Boganmeldelser

MED EKSPERTEN PÅ ARBEJDE

Doris Christensen

At vægte det almindelige - ekspertise i gerontopsykiatrisk sygepleje

København: Munksgaard 1999
136 sider, ill. 148 kr. 

Hvis du efter at have læst denne bog mener, at du vidste det hele i forvejen, så har du ikke forstået pointen i denne ualmindeligt lærerige bog. Så klart melder chefsygeplejerske Agnete Iversen ud i forordet.

Bogen er lavet på grundlag af et kvalitativt forskningsprojekt. Idéen til projektet opstod på grund af forfatterens fascination af en bestemt gerontopsykiatrisk distriktssygeplejerske. Hendes idé var at beskrive denne sygeplejerskes arbejde for om muligt at identificere ekspertsygepleje.

Omdrejningspunktet er distriktssygeplejerskens evne til at få viden om, hvordan den psykiatriske lidelse påvirker patienten og dennes omgivelser, ved at fokusere på, hvordan patienten klarer sin hverdag. Sygeplejerskens udgangspunkt er, at hun ved at snakke om det almindelige får viden om det specielle.

Distriktssygeplejersken fortæller om nogle af de mål og midler, hun arbejder ud fra. Selv om sygeplejen umiddelbart virker enkel, bygger den på en kompleks psykiatrisk viden og et gennemført menneskesyn. Hun understreger vigtigheden af at opbygge relationer, og der er mange eksempler på, hvordan man kan skabe kontakt med et sindslidende menneske. Man kan også hente inspiration til at gøre den psykiatriske sygepleje eksplicit.

Man følger distriktssygeplejersken ud i patienternes hjem, og de stemningsfyldte sort-hvide billeder får en til at føle, at man næsten er der selv. Man følger sygeplejerskens nænsomme og kvalificerede samtaler med psykotiske, demente og depressive patienter og forstår, hvordan hun får indblik i patientens sindssyge verden uden åbenlyst at jagte symptomerne. Patienterne får lov til at beholde en lille skorpe over deres vrangforestillinger, så de ikke efterlades i et følelseskaos. Disse skildringer fascinerer, fordi forfatteren har et godt blik for de fine små nuancer.

Sidste del handler om distriktssygeplejerskens samarbejde med plejepersonalet i den primære sektor. Det står foruroligende dårligt til med kvalifikationerne hos det plejepersonale, der dagligt tager sig af de gerontopsykiatriske patienter. Plejepersonalet tror ofte, at patienterne manipulerer og snyder, og personalet er derfor ikke i stand til at yde en anstændig pleje. Distriktssygeplejersken fremstår i denne sammenhæng som en enmandshær, der ikke har store muligheder for at vende slaget. Hendes største mulighed ligger i supervisionssammenhæng, hvor plejepersonalet selv kommer med deres problemstillinger, og distriktssygeplejersken derefter kan stille modspørgsmål. Det er derimod svært for hende at opkvalificere plejen, når hun henvender sig som udefrakommende ekspert, der ordinerer pleje.

Doris Christensen er klinisk sygeplejespecialist inden for apopleksiområdet, og bogen er derfor ikke båret frem af kendskab til psykiatrien. Hun forholder sig ikke kritisk til ekspertsygeplejerskens handlinger, og de små analyser undervejs fremtræder mindre væsentlige og skarpe. Bogens styrke er forfatterens gode evne til at observere, lytte og beskrive, hvad hun ser, så ekspertsygeplejerskens handlinger og bevæggrunde bliver tydelige.

Bogen er let læselig, uden psykiatriske fagtermer, og den henvender sig bredt til sygeplejersker. Selv om forfatteren afslutningsvis konkluderer, at ekspertise i sygepleje er at vægte det almindelige, skal man ikke glemme, at grundlaget for ekspertsygeplejerskens umiddelbart simple spørgsmål og handlinger er omfattende psykiatrisk viden og erfaring. For som i andre kunstarter kræver det, at man skal beherske det komplekse, før resultatet kan fremstå enkelt.

Af Jørn Eriksen, ledende centersygeplejerske på Distriktspsykiatrisk center Brønshøj.

SYGEPLEJERSKER SOM STATELIGE, FEMARMEDE OG MED TRUTMUND

Mogens Eilertsen

Sygeplejersken i kunsten

København: Dansk Sygeplejeråd 1999
159 sider, 199 kr. for medlemmer, 169 kr. for studerende og 275 kr. for ikke-medlemmer 

I denne lille perle blandt Dansk Sygeplejeråds mange udgivelser ved 100-års jubilæet bringes først den syge i fokus i et socialrealistisk billedgalleri fra århundredeskiftet. Brystsyge, fattigdom og arbejdsulykker skildres med påtrængende realisme af bl.a. guldaldermalere som Anna og Michael Ancher og L.A. Ring. Når sygeplejersken ses, er det ofte en rank og statelig figur i lang kjole med forklæde. Tidstypiske portrætter viser markante kvindeansigter af fx Ingeborg Drewsen, Henny Tschjerning og Charlotte Norrie, så man får et glimt af deres personlighed og fantasier om deres dedikation til en livsgerning.

Livet på hospitalet skildres i store scenerier fra bl.a. Finsen og Frederiksberg Hospital. Særlig interessant er et billede af en stor sengestue med et juletræ og sygeplejersker optaget af forskellige gøremål i en fredfyldt og alligevel travl atmosfære, bl.a. spiller en af sygeplejerskerne klaver.

Med mellemkrigstiden blev den lange, mørke kjole afløst af en mere romantisk sygeplejerske med netstrømper og fikse, højhælede sko eller som en illustration til en af Cavlings romaner, hvor sygeplejersken har dådyrøjne og trutmund. De seneste årtiers billede af sygeplejersken viser en anden og mere politisk figur. Billeder og illustrationer fra aviserne tager arbejdsvilkår op, viser den femarmede sygeplejerske på arbejde, og Dansk Sygeplejeråds medlemmer er afbildet som viljestærke og seje, parate til lønkamp eller forhandling.

Billederne følges op af anekdoter om billedet eller kunstneren. En del billeder er fulgt af digte. Omsorgserhverv vækker ofte følelser og et ønske om den ultimative omsorg, og sygeplejersken er udsat for allehånde projektioner og forestillinger, tydeligt i Poul Vandborgs drømmeagtige billeder, hvor sygeplejersken fremtræder næsten som en hvid lysånd.

''Sygeplejersken i kunsten'' er en fin skildring af faget i digt og billede, som vanskeligt kan anmeldes fra en objektiv vinkel. Bogen rummer mulighed for at opleve faget fra en anden dimension, en slags betragtning af anden orden, hvor sygeplejersker kan se sig selv gennem kunstnerens øjne.

Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske på Amtssygehuset Fjorden. 

Komplementær sygdomsmodel til den biomedicinske

Dorte Effersøe Gannik

Situationel sygdom

Fragmenter til en social sygdomsteori baseret på en undersøgelse af ryglidelser

Frederiksberg: Samfundslitteratur 1999

664 sider, 350 kr.

Dorte Effersøe Gannik udvikler i sin omfattende doktorafhandling begrebet ''situationel sygdom,'' der betegner fragmenter til en sygdomsteori som en del af hverdagslivet. Hun lægger op til, at sygdom ikke bør opfattes som en fast og velafgrænset størrelse, og at vores diagnostiske system, der i sit grundprincip er et lukket biomedicinsk system, er uegnet til at tilpasse sig udviklinger i samfundet og i teoretisk erkendelse.

I stedet må sygdom anskues situationelt, dvs. kontekstafhængigt, som et fænomen, der hænger sammen med og er integreret i hverdagslivets strukturer. Forfatterens forskningsprojekt om ryglidelser, der blev gennemført i Næstved Kommune i perioden 1976-83, benyttes som empirisk grundlag for den nye sociale sygdomsteori, der skal anskues som komplementær til den biomedicinske opfattelse af sygdom.

Det er afhandlingens styrke, men også dens svaghed, at den sociale teori om sygdom opbygges med udgangspunkt i ryglidelser. Et væld af interviewfragmenter tydeliggør, hvordan ryglidelser udspringer og betinges af forholdet mellem en person og en situation. Sygdom bliver til noget, vi hver især skaber og genskaber i rummet mellem os selv og den situation, vi er i. Det er en ny måde at tænke sygdom på, som henviser til den biomedicinske sygdomsmodel som utilstrækkelig. Personer indgår aldrig i isolerede og kontekstuafhængige situationer.

Ryglidelser er et velvalgt empirisk objekt til at udvikle og understøtte en social teori om sygdom, idet disse lidelser ofte er karakteriseret ved glidende overgange mellem rask og syg, symptomfri perioder og symptomer, man ikke går til lægen med. Om en person opfatter sig som rask eller syg er intimt forbundet med personens sociale placering og handlekompetence.

Her ville det have været interessant, hvis forfatteren også havde benyttet sit materiale til at fokusere på personernes individuelle og kollektivt delte kulturelle betydninger om ryglidelser, fx med spørgsmål som: ''Hvorfor handler interviewpersonerne i forskellige situationer, som de gør?'' eller ''Hvad er det for nogle forestillinger om sundhed og sygdom, liv og død, der er med til at give betydning til de sygdomsopfattelser og handlinger, som personerne vælger eller fravælger?'' Det empiriske materiale lægger således op til flere interessante analyser end dem, forfatteren har valgt at fordybe sig i.

Afhandlingens svaghed er, at den både vil beskrive og analysere ryglidelser i forskellige sociale kontekster og benytte empirien om ryglidelser til at udvikle en generel social teori om sygdom. Sammenvævningen af det empiriske materiale og argumentationer for eller imod forskellige teorier om sundhed og sygdom virker ikke alle steder lige overbevisende, og man efterlades til tider i tvivl om, hvorvidt det nu er ryglidelser eller en social teori om sygdom, der er i afhandlingens fokus. Det medfører, at der kan stilles spørgsmål ved rækkevidden af teorien. Gælder teorien fx også, hvis sygdommen er en brækket hofte, en torkveret ovariecyste eller...? Er sygdom også her et relationelt begreb? Personligt foretrækker jeg, hvis jeg skal opereres, at lægen under operationen ikke opfatter min sygdom som noget relationelt og situationelt. Der er det af overordentlig stor betydning for mig, at han/hun er en dygtig håndværker, der ser på min krop og min sygdom som et objekt.

Et afsluttende kapitel og en tydeligere struktur gennem afhandlingen kunne muligvis have rettet op på denne svaghed ved at diskutere, i hvilket omfang disse og lignende sygdomme er sociale konstruktioner, og ved at udfolde, hvordan komplementariteten mellem den sociale og den biomedicinske teori skal forstås. Det er således vigtigt, at der arbejdes videre med de nye og tankevækkende perspektiver på sygdom, som afhandlingen præsenterer. De kan forhåbentlig få indflydelse på fremtidens sundhedsvæsen og foranledige en nyskrivning af regeringens folkesundhedsprogram.

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor ved den sundhedsfaglige kandidatuddannelse, Syddansk Universitet, Odense, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Institut for idræt og biomekanik. 

Grundbog om menneskets psyke

Anne Stokkebæk

Psykologi 1. Udviklingspsykologi

Lærebog for sygeplejestuderende

1. udgave

København: Dansk Sygeplejeråd

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1999

218 sider, 229 kr.

Psykologi er en videnskab, der har menneskets psyke som genstand. Psykologi handler om menneskets erkendelsesliv, følelsesliv og handlinger, forholdet imellem dem og de kontekster, hvori de indgår.

Der er forskellige teoretiske tilgange til genstandsfeltet, afhængig af hvilke grundlæggende antagelser man har om mennesket. Anser man miljøet for styrende, vil man være tilhænger af én teori. Er man af den opfattelse, at menneskets psyke er genetisk funderet, vil man hælde til andre teorier.

''Psykologi 1'' bygger ikke på en enkelt teoriretning. Cand.psych. Anne Stokkebæk har den grundlæggende antagelse, at mennesket er et aktivt, kompetent, autonomt og socialt individ, og de udvalgte teorier ligger inden for denne referenceramme. Det afspejler sig både i formidlingen og i de udvalgte temaer, at forfatteren er vant til at undervise sygeplejestuderende.

Menneskets udvikling og forandring fra spædbarnsalder til alderdom beskrives inden for otte aldersgrupper. Foruden gennemgang af livsfaserne trækker forfatteren en række vigtige temaer frem, som relaterer sig til den udviklingspsykologi, der er relevant i sygeplejen. Det er tilknytning og binding, omsorg, følelseslivets udvikling, fædre, sproglig udvikling, autonomi, kønsudvikling, den seksuelle udvikling, leg, opdragelse, børnerelationer og eksistentielle livsvilkår.

Det er min vurdering, at bogen er velegnet som grundbog, men også, at den ikke kan stå alene. Det er min opfattelse, at sygeplejestuderende skal have lejlighed til at blive præsenteret for forskellige teoretiske tilgange til psykologien, så de gennem egen analyse og vurdering af tekster og teorier tilegner sig forståelse af fagets teorier og metoder.

Der er udførlige noter efter hvert kapitel, som dels henviser til forskning og teoretikere inden for de udvalgte temaer, dels uddyber begreber og elementer fra teksten. Herfra kan underviseren hente inspiration til at trække tekster og teorier ud til sammenlignende analyse. Men som sagt må der suppleres med tilgange hentet fra andre referencerammer.

Af Gerda Hestbech, sygeplejelærer, H:S Sygeplejerskeuddannelsen.