Bliv klædt på til oprydning i screeningsjunglen

”Screeningstyranni, tidsspilde, en forudsætning, uetisk”. Meningerne om screening i sundhedsvæsenet er mange. Men screeninger skal anvendes, hvor det giver mening, og indføres efter nøje overvejelse, da de tager mere og mere tid fra et travlt og belastet personale. Derfor er der behov for, at fagpersoner deltager i debatten om nuværende og kommende screeninger. Det forudsætter, at debatten bygger på viden om, hvad screening kan og ikke kan anvendes til.

Bogen samler fundamental viden om screening og de mange aspekter, dette berører. Der er kapitler om udvikling af screeningsredskaber, test af redskaberne og deres implementering i en klinisk praksis. Det er ambitiøst, men forfatterholdet klarer opgaven udmærket. Sproget er let at læse og tekst og eksempler sat op, så de virker overskuelige. Læsere, der vil have en dybere indsigt i emnet, må søge anden litteratur, da bogen er en introduktion. Det betyder, at en del fagudtryk er udeladt, hvilket kan vanskeliggøre en søgning efter anden viden.

Bogen henvender sig til alle sundhedsprofessionelle og flere interessenter inden for professionerne. Konsekvensen er, at forfattere ikke har kunnet gå i dybden med problemstillinger, der er relevante for de enkelte professioner. Jeg kunne ønske mig en tydeligere markering af forskellen mellem screening og faglige vurderinger (engelsk: screening og assessments), da det er min opfattelse, at noget af modstanden mod screening bygger på, at disse to begreber blandes sammen i daglig praksis.

Der er gode eksempler, der viser, hvordan forskellige interessenter kan have forskellige behov. Det skal f.eks. være klart for klinikeren, hvordan screeningsresultater kan anvendes i en konkret patientsituation, men samtidig kan afdelingsledelsen have behov for at dokumentere, hvilke tiltag der gøres på et aggregeret niveau. Det er en af de udfordringer, man står overfor ved implementering af screeningsredskaber: at skabe meningsfuldhed for alle berørte.

Bogen er nødvendig og bør indgå i litteraturlisterne på bacheloruddannelserne, men mange klinikere vil også have gavn af at læse den. Kapitlerne, der kan læses enkeltvis, vil få de fleste til at reflektere og forsyne dem med konstruktive argumenter i debatten om nødvendige og unødvendige screeninger. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg går ind for relevant screening, og at faglige vurderinger med fordel kan bygge på validerede screeningsresultater, så man reelt ved, hvad det er, der vurderes. Men jeg vil glæde mig til, at flere deltager i debatten og oprydningen i screeningsjunglen.

Af Preben Ulrich Pedersen, professor, MSO, Center for Kliniske Retningslinjer,  Aalborg Universitet.