Afdeling kvittede cigaretterne

Fire kolleger fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital holdt op med at ryge, men deres meninger om rygeforbuddet er delte. Fra venstre: Læge Bernadette Guldager, bioanalytiker Merete Appleyard, sekretær Birthe Nielsen og sygeplejerske Christine Wolff. Foto: Søren Svendsen.

Lugten af cigaretter og cerutter er forsvundet fra Bispebjerg Hospitals arbejdsmedicinske klinik. Kun lidt røg fra overlægens kontor smyger sig ud på gangen, når han nyder sin pibe efter frokost. For godt et år siden røg samtlige ansatte på afdelingen, men én efter én tog de imod arbejdspladsens tilbud om rygeafvænning, og i dag er den mandlige overlæge den eneste ryger på afdelingen.

Sygeplejersken satte afdelingen stævne for at diskutere holdninger til Bispebjerg Hospitals rygeforbud fra 1. januar 2000. De fem ansatte er sygeplejerske Christine Wolff, 1.-reservelæge, ph.d., Bernadette Guldager, kontorchef og bioanalytiker Merete Appleyard, ledende sekretær Birthe Nielsen og overlæge, professor Finn Gyntelberg. Sidstnævnte måtte melde afbud i sidste øjeblik. De resterende fire kvindelige kolleger, som inden for de sidste 14 måneder har lagt ''røgen'' på hylden, samles om afdelingens mødebord.

Sekretær Birthe Nielsen lægger ud: ''Jeg mener ikke, de kan forbyde os at ryge helt. Det er for hårdt og for firkantet. Jeg havde selv meget svært ved at holde op, og jeg kan godt forstå de mennesker, som ikke er i stand til at stoppe. Jeg går ind for et moderat rygeforbud, som tillader de mest hårdnakkede rygere at ryge i separate rum, hvor de ikke generer andre.''

''Det er jeg helt enig i,'' siger afdelingens 1.-reservelæge Bernadette Guldager og uddyber:

''Hospitalet må stille rygerum til rådighed. Rygning er et samfundsskabt problem, og man kan ikke bare oprette et hospital, hvor der kun arbejder engle.''

Kontorchef Merete Appleyard giver sin mening til kende, mens sygeplejerske Christine Wolff henter hospitalets nyeste rygevaneundersøgelse for 1999:

''Jeg kan godt se det rimelige i, at personalet ikke må ryge på sengeafsnit, hvor der ligger hjerte- og lungepatienter. Men at ingen på

Side 52

hele hospitalsområdet hverken må ryge udenfor eller på kontorer, hvor der ikke kommer patienter, det synes jeg ikke er rimeligt.''

Sygehuse foran

Klinikkens overlæge er også imod det totale rygeforbud på Bispebjerg Hospital.

Sygeplejerske Christine Wolff er den eneste ud af de fem kolleger, som går ind for hospitalets rygepolitik.

''Jeg synes, at sygehusene bør gå foran i at være røgfri, i hvert fald hvad personalet angår. Jeg er ikke helt så skråsikker, hvad patienterne angår. Jeg tror ikke, den danske befolkning er helt moden til det endnu,'' siger Christine Wolff.

Hun gør opmærksom på, at de ansatte via hospitalets øverste demokratiske organ, Samarbejdsudvalget, selv har været med til at vedtage, at hospitalsområdet skal være røgfrit fra år 2000. Hun synes, det er positivt, at hospitalets rygepolitik er fulgt op af et reelt tilbud om at holde op.

De andre stemmer i:

''Ja, tilbuddene har været flotte og individuelt tilpassede. Det har været et rent slaraffenland af rygeafvænningsprodukter, og jeg har fået den støtte, jeg havde brug for,'' siger Bernadette Guldager.

''Og det har givet folk motivation, fordi de ikke selv skulle betale,'' siger Merete Appleyard.

Flovt at ryge

Sekretær Birthe Nielsen var slet ikke motiveret til at holde op med at ryge, men meldte sig alligevel til et rygestopkursus af nysgerrighed. Nysgerrigheden blev afløst af en slags skyldfølelse.

''Jeg syntes, hospitalets tilbud var så flot, at jeg ikke kunne være bekendt at blive ved med at ryge,'' fortæller Birthe Nielsen. Hun har haft store kvaler med at slippe de 18-20 cerutter, hun røg om dagen, og hun har måttet besøge ''rygedamerne'' mange gange.

''Det forlød, at der lugtede i venteværelset, og det gjorde mig flov. Nu har jeg ikke røget i et år, men jeg kæmper stadig med min trang til at ryge, og jeg tør heller ikke love, at jeg ikke falder i igen,'' siger hun med slet skjult dårlig samvittighed.

Ifølge en intern rygevaneundersøgelse fra Bispebjerg Hospital, får 30 pct. af personalet det givetvis lige så svært med at skippe rygevanen som Birthe Nielsen. 330 ansatte (svarende til 30 pct.) har angivet, at de ikke kan klare en arbejdsdag uden tobak.

''Vi må prøve at støtte dem, så de bedst muligt kan komme igennem dagen uden røg, for eksempel ved at tilbyde dem nikotinpræparater,'' siger Christine Wolff.

BBH-soldat

Christine Wolff har selv i nogle år følt sig presset til at kvitte cigaretterne. Både af hospitalet og ved møder og konferencer i sundhedskredse.

''De sidste par år har det ikke været særlig sjovt at være ryger, når man skulle stå og skutte sig i et hjørne i pauserne,'' fortæller Christine Wolff.

De gange hun har været ude at undervise på arbejdspladser om forebyggelse, har hun ladet helt være med at ryge i pauserne.

''Jeg ville være en underlig farisæer, hvis jeg sagde, at tobaksrygning er skadeligt, og så selv tog en cigaret i pausen. Sundhedspersonale kan godt foregå med et godt eksempel,'' mener hun.

Læge Bernadette Guldager er ikke enig:

''Jeg bryder mig ikke om, at man skal foregå med et godt eksempel, bare fordi man har aflagt lægeløftet eller er ansat som sekretær på et hospital. Jeg vil ikke være en god BBH-soldat eller en omvandrende sundhedsapostel for min arbejdsplads' skyld. Jeg er holdt op med at ryge ­ for min egen skyld,'' siger Bernadette Guldager.

Hun peger på, at Bispebjerg Hospitals patientgrundlag i høj grad består af mennesker, som bliver syge af netop røg og alkohol.

Til det indvender Merete Appleyard, at personalet skal passe på ikke at blive alt for

Side 53

frelste ikkerygere. Hvis det sker, kan de få svært ved at kommunikere med patienterne og få ærlige svar om patienternes usunde vaner.

Bernadette Guldager understreger så, at hospitalspersonalet ikke ligefrem skal skilte med usundheden ved for eksempel at have en pakke cigaretter i kittellommen.

Christine Wolff er hurtigt på banen:

''Jamen, det er jo netop svært ikke at skilte, når man er ryger. For når man har røget, lugter man af røg. Og når Finn (overlægen, red.) ryger, kan vi alle sammen lugte det.''

Når overlæge Finn Gyntelberg vil ryge en pibe tobak fra år 2000, må han gå sig en tur i den offentlige park, som heldigvis ligger lige over for Arbejdsmedicinsk Afdeling.

Christine Wolff kommer til at tænke på en kollega, som arbejdede i Kræftens Bekæmpelse i slutningen af 1980'erne:

''Kræftens Bekæmpelse var en af de første røgfri arbejdspladser, og jeg hørte, at det var et problem for de ansatte rent socialt, for rygerne blev isoleret fra ikkerygerne, fordi de var nødt til at holde pauser udenfor.''

Røgfri patienter

Diskussionen drejes over på patienter og pårørende, og her er der enighed blandt kollegerne: Ambulante patienter må vente med at ryge, til de bliver udskrevet fra hospitalet. Men nogle af de patienter, som er indlagt i længere tid, bør have et sted, de kan gå hen for at ryge.

Christine Wolff har tidligere arbejdet på en onkologisk afdeling, hvor folk har ''ryggen mod muren.''

''Man kan næsten ikke forbyde så syge mennesker at ryge, hvis de vil. Det bliver en belastning oven i alle de belastninger, de i forvejen er udsat for,'' siger hun.

''Patienter, som har en barsk diagnose eller er særligt belastede, det kunne være psykiatriske patienter, må have dispensation til at ryge,'' tilføjer Merete Appleyard, og de andre nikker. De er også enige om, at pårørende generelt ikke skal have lov til at ryge, da de opholder sig så kort tid på hospitalet. Men de pårørende, som eksempelvis våger over en døende patient i dagevis, skal have et sted, hvor de kan gå hen at ryge, mener kollegerne på Arbejdsmedicinsk Klinik.

Inden de fire skal videre i deres røgfri arbejdsdag, får de et afsluttende spørgsmål: Er de ikke bare nogle flinke piger, som pænt er holdt op med at ryge, fordi deres arbejdsplads har sagt, de skulle?

De afviser på skift, at de har gjort det for hospitalets skyld, men Christine Wolff får det sidste ord:

''Vi er da fra en generation, hvor vi gør, hvad der bliver sagt.''