Fingersprog påkrævet

Billede

Side 23 

Ayse har allerede fundet injektionssprøjten frem, da vi kommer. Hun kan selv tage sin insulin, men er analfabet og har derfor brug for hjemmesygeplejerske Aksel Jørgensens hjælp til at skrive i diabetesdagbogen, hvor svingninger i blodsukkerniveauet følges dag for dag.

Ayse kom til Danmark fra Tyrkiet i 1977. Hun har haft diabetes i ni år. Et stabilt blodsukker viser, at hun passer sin sygdom, men den forhindrer hende til gengæld ikke i at dække op for os andre med te, kager, chips og brød.

''Jeg bliver næsten altid budt på et eller andet ­ om ikke andet så på et glas te, siger Aksel Jørgensen, som Sygeplejersken har fulgt på hjemmebesøg en regnfuld januardag i Vollsmose.

''Når jeg ofte må sige nej tak og prikker på mit ur for at sige, at det ikke er uhøflighed, men tidsnød, der er grunden, ryster især de ældre kvinder på hovedet.

De synes, det er fuldkommen tosset, at jeg har så travlt. Og de har ret.Vi har for travlt, når vi ikke har tid til at sætte os ned og snakke med hinanden.''

Manglende tid er blot en af barriererne, når man er et ældre menneske fra en anden kultur. Andre problemer er kommunikation, traditioner og den sociale slagside, der automatisk er i at være både gammel, fremmed, syg og ghettoiseret.

I anledning af vores besøg har Ayse ikke alene bagt bisi, en slags brød, der markerer slutningen af Ramadanen, men også fået naboen Fatma på besøg, fordi den unge kvinde taler dansk.

''Sproget er et problem, især for de ældre indvandrere, der kommer fra landsbysamfundene,'' siger Fatma.

''Der er også store kulturelle spring fra landsbyen i Tyrkiet, som min far fx kommer fra, til et liv i Danmark. De, der kommer fra byerne, har ikke så mange problemer.''

Det er langt fra altid, at Aksel Jørgensen har adgang til så god tolkning, som Fatma leverer. Han bruger heller ikke i særlig stor udstrækning professionelle tolke.

''Det er omstændeligt at planlægge,'' indrømmer han.

''Ofte klarer vi et problem over telefonen med en dansktalende slægtning i den anden ende af røret.''

Men Aksel Jørgensen klarer sig faktisk meget godt med finger- og kropssprog. Og hele hans brede register er i brug hos Sehri, som vi besøger bagefter.

Hun taler ikke et ord dansk og er som Ayse også diabetespatient. Aksel skal hjælpe både med insulinen og med at føre blodsukkerdagbog.

''Jeg har forsøgt at lære Sehri at bruge injektionssprøjten, men hun kan simpelthen ikke få sig til at stikke i sig selv,'' siger han.

''Jeg tror, hun synes, det er mit område. Jeg er den professionelle.''

Aksel Jørgensens fingre spadserer demonstrativt rundt på stuebordet mellem teglassene foran den store hjørnesofa for non-verbalt at indskærpe, at Sehris blodsukker vil have endog meget godt af noget motion.

''Men det har jeg sagt til hende mange gange: Hver dag ­ en tur rundt om p-pladsen,'' siger han og ser insisterende på Sehri.

Hun griner bare genert og vifter afværgende med hænderne. 

Deres sygdom vores problem

Vi haster videre over i klinikken, der er placeret centralt på områdets plejehjem og blev etableret i 1992.

Den er et ambulant og anonymt tilbud, som hjemmesygeplejen har til alle borgere i området. Tilbuddet benyttes især af psykiatriske patienter, fordi konceptet uden tidsbestilling passer dem godt.

Blandt de ca. 40 faste brugere er der også misbrugere, patienter der skal have sårbehandling, ældre og fremmedsprogede, der får doseret medicin.

I gangen møder vi en ældre skizofren tyrkisk mand, der har været en tur i Tyrkiet. I det hurtige blik, han sender, lyser problemerne.

''Nu må vi se, hvordan han har det. Han har været væk en måneds tid uden den antabusbehandling, han er i ­ og uden sin trilafon. Han har sikkert ikke fået den relevante medicinske behandling i sit hjemland,'' vurderer sygeplejerske Grete Andersen.

At en rejse, der er planlagt ­ også med hensyn til medicin ­ til at vare to uger godt kan trække ud til både tre og fire uger er ikke usædvanligt. Resultatet er, at hjemmesygeplejen får nogle meget dårlige og ubehandlede patienter hjem igen.

''Det er heller ikke første gang, denne patient bliver væk i længere tid. Sidste gang var han i en elendig forfatning, da han kom hjem til Danmark,'' siger Grete Andersen.

''Deres sygdom er mest vores problem. Den holdning har han og mange af de mennesker, der er vokset op i landsbyerne. De tager ikke ansvaret, tager ikke deres medicin, kommer ikke til kontrol eller blodprøvetagning etc. Byfolk har en anden indstilling og er ofte også bedre uddannet.''

Side 24 

Men ét er sproglige problemer og kulturel baggrund, noget andet er sociale barrierer, mener Aksel Jørgensen.

''Forestil dig, at du er et stolt menneske, der er kørt ud på et sidespor. Du er gammel, du er syg, har sproglige problemer, intet arbejde. Det hele er lavstatus ­ så er det altså svært at tage ansvar. Ansvar hænger nøje sammen med følelsen af selvværd. Er der for mange minusser i regnskabet, dukker man sig.''

Tolkeproblemer

Hjemmesygeplejerskerne har ikke svært ved at behandle specifikke, veldiagnosticerede problemer. Til gengæld kan andre uopdagede sygdomme let drukne i den kommunikationsbrist, der hele tiden dukker op.

''Ikke mindst når det handler om psykiatriske diagnoser og demenssygdomme er det alfa og omega, at man kan tale sammen og forstår nuancerne,'' påpeger Grete Andersen.

''Der kan gemme sig meget bag manglende sproglige færdigheder. Et eksempel er her fra plejehjemmet, hvor der bor en vietnamesisk mand, der både har en psykiatrisk diagnose og en fremadskridende demens.

Ved et tilfælde kom vi i kontakt med en vietnamesisk sygeplejerske, der åbnede hans univers for os og afslørede, at han havde tunge sociale problemer, vi ikke kendte til.''

''Og en tolk er ikke en selvfølgelighed,'' tilføjer Aksel.

''Tolkebistanden er også af svingende kvalitet ­ den er ingen garanti for bedre forståelse.''

Da klinikken blev etableret, havde man forestillet sig, at især aids- og hiv-ramte ville blive blandt brugerne ­ det var også en af grundene til anonymiteten. Disse patienter har dog vist sig at være temmelig sjældent forekommende i hjemmesygeplejen. Til gengæld ser sygeplejerskerne af og til tuberkulosetilfælde ­ og ikke kun blandt personer, der netop er kommet her til landet.

''Vi er meget omhyggelige med, at medicineringen følges nøje for at undgå at være skyld i udvikling af resistens,'' siger Aksel Jørgensen.

''Vi bruger meget tid på at lære patienterne selv at tage medicinen. Jeg kan jo ikke være hos dem klokken seks om morgenen.''

Sendt fra himlen

Uddannelse af flere social- og sundhedassistenter, sygeplejersker, læger etc. med en anden etnisk herkomst end den danske kunne være en af vejene til bedre behandling af de syge fremmedsprogede borgere, mener Grete Andersen og Aksel Jørgensen.

De har flere gange haft gode erfaringer med, at kolleger, der har en anden nationalitet, kan være en stor hjælp.

En sygeplejeelev fra Sarajevo var fx som sendt fra himlen, da hun kom til Vollsmose lige præcis i tide til at lette en gammel bosnisk mands dødsleje.

''Husk ­ det er ikke kun den øjeblikkelige behandling ­ i denne forbindelse en smertebehandling af en terminal cancer ­ der er vigtig,'' nævner Aksel Jørgensen.

''Der er hele det psykiske rum, som også omfatter familien, og hvordan den klarer tabet og sorgen, der spiller en stor rolle for den samlede sundhed.

Og her kan man ofte sprogligt komme til kort. Det var derfor en stor glæde at se denne familie få et efter omstændighederne godt forløb. Ja, jeg hilser da ofte på familien i gadebilledet.''