Synspunkt: Tydelige visioner for sygeplejen efterlyses

Dansk Sygeplejeråd har taget udfordringen op ved at spå om fremtiden ved dels at udskrive en prisopgave ''Sygeplejerske i det 21. århundrede'' i forbindelse med jubilæet, dels ved at udsende det efterfølgende tillæg til Sygeplejersken om '' Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske.''

Begge oplæg har vi læst og debatteret med stor interesse. Mange tanker og spørgsmål rejser sig i forhold til sygeplejefag, sygeplejerskefunktion, samfundets påvirkning af faget og fagets påvirkning af samfundet, fremtidens patientgrupper og den fremtidige sygeplejeforskning.

I dette synspunkt vil vi diskutere sygeplejerskefunktionen med udgangspunkt i prisopgaven (Fasting 1999) og i debatoplægget ''Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske'' (Indstik i Sygeplejersken nr. 52 1999).

Ulla Fasting skriver i prisopgaven, at sygeplejersken i fremtiden vil overtage en del af den praktiserende læges opgaver. Dette vil vi advare kraftigt imod. Det kan godt være, at læger behøver medhjælp, men sygeplejersken skal ikke fungere som lægeassistent. Det forventes, at sundhedsvæsenet om 10-15 år mangler kvalificeret personale, og det betyder, at de enkelte faggrupper i højere grad skal arbejde tættere sammen. Samarbejdet med andre faggrupper forudsætter, at sygeplejersker er bevidste om eget fag og har et specifikt praksisfelt. Vi mener, at vores selvstændige funktion er at pleje syge, at hjælpe mennesker med at magte sygdom, behandling og undersøgelser ­ eller for at sige det helt enkelt: Sygeplejerskens kliniske funktioner indeholder forebyggelse, sundhedsfremme, behandlende, rehabiliterende og palliative aspekter hos mennesker med sundhedsproblemer.

Ulla Fasting skriver i prisopgaven, at sygeplejersken i fremtiden vil overtage en del af den praktiserende læges opgaver. Dette vil vi advare kraftigt imod. Det kan godt være, at læger behøver medhjælp, men sygeplejersken skal ikke fungere som lægeassistent. Det forventes, at sundhedsvæsenet om 10-15 år mangler kvalificeret personale, og det betyder, at de enkelte faggrupper i højere grad skal arbejde tættere sammen. Samarbejdet med andre faggrupper forudsætter, at sygeplejersker er bevidste om eget fag og har et specifikt praksisfelt. Vi mener, at vores selvstændige funktion er at pleje syge, at hjælpe mennesker med at magte sygdom, behandling og undersøgelser ­ eller for at sige det helt enkelt: Sygeplejerskens kliniske funktioner indeholder forebyggelse, sundhedsfremme, behandlende, rehabiliterende og palliative aspekter hos mennesker med sundhedsproblemer.

Videre skriver Fasting, at fremtidens sygeplejerske tager sig af de pårørendes evt. sygdomme og problemer. Vi er uenige i udtalelsen, fordi sygeplejerskens fokus er ikke sygdom ­ det er ikke en diagnose der er udgangspunktet for den kliniske praksis, men derimod de konsekvenser som sygdomme

Side 18 

eller sundhedsproblemer har for menneskers liv og dagligdag. Ydermere mener vi, at sygeplejersken først og fremmest skal pleje patienten og dernæst bidrage til et godt samarbejde med de pårørende.

Visitering i hjemmeplejen er en sygeplejeopgave

Ulla Fasting mener, at ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter vil overtage en stor del af visiteringen i hjemmeplejen, fordi der vil blive lagt vægt på funktionsevne, træning og vedligeholdelse af færdigheder. Vi kunne spørge: Kræver det ingen særlig faglig kompetence at vurdere menneskers behov for hjælp til at magte og håndtere hverdagen? Vi ser ikke visitering som en administrativ opgave. Vi vurderer, at visitation til hjemmeplejens ydelser er en væsentlig sygeplejefaglig funktion. Begrundelsen for dette standpunkt er, at langt den overvejende del af patienterne er ældre mennesker med flere sundhedsproblemer, ofte med stor kompleksitet.

Der sker også en interaktion mellem sundhedsproblemerne, hvilket indebærer, at det skal være personale med en dybtgående viden om sygepleje. Det er kundskaber om patientens muligheder, oplevelser og reaktioner i relation til helbred, lidelse og død. Det er også kundskaber om befolkningsgruppers særlige behov og mestringsevne, hvad enten det er aldersbetingede, fysiske, psykiske eller sociale behov. Derudover er det også kundskaber, der kan begrunde, dokumentere og udvikle fagets behandlende, rehabiliterende, palliative, forebyggende og sundhedsfremmende funktioner. De nævnte kundskabsområder skal sikre kvaliteten af den sygepleje, der ydes patienter i hjemmeplejen.

Defensivt debatoplæg

I '' Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske'' skriver Jette Søe i forordet, at sygeplejersker kan være med til at sætte dagsordenen og tage et medansvar for fremtidens sundhedsvæsen, og at refleksioner og debat skabes mellem sygeplejersker.

Vi tager opfordringen til os og deltager hermed i debatten. Det kan undre, at der i et 16 siders debatoplæg står så lidt om sygepleje, og at tilgangen til fremtidens sygeplejerskefunktion er beskrevet så defensiv og tilpasset. Hvor er fremtidsvisionerne?

Hvis vi skal diskutere visioner for fag og funktion, må det indebære en bevidsthed om, hvilke værdier og teorier sygeplejepraksis skal bygge på. Vi må vise, at sygepleje er et selvstændigt fag, som afgrænser sig fra andre fag i sundhedssektoren. I forbindelse med sygeplejerskekonflikten i 1995 blev sygeplejerskers funktionsområde beskrevet i den såkaldte Mette Christensen rapport (Sundhedsministeriet 1995). I rapporten står der, at sygeplejerskens funktionsområder omfatter sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende, lindrende og rehabiliterende i sygepleje.

En spændende og konstruktiv diskussion i forhold til fremtidens funktionsområde kunne være at tydeliggøre, hvad det er for en viden og kunnen, sygeplejersker skal være i besiddelse af for at kunne honorere disse funktionsområder i det 21. århundrede. I debatoplægget ''Visioner for det 21. århundredes sygepleje'' er der beskrevet generelt om sundhedsfremme og forebyggelse, men hvor er det sygeplejespecifikke i forhold til andre faggrupper? Dette spørgsmål er væsentligt for nutidige og fremtidige sygeplejersker.

I afsnittet om forholdet mellem pleje og behandling er der beskrevet, at der vil ske ''en omstilling fra behandling til pleje, hvorunder opbygning af sundhed hører.'' I forhold til denne udtalelse er det vores opfattelse, at som sygeplejersker producerer vi ikke sundhed, men vi hjælper befolkningen til at magte deres sundhedsproblemer, ligesom vi som sygeplejersker bidrager til at udvikle befolkningens ressourcer med henblik på at opnå en bedre sundhedstilstand.

Forfatterne spørger: ''Hvad vil der ske, hvis vi nedbryder adskillelsen mellem pleje og behandling? Vil det medføre, at sygepleje automatisk bliver en medicinsk subdisciplin.'' Vi besvarer spørgsmålet med et nej, fordi det, sygeplejefaget er rettet imod, er mennesket med et sundhedsproblem, og fokus er på patientens oplevelser og reaktioner på symptomer og sygdom. Sygeplejerskens funktion er at støtte patienten med det mål at opnå bedst mulig sundhed og velvære.

Afslutningsvis vil vi anføre, at fremtiden stiller krav til sygeplejerskefunktionen, men at vi som faggruppe også må markere os i forhold til samfundet. Vi må klart og tydeligt kunne formulere, hvad det er, vi kan tilbyde. Ligeledes skal vi være bevidste om, at sygepleje er en praksisdisciplin, hvor der til stadighed er en dialektik mellem sygeplejefagets teori og praksis.

Praksis er karakteriseret ved, at den er konkret, situationsafhængig og baseret på erfaringer. Teori er karakteriseret ved, at den er abstrakt, generel og systematisk. Den dialektik eller spændingstilstand, der kan være mellem teori og praksis, er vores potentiale for udvikling, ved at modsætningerne kan udvikle hinanden. Kombinationen mellem teori og praksis er en af forudsætningerne for at udvikle fagets værdier, teorier og praksis.

Bodil Kampmann og Mona Hansen er begge ansat på Sygeplejerskehøjskolen i København.

Litteratur

1. Fasting U. Sygeplejersken i det 21. århundrede. Prisopgave. Dansk Sygeplejeråd; 1999.
2. Buus N. m.fl. Visioner for det 21. århundredes sygeplejerske. Indstik i Sygeplejersken nr. 52; 1999.
3. Udvalget vedrørende analyse af sygeplejerskeområdet inden for sundheds- og plejesektoren. Redegørelse. København: Sundhedsministeriet; 1995.