Fag & Forskning
Anvendelig kommunikationsbog i praksis
ANMELDELSE Jette Ammentorp, Bente Bassett, Juliane Dinesen, Marianne Engelbrecht Lau: "Den gode patient samtale." Munksgaard 2023, 272 sider, 295 kr.
Anmeldelser
Publiceret:
18. september 2023
Senest opdateret:
18. september 2023
Af:
Helene Winding, sygeplejerske, cand.pæd.pæd.psych.
Så er der udkommet en ny udgave af ’Den gode patient samtale’. Bogen henvender sig som tidligere til sundhedsprofessionelle – sygeplejersker, læger og andre sundhedsfaglige professioner, der fører samtaler i sundhedsvæsenet.
Ønsket med den første udgave af bogen, som udkom i 2016, var at imødekomme en stigende efterspørgsel af evidensbaseret dansk faglitteratur om patientkommunikation.
I den nye udgave er der endnu mere fokus på menneske-til-menneske-relationen og de situationer, hvor den sundhedsprofessionelle har brug for at trække på mere viden til at forbedre kommunikationen med patienter og pårørende.
Calgary-Cambridge Guiden udgør bogens teoretiske referenceramme.
Den giver både læseren overblik over samtalens faser og indhold, samtidig med at den anviser kommunikative færdigheder, der kan hjælpe den sundhedsprofessionelle til sammen med patienten, at nå målet for de forskellige faser i samtalen.
Calgary-Cambridge Guiden har en dobbelt funktion – den er dels et arbejdsredskab dels et analyseredskab. Det gør den meget anvendelig i praksis. For at illustrere praksis, hvor redskaberne anvendes, benyttes små bokse med cases gennem bogen. Det understøtter på fin vis læserens forståelse af, hvordan teorien anvendes i praksis.
I det hele taget er bogen særdeles egnet som opslagsbog til brug i specifikke professionelle samtaler hos sundhedsprofessionelle, da bogen er bygget op om forskellige typer af samtaler, man som sundhedsprofessionel kan have.
Bogen har som en meget stor bonus vedhæftet adskillige appendiks bestående af retningsanvisende måder at indgå i professionel kommunikation på.
Bogen er utrolig velskrevet, pædagogisk opbygget og let at læse.
Helene Winding, sygeplejerske, cand.pæd.pæd.psych., lektor ved Københavns Professionshøjskole.