Fag & Forskning
Bevægende narrativer om døden
ANMELDELSE Emma Jenny, Ida Tønning Albek, Maria Bruun-Schmidt Dorrens (red.): "Lindrende ord – Lad os tale om døden." Anekdota, 2023, 137 sider 249,95 kr.
Anmeldelser
Publiceret:
18. september 2023
Senest opdateret:
18. september 2023
Af:
Karen Marie Sangild Stølen, lektor, ph.d.
”Sorgen er uretfærdig, ubærlig, ensom. Sorgen er almen og individuel på en og samme tid. Sorgen er hjemløs kærlighed, men har bolig i dig og mig.”
Sådan indledes en antologi, der har samlet 11 skønlitterære tekster og lyrik med det til fælles, at de kredser om menneskers tanker og følelser i forbindelse med sygdom, tab og død.
Netop sorgen som et fælles menneskeligt vilkår gør, at bogens meget forskellige bidrag nænsomt forærer ord og sprog til forskellige udtryk for sorgens følelser og erfaringer midt i det levede liv.
Teksternes skiftende subjektive perspektiver og formidlingsstil giver læseren mulighed for som alvorligt syg eller pårørende til en med alvorlig sygdom at finde et genkendeligt og anerkendende rum for sorgens følelser og udtryk.
Et rum, hvor andre også har været, og hvor der gives sprog for det, der kan være vanskeligt at finde ord for.
Tekstbidderne af både kendte og mindre kendte forfattere udgør antologiens 11 narrativer.
Bogen henvender sig særligt til mennesker, der har erfaringer med sygdom, sorg og tab. Den er letlæselig, men kalder ikke i sin form på læsning fra A-Z. Derimod lægges der op til, at man som læser finder derhen i antologien, hvor en tekst eller dele af en tekst vækker særlig genkendelse.
Redaktørerne giver hjælpsomt læseren en kort introduktion af de litterære værker forud for de enkelte tekststykker, mens teksternes meget forskellige længde og formidlingsstil måske vil forstyrre nogen læsere.
Som teoretisk fagligt bidrag i en uddannelsessammenhæng kan bogen ikke stå alene. Men i mødet med teksterne bevæges man som læser. Uddrag fra bogen kan derfor bruges til fagligt at udforske patient- og pårørende perspektivet og fremme empati og forståelse i mødet med den syge og dennes pårørende i sundhedsvæsenet.
I den forstand lever bogen op til dens præmis og inspiration hentet i en narrativ medicinsk tradition.
Karen Marie Sangild Stølen, lektor, ph.d., Sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød, Institut for Sygeplejerske-og Ernæringsuddannelser, Det Sundhedsfaglige Fakultet, Københavns Professionshøjskjole.