Sidste tur til Costa del Sol

26 psykiatriske patienter skal på den årlige patientudenlandsrejse, som i 1999 gik til Costa del Sol. Kriterierne for at kunne komme med på denne rejse er bl.a., at patienterne skal være indlagt på psykiatrisk afdeling eller tilknyttet et distriktspsykiatrisk center og have brug for fagligt personale som ledsagere.

Personalegruppen består af ergoterapeut/rejseleder Dorte Nørgaard, som har været rejseleder i 10 år, en læge, to sygeplejersker, en plejer, en social- og sundhedsassistent samt en værkstedsassistent. Rejsen foregår i samarbejde mellem de tre psykiatriske afdelinger i Københavns Amt: Gentofte, Ballerup og Glostrup, og har eksisteret siden 1978.

Patienterne betaler selv deres rejse, som i år koster knap 4.000 kr. ­ mens de tre sygehuse deles om personalets rejsebudget.

Afrejse.
Fredag d. 10.9.1999

Dorte og jeg mødes kl. 4.45 og henter de patienter, der har overnattet på forskellige afdelinger for at være sikre på at komme op. Kl. 5.00 ankommer bussen, der skal køre os til Kastrup. Vi sætter kurs mod lufthavnen. På vej derud deler vi os i tre grupper, der skal checke ind sammen.

Der er mange andre end os, der skal ud at rejse denne tidlige morgen, og allerede ved check-in er det ved at være for meget for Søren, der driver af sved og må hen og sidde ned. Vel gennem sikkerhedskontrollen og placeret på hver deres pladser i Premiairs store DC 10 uddeler vi Nicorette i store mængder, da der ikke må ryges på flyveturen. Søren tager en beroligende tablet og er i synlig bedring, da vi kl. 7.21 er klar til at lette fra Kastrup. Var det slemt i Kastrup, bliver det storslemt i Malaga lufthavn! Turister fra mange andre lande har valgt at ankomme samtidig med os, og der er mildest talt et kaos af mennesker, kufferter og toldfri varer. Der er ventetid/køer og meget varmt, og det er ikke lige patienternes stærke side. Sofie får det meget dårligt, og lægen må midt på gulvet åbne lægetasken for at få fat i p.n.-medicin. Efter en rum tid får alle deres kufferter og varer, og vi begiver os ud til busholdepladsen. En lille køretur på 15 min. bringer os til vores hotel, som ligger i Torremolinos. Her bliver alle fordelt på værelser to og to. Nogle får sig en lur, andre er straks i badetøjet og hopper en tur i poolen. 

Lørdag d. 11.9.1999

Vi holder morgenmøde med patienterne kl. 10, hvor vi planlægger dagen ud fra ønsker og behov. Personalegruppen er hjemmefra blevet tildelt 4-6 patienter, som vi skal være kontaktpersoner for på hele turen. Det er således vores ansvar at være opmærksom på, at patienterne har det godt, samt at de får den støtte og hjælp, de hver især har brug for. Kl. 10.30 er der informationsmøde med vores guide, Maibritt, fra Tjæreborg. Her orienteres om de ture, der kan tilbydes i området, og mange melder sig som interesserede. Herefter deler vi os i mindre grupper og begiver os henholdsvis til stranden eller til byen.

KL. 18 holder vi personalemøde, hvor vi bl.a. må forholde os til omrokering af to patienter, der ikke kan bo sammen. Det klares ved, at den ene betaler sig til et eneværelse. Efter dejlig aftensmad i restauranten er vi en gruppe, der går aftentur på Strandpromenaden. Da vi kommer tilbage til hotellet, er der musik og dans i haven, så vi får os en svingom. Helene, en stille skizofren pige, udbryder spontant: ''Sikke en dejlig aften.''

Søndag d. 12.9.1999

Det er dagen, hvor der er planlagt en heldagstur for alle til den gamle bjerglandsby Mijas. Turen er inkluderet i rejsen pris, og vi

Side 31 

får en hel bus for os selv. Alle tager af sted på nær Marianne, som ikke bryder sig om at køre i bus i bjergene. Jeg bliver hjemme sammen med hende, men da vi har vinket farvel til de andre, får Marianne alligevel lyst til en mindre bustur, hvor vi ikke skal op i bjergene, så vi drager af med den lokale bus til nabobyen. Jeg kender ikke Marianne særlig godt, men hun orienterer mig om, at ''vi kan tale om alt undtagen medicin.'' Vi har en hyggelig, men varm tur. Til frokost køber Marianne en yoghurt, men kasserer den hurtigt, da hun synes, den smager mærkeligt.

Da vi kommer hjem, vil hun gerne holde siesta, men kommer hurtigt ud i haven, hvor jeg sidder, for at fortælle mig, hvor dårligt, hun fik det af den yoghurt. Marianne mener, at der må være kommet noget i den. Efter en lang snak dummer jeg mig og spørger af ren og skær vane, ''om hun har brug for noget p.n.-medicin?'' Så er vor ellers gode kontakt ødelagt ­ men heldigvis kun for en kort tid. På personalemødet er der bekymring for Michael, der virker hallucineret. Det viser sig, han ikke har taget sin medicin i tre dage. I samråd med kontaktpersonen aftaler de, at denne hjælper Michael med at huske medicinen hver dag i ferien.

Anna søger hjælp hos personalet, da hun har taget brusebad på gulvet i badeværelset ­ ligesom hun gør hjemme. Her på hotellet er der bare ikke rist i gulvet som derhjemme.

De andre kommer hjem efter en god tur, og nogle gør sig parate til at tage af sted til ''Andalusisk aften'' med hesteshow, paellamiddag og flamencodans. Vi har en herlig aften sammen med andre turister fra Norge, Sverige og Finland. Vi er først tilbage på hotellet kl. 0.45.

Mandag d. 13.9.1999

Der er tur til Gibraltar i dag, og de patienter, der ikke er med, hygger sig på hotellet, på stranden, i byen eller i hotellets reception. Specielt én patient tilbringer meget af ugen her, siddende iført lange bukser og vinterfrakke i den samme stol ­ enten sovende eller observerende det pulserende liv her.

Om aftenen er der atter hygge ved et langt bord i haven.'' Gå-i-byen-folket'' dropper deres tur i byen i aften og tager i stedet del i vores udendørskomsammen med musik, dans og longdrinks.

Tirsdag d. 14.9.1999

Seks patienter og to personalemedlemmer tager af sted kl. 7.30 til Granada. Vi andre mødes kl. 10 for at planlægge dagen. Det er første dag, hvor solen ikke skinner fra en skyfri himmel, og mange vælger at tage sig en sovedag. Resten går en tur i byen, mens nogle hygger sig i haven med kortspil og snak. Lidt over middag kommer første hold hjem fra byen ­ meget snakkesalige og grinende.

Side 32 

De beretter, mens de sprudler af latter, om deres besøg på en cafe, hvor de har bestilt hver ''en stor Sangria.'' Hvad de bare ikke har regnet med er, at det er lig med en liter til hver! Sjovt har de i hvert fald haft det.

Sidst på eftermiddagen bryder solen igennem skyerne, og der er atter afgang til strand og pool. Om aftenen bliver der talt en del om næste dags tur til Marokko. Fem patienter og to personalemedlemmer skal op kl. 6 for at være klar til afgang kl. 6.45. Specielt Malene glæder sig til denne heldagstur, selvom hun også frygter at blive kidnappet og ført væk på en kamel. 

Onsdag d. 15.9.1999

Vi mødes kl. 10 alle sammen på nær de syv, der er taget til Marokko. Nogle har lyst til at besøge et marinemuseum, der ligger en times gang fra hotellet. Andre har bare lyst til ren afslapning ved poolen eller på stranden. Flere vil gerne til byen for at indkøbe souvenirs og gaver med hjem. Om eftermiddagen er jeg på stranden med Karen. Hun klager over en tilbagevendende kvalme og vil gerne ned og ''have noget frisk havluft.'' Og om vi får det. Der er nærmest sandstorm, og bølgerne i Middelhavet er så kraftige, at man bliver væltet omkuld.

Hjemme igen får vi lokket Anna i badedragt for første gang i 20 år ­ og ligeledes for første gang i 20 år en tur i poolen. Den begejstring, jeg kan spore hos hende bagefter, får det til at prikke i min faglighed, og jeg får en ægte ­ og sjælden ­ følelse af at have udført optimal psykiatrisk jeg-støttende sygepleje.

På personalemødet er der bekymring for Ingrid, der har suicidale tanker. Kontaktpersonen er tæt omkring hende om aftenen, og efter lidt p.n.-medicin og en times kortspil har hun det meget bedre.

Kl. 22 er der flamencodans i haven. En af patienterne hopper modigt op på scenen, efter at være blevet budt op af en af danserinderne, og giver den på bedste flamencovis.

Lidt senere kommer '' Marokkofolket'' hjem. De er godt rystede over de forhold, de har set. Der var fattigt og beskidt, og der var blevet revet og flået i dem, for at de skulle købe udbudte varer. En af patienterne har fået det meget dårligt på vej hjem i bussen pga. de mange ubehagelige oplevelser.'' Så er det, man er glad for, man bor i Europa,'' er der en der siger.

Torsdag d. 16.9.1999

Sidste dag på Costa del Sol. Mange har mødt muren af træthed. De fleste glæder sig til at komme hjem, men en del kunne nu også blive en uge mere. Der er lokalt marked i Torremolinos i dag, og vi deler os i tre grupper og tager med taxa dertil. Det bliver en kort tur, da der er sort af mennesker, og mange føler sig klemt fra alle sider. Om eftermiddagen er der en gruppe, der tager det lokale tog til Malaga, hvor de ser Picassos fødested og bliver kørt rundt i byen i hestevogn.

Mange har brug for hjælp til at få pakket kufferten. Efter aftensmaden er der flere, der for sidste gang går på indkøb i gågaden. De sidste pesetas bliver brugt, og vi bænker os for sidste gang ved vores lange bord i haven. Der danses flittigt til '' Sølvbrudevalsen, Tre hvide duer'' osv., som den lokale klaverbokser efter bedste evne spiller. Vi er alle enige om, det har været en uforglemmelig rejse.

Vi går i seng ved midnatstid, men kl. 01 ringer telefonen. Det er første gang på hele turen. Det er Flemming, der har kastet sin natmedicin op og nu ikke kan sove. Han henter selv en ny portion medicin på vores værelse og går i seng igen.

Fredag d. 17.9.1999

Vi står op kl. 7.30 og vækker de patienter, der har ønsket det. Ved morgenmaden uddeles pas, bordingpas og deponerede penge til hver enkelt. Vi futter rundt fra værelse til værelse, checker at alle har husket det hele, og kufferterne bliver bragt til receptionen. Inden afgang mod lufthavnen tager to patienter profylaktisk lidt beroligende medicin ­ '' klog af skade fra udrejsen,'' som en selv siger.

I lufthavnen siger vi alle farvel til vores guide, Maibritt, og det hele går smertefrit, indtil Otto tilbageholdes i sikkerhedskontrollen pga. en indkøbt souvenirpistol, der åbenbart er så livagtig, at den kan frygtes at blive brugt til en rask lille hijacking på hjemturen. Personalet overtager diskussionen, og det ender med, at pistolen konfiskeres

Side 33 

og vil blive udleveret i Kastrup.Otto har også købt en trækanon ­ den er der ingen problemer med. Det griner vi meget af.

En lille time forsinket lander vi atter på dansk jord kl. 16.50. Nogle bliver hentet i Kastrup ­ vi andre sætter os i bussen for at køre mod henholdsvis Glostrup, Ballerup og Gentofte. I bussen, hvor der er meget stille, siger vi pænt farvel til hinanden. Flere, der har været med på patientrejsen før, giver udtryk for dyb bekymring, hvis der er hold i rygterne om, at der bliver taget en beslutning om, at denne rejseform ikke skal eksistere mere.

Afskåret fra ferieoplevelse

Under opholdet på Costa del Sol har flere patienter talt om, hvor kede af det de er, hvis denne rejseform skal spares væk. De fleste pårørende tør ikke rejse med deres psykisk syge børn, kærester osv., og denne gruppe vil i så fald være afskåret fra at få en ferieoplevelse, de kan leve højt på i lange tider. Ja, jeg vil endda vove den påstand, at der med en rejse som denne bliver sparet en del genindlæggelser.

Bare det at beslutte sig til at tage med på rejse er for de fleste patienter forudgået af mange overvejelser og samtaler med deres kontaktpersoner i behandlingssystemet. De fleste har en skizofrenidiagnose og er præget af stor ambivalens. Det vil sige, de har svært ved at tage en beslutning, og deres selvtillid rækker sjældent så langt, at de nemt og ligetil melder sig til at rejse. For mange patienter er kontakt med andre et stort problem, da det er meget angstprovokerende for dem.

Anna, som jeg i det daglige er kontaktperson for, havde inden denne rejse brug for mange støttende samtaler, hvor vi gentagne gange talte om lige netop de forhold, der gjorde, at hun havde svært ved at beslutte sig til at tage med. For dem, som ikke har kendskab til eller arbejder med psykiatriske patienter, lyder det nok underligt, at så almindeligt et forhold som omgang med andre mennesker kan være så svært, at man afholder sig fra at deltage i en rejse til sydens sol. Ovenstående patient udtrykker det selv meget rammende: '' Man føler sig tit ensom med sin sygdom ­ her er vi alle i samme båd ­ og det er befriende.''

Når beslutningen er taget, og vi er af sted, oplever patienterne at få en kæmpestor dosis selvtillid ved at turde overskride nogle personlige grænser. Det er medvirkende til, at patienterne ­ i hvert fald for en tid ­ opnår en øget livskvalitet samt en større evne til at klare sig uden for den psykiatriske afdeling. Vi lader alle op i vores ferie. Det har psykiatriske patienter også brug for ­ ja, jeg vil endda sige, de har mere brug for det end os andre!

Hverdagen en kamp

Desværre ser det i skrivende stund ud til, at beslutningen om at spare denne rejseform væk er taget. Det kan jeg som sygeplejerske ikke bare dybt beklage, men også på det kraftigste tage afstand fra. Jeg mener, man ved at foretage denne minimale besparelse fratager en af de svageste patientgrupper en ferieoplevelse, som de sætter pris på og ser frem til.

Hverdagen for denne gruppe patienter er ofte en kamp med de daglige gøremål. For de fleste koster det mange kræfter bare at komme op, i tøjet samt få ordnet de allermest nødvendige dagligdags ting. Det er noget, de kan få hjælp til ­ enten via kommunale hjælpeforanstaltninger ­ eller via de miljøterapeutiske behandlingstilbud i afdelingerne. Mange af dem lever en meget isoleret tilværelse med få eller ingen sociale og/eller familiære kontakter. Hvorfor skal en ressourcefattig gruppe fratages muligheden for én gang om året at være charterturister på lige fod med alle andre og med alt, hvad dertil hører af socialt samvær og oplevelser?

Her oplever de, at deres diagnoser kommer i anden, tredje eller fjerde række, men personalet er der, hvis de har brug for os, enten til bare at være sammen med eller til at hjælpe med det, der er svært. Til daglig arbejder jeg i et psykiatrisk daghospital. Et arbejde, som jeg er meget glad for. Jeg har nogle søde kolleger, vi har et godt tværfagligt samarbejde med læger, socialrådgivere, psykologer, ergoterapeuter etc., ligesom vi på afdelingen har et meget flot uddannelsestilbud til medarbejderne.

Jeg synes, alle faggrupper gør et kæmpe stykke arbejde for at yde patienterne den bedst mulige behandling, men vi må erkende, at vores ressourcer ofte ikke rækker til det, vi synes er god sygepleje og behandling. Jeg mener derfor, det er en af mine opgaver som sygeplejerske at være advokat for denne gruppe patienter og hjælpe dem med at gøre de ansvarlige opmærksom på, at det kan blive bedre.

Psykiatriske patienter er ikke en patientgruppe, der har mod og overskud til at råbe de ansvarlige politikere op med læserbreve, protester osv. Derfor håber jeg, at jeg med dette indlæg kan være medvirkende til, at man prioriterer tilbud til psykiatriske patienter ligeså højt som fx afvikling af ventelister til knæ- og hofteoperationer. 

Anette Rotbøll Nielsen er ansat på psykiatrisk afdeling P63, Københavns Amts Sygehus i Glostrup.