Aftenvagt på den lukkede

Straks jeg kom ind i afsnittet, kunne jeg mærke, at der havde været gang i den i dag. Allerede inden jeg nåede ind på kontoret, blev jeg antastet af de første tre patienter. En råbte: ''Hej'' nede fra gangen. En anden tog fat i min arm og brokkede sig højlydt over en medpatient. En tredje havde et helt akut behov, som hun syntes, jeg skulle tage mig af lige her og nu. Dagvagterne så brugte ud. Det fremgik tydeligt, at der havde været nok at se til.

Under rapporten fik vi at vide, at en patient var blevet tvangsmedicineret rektalt med diazepam. Jeg spurgte hvorfor, da jeg ikke tidligere i min nu 12 år lange karriere inden for psykiatrien har været ude for, at man har valgt rektal medicinering frem for injektion. Jeg fik at vide, at det var overlægens holdning, at medicinering med diazepam skulle foregå rektalt, da man derved fik en højere optagelsesgrad af medicinen. Jeg blev mildest talt forarget. Sådan mener jeg ikke, man kan tænke, når det drejer sig om psykiatriske patienter, som i forvejen ofte har det meget dårligt med, at man kommer tæt på. Så må man hellere give en større dosis som injektion. Jeg var vred på patientens vegne. Havde lægen været til stede, ville jeg have konfronteret ham med det straks. Nå, rapporten skulle jo gå videre, så måtte jeg gøre noget ved sagen senere.

Rapporten blev færdig, og vi fik sendt de trætte dagvagter hjem. Der var en del hængepartier at følge op på og en del patienter, der gerne ville tale med deres kontaktperson, så vi gik i gang med det samme, mine tre kolleger og jeg.

På gangen

En patient var blevet fikseret i dagvagten og havde derfor fået enestue. Det betød imidlertid, at en anden patient, Lise, var flyttet ud på gangen. Jeg var ikke glad for den løsning. Lise havde fået det meget bedre siden indlæggelsen, men hun havde det ikke godt nok endnu, og jeg var sikker på, at hun ville få tilbagefald, hvis hun skulle ligge på gangen, hvor der er megen uro. Jeg undersøgte, om det var muligt at flytte rundt på patienterne, så der kunne blive plads til hende på en stue, men ligegyldigt, hvor kreativt jeg prøvede at tænke, gik det ikke. Hvor ville vi dog være forskånet for mange problemer, hvis vi havde enestuer til alle patienterne. Jeg forhørte mig, om Lise kunne komme på åben afdeling. At skifte miljø ville ikke være den ideelle løsning for hende, men det ville trods alt være bedre end at ligge på gangen. Det viste sig, at der var plads på den åbne afdeling, og Lise blev meget glad. Vi gik i gang med at pakke hendes ting, men så satte ambivalensen pludselig ind, og Lise blev usikker. Hun kunne ikke overskue at skulle møde nyt personale og ville hellere blive liggende på gangen. Lise fik lov til at blive, men jeg var stadig ikke helt glad for situationen.

Efterhånden fik vi styr på det hele, og efter aftensmaden faldt der lidt mere ro over patienterne. Kl. 20.00 var der endelig mulighed for, at personalet kunne sætte sig ned og snakke lidt. Vi fire, som var på vagt, har arbejdet sammen gennem længere tid. Vi kender hinanden godt, og vi ved, hvor vi har

Side 37 

hinanden, hvilket er en stor fordel, når vi har travlt. Vi fik også lige udvekslet nyhederne fra hjemmefronten.

Vold og trusler

Problemet med Lise, som ingen stue havde, lå stadig og lurede, men nu viste der sig heldigvis en løsning. Patienten, som blev fikseret i dagvagten, var blevet løsnet og havde ikke brug for enestue mere. Vi flyttede derfor en anden medpatient, Ellen, ind til hende, så Lise kunne få sin gamle plads igen. Ellen, som er indlagt med mani, hidsede sig voldsomt op, da hun skulle flytte stue. Jeg prøvede stille og roligt at forklare hende, at vi havde mange hensyn at tage, og at vi på den her måde kunne lave den bedste løsning for alle, men Ellen blev mere og mere opkørt. Ukvemsordene føg om ørerne på mig, og hun for ustruktureret rundt og smed med sine ting. Jeg forsøgte at få ro på situationen, men det var ikke let, og det endte med, at Ellen slog mig to gange. Jeg blev vred og hævede stemmen, hvilket fik hende til at smutte i seng og knibe øjnene fast sammen.

Desværre hører vold og trusler ofte med til arbejdet på lukket afsnit. Jeg er før blevet slået, og det er selvfølgelig aldrig rart, men lige her og nu syntes jeg faktisk, at det var mere synd for Ellen. Jeg kender hende fra tidligere og ved, at når hun bliver rask igen, får hun det meget dårligt med det, hun har sagt og gjort, mens hun var manisk. Hendes kontaktperson og jeg blev derfor enige om at beskrive episoden indgående i kardex, så dagvagterne næste dag kunne få ordineret en effektiv behandling. Ellen fik lidt medicin at falde til ro på. Jeg kunne mærke, hun havde det dårligt med det, der var sket.

Aftenen gik på hæld, men jeg havde stadig et hængeparti angående diazepam givet rektalt. Jeg var virkelig harm over det, som var sket, og jeg forstår stadig ikke, at lægen ikke havde indfølingsevne nok til at se, at rektal medicinering ikke er godt til psykiatriske patienter. Især i en tvangssituation mener jeg, at det er helt forkert. Patienten må uden tvivl føle det som en slags voldtægt, når flere personer står og holder vedkommen-

de, mens én trækker bukserne ned på ham/hende og stikker ''noget'' op. Hvor er lægens etik og empati henne i sådan en situation? Jo mere jeg tænkte over det, jo mere syntes jeg, at jeg burde gøre et eller andet. Så jeg satte mig og skrev om mine frustrationer i ''Sladrehanken,'' vores interne kommunikationsmappe. Det hjalp lidt. Nu fik jeg da i hvert fald givet udtryk for min mening. Så håber jeg bare, at andre i personalegruppen også vil give deres til kende, og så vil jeg tage sagen op på et personalemøde senere.

Klokken blev 22.45, og jeg fik pludselig travlt. Der skulle skrives rapport. Fastvagterne til natten skulle have besked om deres patienter. Der skulle laves kaffe til nattevagterne, og jeg skulle lige checke, om alle patienter havde fået deres medicin. Endelig kl. 23.00: ''Farvel, og god vagt.'' Nu skulle jeg lige hjem og på hovedet seng. Jeg syntes faktisk, at jeg havde tjent min løn den dag.

Navne på patienter og pårørende, som optræder i publicerede dagbøger er opdigtede.

Dorte Jensen er ansat på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital.