igennem, at der var store problemer i går eftermiddags.

''Han hostede og hostede, og de sugede og sugede.''

Til sidst koblede man respiratoren fra og satte ham i CPAP-behandling. CPAP tilfører ekstra luft, og der er modstand på udåndingen, men patienten kan selv bestemme, hvornår og hvor dybt han vil trække vejret.

Knud, som han helst vil kaldes, er stadig intuberet og får intensiv CPAP. Spørgsmålet er, om han har det godt nok til at blive ekstuberet, for iltmætningen i blodet er lav.

Ud over vejrtrækningen har han et andet problem, maven, som er meget spændt og udspilet efter

Side 25

fire dage på sondemad. Han har ligget med rektalrør i nat og er kommet af med en del luft, men heller ikke andet, og han er stadig meget generet. Han drikker selv, diureserne er små.

Et sundhedstegn

Det hvæser svagt fra CPAP'en. Knud Kristensen kan ikke tale, så han nikker til Susanne, der spørger, om han har sovet godt, og til Vibeke, der spørger, om han har drukket selv siden i går? Og nej, maven er ikke så slem som i går.

Vibeke kontrollerer infusionsvæske og medicin, tæller respirationsfrekvens og ser på skærmen, der viser hjertefrekvens, iltmætning i blodet og blodtryk, inden hun og Susanne går i gang med morgentoilettet.

Værdierne skal kontrolleres hver time, hjertefrekvens, iltmætning og blodtryk bliver konstant overvåget, og seks gange i døgnet skal Knud have en inhalation af ilt og Berodual. Vibeke slår alarmen fra, mens de vasker. Knud hjælper til, så meget han kan.

''Du kunne ikke enes med respiratoren i går?'' spørger Vibeke. Det er som regel et sundhedstegn, og hun fortæller Knud, at han nok skal have røret op i dag, derfor må han ikke spise eller drikke inden.

Knud bliver vasket, får mundpleje, creme på benene, bedøvende creme i næseboret, rent sengetøj og bliver barberet. Vibeke kontrollerer det centrale venekateter, og så er der kun det sidste og værste tilbage – der skal suges, og det tager voldsomt på Knud, han hoster og ser ud, som om han er ved at blive kvalt.

''Jeg ved godt, det er strengt for dig,'' siger Vibeke efter anden sugning. ''Men vi er nødt til det, du hostede jo før, så der sidder noget.''

Knud får en kold klud på panden og sin normale ansigtsfarve tilbage. Susanne pudser hans briller, Vibeke skruer op for fugt og temperatur på CPAP'en, for tuben var for tør. Det kunne hun se, da hun sugede.

Det banker på døren – ''en forespørgsel til patienten.''

''Det er nok din kone,'' siger Vibeke og fortæller Knud, hvad hun vil sige til konen om hans tilstand. Han nikker.

Selv om Knud Kristensen er intuberet og overvåget elektronisk, kan han sagtens selv være med til at vaske sig.

Lettet over ekstubering

9.10 ''Hvorfor har du ikke ekstuberet endnu?'' driller overlægeSvend Troelsen. ''Det gør jeg da ikke, før min læge siger det,'' svarer Vibeke.

Vibeke og Susanne ventilerer og suger, inden de trækker tuben op. Svend Troelsen ser til fra fodenden. ''Hvad så, var det dejligt?'' spørger han.

Knud svarer noget næsten uhørligt,

Side 26

stemmen er rusten efter fire dage. Ventrikelsonden kan også komme op, mener overlægen, og så kan ilten sidde i det andet næsebor, som ikke er så ømt.

Rapport fra nattevagten, sygeplejerske Dorthe Pedersen (th.).

Svend Troelsen lytter på lungerne, konstaterer, at de jo ikke er blevet nye, men Knud ser meget lettet ud, og Svend Troelsen lover ham, at han må få kaffe og morgenmad inden længe. Og var det så ikke en ide med en lænestol her i eftermiddag?

Vibeke og overlægen diskuterer medicinen. Ud over medicin for sin lungesygdom får Knud hjertemedicin, vanddrivende og stofskiftemedicin. Det kan gives oralt nu. Men ordinationerne venter til den medicinske stuegang lidt senere på formiddagen.

Vibeke og Susanne snakker lidt frem og tilbage med Knud om morgenmad, mens de holder øje med, hvordan det går med vejrtrækningen. Vibeke følger skærmen med øjnene, iltmætningen er nede på 84, og det er ikke tilstrækkeligt. Knud synes, han har det godt nok.

''Du er nok ikke vant til at have så meget ilt i blodet, som vi synes, du skal have,'' siger Vibeke. ''Men prøv at se, om du kan trække vejret godt igennem.''

''Var det min kone, der ringede?'' spørger Knud.

''Ja, og jeg sagde det, vi havde aftalt. Hun kommer enten i eftermiddag eller i aften sammen med din søn.

Jeg sagde, at det godt kunne være, du kunne skælde ud til den tid, og så sagde hun, at det var hun glad for at høre.''

Knud bliver pludselig bevæget, og Vibeke spørger, om han var bange? – for ikke at komme over det? Han nikker.

''Du var også meget syg. Jeg kan godt forstå, du er lettet, og det var din kone også. Hun synes, det var træls at se, da du ikke kunne enes med respiratoren.''

Og så snakker de videre om, hvorfor det nu ikke gik om eftermiddagen, når det gik godt nok hele formiddagen. Knud fortæller Susanne, hvad han plejer at få til morgenmad, og hvordan det er ham, der står op derhjemme og sætter vand over til te.

Alarmen bipper fra overvågningsudstyret, iltmætningen er nede på 83, og Susanne beder ham trække vejret helt ned i maven.

Mens Knud og Susanne snakker videre om, hvor længe han har været syg, og hvor meget han ryger, står Vibeke og holder øje med skærmen.

''Nu skal du holde en pause i snakkeriet,'' siger hun. ''Du får en maske på, og så giver jeg dig en inhalation. Og nu trækker du vejret godt igennem. Vi skulle jo nødig have røret ned igen.''

Iltmætningen kritisk

Vibeke kører respiratoren ud og veksler på vejen et par ord med sygeplejerskerne på to sengsstuen ved siden af.

De to patienter kan komme tilbage til stamafdelingerne i dag, og Vibeke har spurgt en tredje sygeplejerske, om hun vil have sin patient ind på den ledige stue. Der er ingen vinduer på stue 10, hvor han ligger for øjeblikket, og hun har set, at han er vågnet i dag.

Vibeke er souschef i den ene halvdel af intensivafdelingen, og før afdelingssygeplejerske Marie Svolgaard går til møde kl. ti, har hun og Vibeke stukket hovederne sammen om dagens operationsprogram.

Der er en stor thorakskirurgisk operation på programmet, så der skal være plads, hvis det bliver aktuelt.

Inde på stuen kommer der fysioterapeut for en kort bemærkning, lungefysioterapeut, medicinsk stuegang, og en radiograf, der tager røntgen af thoraks.

Indimellem får Knud tykmælk til de piller, han skal have, men Vibeke trækker det med kaffen og franskbrødet. Hun er ikke tilfreds med hans tilstand.

Da han kommer helt op at sidde for at tage sine piller, bliver han svimmel, alarmen går den ene gang efter den anden, og iltmætningen er på et tidspunkt helt nede på 77.

''Normalt accepterer vi ikke en saturation på 80,'' fortæller Vibeke. ''Men på den anden side er han vant til at have så lidt ilt i

Side 27

blodet, og han er tilsyneladende ikke generet af det. For nogle år siden var han indlagt nytårsaften, hvor en af vores læger så ham stå og se på fyrværkeri med en saturation på 67.''

Tilstanden stabiliseres

11.05. De forskellige formiddagsaktiviteter er ved at være overstået. Egentlig skal Knud mobiliseres, men det må vente lidt, så svimmel som han blev før.

Nu synes Vibeke, at Knud trænger til ro. Han vil gerne snakke, meget forståeligt efter fire dage uden talens brug, men det påvirker hans vejrtrækning for meget.

''Nu finder jeg et ugeblad til dig, og så går jeg ud, så du kan få lidt ro.''

Ude ved skranken er der forskelligt at ordne, morgenens blodprøver er ikke kommet frem på skærmen endnu, men der er transport, der skal arrangeres, og vagtplanen skal ajourføres. Vibeke venter på middagskonferencen, så hun kan få afklaret, om Knud skal intuberes igen eller hvad.

Men ved halvtolv-tiden ligger Knud roligt med sit ugeblad og en iltmætning på 89. Og da det bliver Vibekes og Susannes tur til at sætte sig ved konferencebordet, synes overlæge Svend Troelsen, at Knud er stabil nok.

Røntgenbilledet, som Susanne kalder frem på skærmen, viser heller ikke noget alarmerende.

''Han fik de fire dage, der skulle til,'' siger Svend Troelsen. ''Nu beholder vi ham i dag, så kan han blive flyttet i morgen og komme hjem til weekenden.''

VibekeLarsen tæller respirationsfrekvensen.

De røde piller

11.50. ''Nu finder vi noget mad til dig, og så bliver du her i dag,'' siger Vibeke. Knud har lyst til noget varmt, så bestillingen kommer til at lyde på oksekødssuppe, franskbrød og kaffe.

Knud vil ikke have de Pamol, som er ordineret, for han har ikke ondt. Heller ikke i benet, som har været stift i mange år.

''Men jeg vil gerne spørge om en ting. Når jeg nu døjer sådan med maven, og det har jeg også gjort derhjemme ...''

Knud fortæller, at han har fået nogle piller, der er vældig gode til at holde maven i orden. De er røde.

Det er nok Perilax, siger Vibeke, men det flydende, hun har givet ham, virker på samme måde. Han kan også købe magnesiumtabletter i håndkøb, de er knap så hårde ved maven.

''Men tror du, du drikker nok? Det skal du gøre dig til en vane, fyld et litermål med vand hver dag. Hvis du drikker det sammen med det andet du får, så får du nok.''

En liter? Knud mener nok, han får tilstrækkeligt og remser op: To kopper te om morgenen, to kopper formiddagskaffe, osv.

Men te og kaffe er ikke alt for godt, siger Vibeke, det trækker væske med ud. Og med Knuds alder og her i varmen skal han have noget ekstra. Det er også godt med sodavandsis.

De snakker frem og tilbage. Om isbilen kommer forbi, der hvor Knud bor? Ja, det gør den, og de har også sodavandsis i fryseren. Men de piller er nu svært gode.

''Du skal nok passe på med at snakke,'' siger Vibeke til sidst efter at have sikret sig, at Knud synes, han har fået svar på sit spørgsmål. ''Så nu går jeg ud.''

Susanne kommer med oksekødssuppen, og før de går til frokost, aftaler Vibeke med en kollega, at hun ser til Knud imens. ''Det går ikke ligefrem strålende. Men vi skal helst ikke tube igen.''

Afsnit hjælper hinanden

13.00 Mens Knud hviler sig, sidder Vibeke ved skranken og fører hans skemaer à jour. Susanne, som Vibeke er praktikvejleder for, har gjort en del af notaterne.

På to skærme bag skranken kan man følge med i hjertefrekvensen for samtlige patienter, og der kommer jævnligt et bip fra den ene eller den anden overvågningsfunktion. Ellers er der stille, med en konstant baggrundslyd af lavt hvæsende vejrtrækning fra de åbne døre til stuerne.

En sygeplejerske kommer og fortæller, at hun har lånt den tomme stue ud til opvågningen,

Side 28

Knud Kristensens iltmætning i blodet er for lav. Men tilsyneladende generer det ham ikke, han er kronisk lungesyg og vant til det.

Side 29 

til en døende patient. De passer selv patienten. Vibeke nikker.

Opvågningen ligger med én stor stue og 14 senge lige bag ved intensivafdelingen.

De to afsnit arbejder nært sammen. Bortset fra de tre souschefer, to på intensiv og én på opvågningen, roterer personalet, otte måneder på opvågningen og tolv på intensiv.

Hvis der er meget stor belastning på intensiv, kan opvågningssengene bruges som buffer.

''Men for et par år siden udvidede vi fra otte til ti senge,'' fortæller Vibeke. ''Det ser ud til at passe. Det giver også lige dét ekstra, så vi kan gøre patienterne ordentlig færdige.''

En times tid senere kommer en anæstesisygeplejerske for at høre, om der er plads til en opvågning.

De har en patient, der er blevet meget kold og skal vågne i respirator. Det er forholdene på den store opvågningsstue ikke så gode til.

Vibeke siger ja, men patienten kommer ikke alligevel. Kontraordre, melder anæstesisygeplejersken tilbage. Det er den eneste ledige plads i intensivafdelingen, så den må ikke belægges.

God bedring, Lene

14.25. Det har udviklet sig til en usædvanlig stille dag.

Patienten fra den store thorakskirurgiske operation kommer heller ikke, to patienter er flyttet tilbage til stamafdelingerne, og de øvrige sker der ikke noget uforudset med.

Det er dagen, hvor man får tjekket udstyr, sat nye labels med brugsanvisninger på ernæringspumperne osv.

På stue 5-6 er et lille godbedringsselskab under udvikling med kransekage og stående snak. Patienten, Lene, har været i afdelingen i 56 dage, helt usædvanligt, for den typiske patient ligger som regel et par døgn.

Lene er ret ung, og man kan ikke rigtig finde ud af, hvad der er i vejen med hende. Nu skal hun overflyttes til Respirationscenter Vest i Århus, transporten kommer i morgen kl. 9.

Lene har taget lidt på under opholdet, der bliver fremskaffet en vægt, og når den nu er der, skal sygeplejerskerne også lige ud af sandalerne og op efter tur. Der er almindelig munterhed og enighed om, at den vejer for meget. To kilo, i hvert fald.

Susanne har spurgt afdelingssygeplejersken, om hun må tage med transporten for at se, hvordan Lene bliver modtaget i Respirationscenter Vest, og det har hun allerede om formiddagen fået ja til. Hvis der ellers er plads i transporten.

Det er dagens stående vits. Hvad hvis det er en liggende transport? Så er der kun en siddeplads? Og Lene behøver ikke at ligge.

''Så må Susanne ligge på båren!'' lyder det, da beskeden indløber om eftermiddagen: Det er en liggende transport.

Det gør ikke noget, synes Susanne. ''Så kan jeg få taget blodtrykket med det samme.''

Så er dagen gået,  og Vibeke Larsen giver rapport til aftenvagten, sygeplejerske Else Jørgensen.

En typisk patient

På stue syv ligger Knud og hviler sig ind imellem eftermiddagens rutiner. Hans tilstand er god, når han er i hvile, men hver gang, der skal ske noget, falder iltmætningen.

Den er nede på 80, da Vibeke og Susanne hjælper ham op at sidde på sengekanten et øjeblik.

Vibeke er lidt i tvivl, om han skal prøve at stå, men Knud vil gerne selv. Han kommer også fint op, mens alarmerne sætter i gang. Blodtrykket er oppe at vende på 221/130, så en forbipasserende overlæge stikker hovedet ind ude fra gangen for at se, om der er nogen på stuen.

''Hvis du skal op i eftermiddag, skal du kun op i stolen, for du har ikke vejret til det,'' siger Vibeke. Men det var godt nok at få Knud op en tur. Det fik ham til at hoste, så det har allerede løsnet noget.

Klokken tre kommer aftenvagten, og Vibeke opsummerer i rapporten til sygeplejerske Else Jørgensen, der skal tage over:

''Knud vil gerne snakke, og det har han faktisk ikke luft til. Derer ingenting at give af. Men han står godt nok på benene.''

Efter rapporten tager Vibeke klokker for aftenvagten, til dagen er slut klokken 15.30. Så kan alle nå at få rapport i god ro og orden.

Det har været en rolig, men ellers helt almindelig dag. ''Knud er en typisk patient,'' siger Vibeke. ''En kronisk lungesyg, der bliver væltet af en pneumoni, kommer i respirator og bliver ekstuberet via CPAP.

Det usædvanlige er, at han har artet sig bedre, end de tit gør.

Mange får problemer, når de bliver ekstuberet og kører op psykisk, bliver urolige, sengeflygtige, nogle endda aggressive.

Med Knud har det kørt stille og roligt.''

Nøgleord: Intensiv afdeling, intensiv sygepleje, reportage, Viborg Sygehus.