Flere sygeplejersker nu
Mangel på medarbejdere er den absolut største udfordring i det danske sundhedsvæsen lige nu. Læs DSR's 19 anbefalinger til at skaffe flere sygeplejersker på kortere sigt i dette udspil fra 2019.
Mangel på medarbejdere er den absolut største udfordring i det danske sundhedsvæsen lige nu. I dag [2019] mangler der 4.000 sygeplejersker på landsplan og fortsætter udviklingen, vil der mangle over 6.000 i 2025.
Et politisk flertal på Christiansborg har indgået en aftale, der vil medføre, at der i perioden 2023-2026 vil blive uddannet godt 1.100 ekstra sygeplejersker, når der tages højde for det nuværende frafald på uddannelsen.
Det er det første vigtige skridt mod at løse det massive problem med mangel på sygeplejersker.
Men flere studiepladser er ikke nok. Lige nu står vi i et vadested, hvor behovet bliver ved at vokse, indtil de første ekstra sygeplejersker er uddannet om fire år. Det går ud over patienterne og personalet.
Derfor er det afgørende med yderligere tiltag til at skaffe endnu flere sygeplejersker på kortere sigt. Det indeholder dette udspil 19 konkrete anbefalinger til.
Heraf rummer alene en politisk målsætning for fastholdelse af flere studerende og en garanti for fuldtidsarbejde til nyuddannede et potentiale for yderligere knap 2.400 ekstra sygeplejersker frem mod 2026 – hvor de første allerede vil være i arbejde til næste år.
Samlede effekter af udspillet
I dette udspil præsenterer Dansk Sygeplejeråd og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) en række supplerende forslag til at øge optaget på sygeplejerskeuddannelsen.
Forslagene har primært fokus på kvaliteten af uddannelsen og indslusning af nyuddannede sygeplejersker på arbejdsmarkedet. Alene de to hovedforslag om en politisk målsætning for fastholdelse af flere studerende og en garanti for fuldtidsarbejde til nyuddannede sygeplejersker rummer sammen med en øget dimensionering af uddannelsen et potentiale for op til 3.500 flere sygeplejersker frem mod 2026. Heraf vil godt 1.100 sygeplejersker komme fra den politiske aftale om at øge antallet af studiepladser, som vil slå fuldt igennem i 2026. Mens knap 2.400 sygeplejersker vil komme fra de to hovedforslag fra Dansk Sygeplejeråd og SLS.
De 19 anbefalinger inddelt i 6 temaer
Tema 1: Gør flere studiepladser praktisk muligt
- Flere praktikpladser på sygehuse og i kommuner
- Indfør praktiksteder i flere dele af sundhedsvæsenet
Tema 2: Flere skal gennemføre sygeplejerskeuddannelsen
- Målrettet fastholdelsesstrategi på professionshøjskoler
- Ekstra midler til fastholdelse på professionshøjskoler
- Styrket samarbejde mellem professionshøjskoler
- Nationale standarder for undervisning i medicinhåndtering
Tema 3: Flere ressourcer til sygeplejerskeuddannelsen
- Stop omprioriteringsbidrag på professionshøjskoler
- Uddannelsestaksten skal følge de studerende
Tema 4: Styrk kvaliteten af uddannelsens praktiske del
- Indfør refusionstaxameter på sygeplejerskeuddannelsen
- Ny model for kvalitetssikring skal sætte faglige standarder for praktikken
- Midler til koordination af teori og praktik
- Større brug af færdighedslaboratorier
Tema 5: En god start for nyuddannede sygeplejersker
- Ret til fuldtidsjob til alle nyuddannede sygeplejersker
- Mentorordning for alle nyuddannede sygeplejersker
- Introduktion for alle nyuddannede sygeplejersker
- Målrettede kompetenceprofiler for nyuddannede det første år
Tema 6: Tilbagerekruttering og fastholdelse i sygeplejefaget
- 50 millioner kroner til forsøg med tilbagerekruttering og fastholdelse
- Gratis opdateringskurser som e-læring og mulighed for genoplæring
- Gennemfør en dansk undersøgelse af sygeplejersker uden for faget