De 'Bindegale Sygeplejersker' - en tværfaglig græsrodsbevægelse

Introduktion
Dette er en fortælling om, hvordan en gruppe universitetsstuderende sygeplejersker for lidt mere end 40 år siden dannede en tværvidenskabelig græsrodsbevægelse. De samledes om en diffus frustration på egne og fagets vegne, og de havde et ønske om en alternativ videreuddannelse til de diplomuddannelser, som blev udbudt på Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.

Det er også en fortælling om nogle af de drivkræfter og motiver, der lå bag fremvæksten af det, der sidenhen blev en del af en kæmpe ekspansion og transformation af uddannelser og erhvervspositioner på sundhedsområdet i Danmark.

Gennem fire dekader skete der store forandringer af de betingelser, der var for uddannelse og arbejde på pleje- og omsorgsområdet. En række samfundsmæssige, institutionelle og individuelle forhold var under forandring og muliggjorde bl.a. forarbejdet til udvikling af kandidat- og ph.d.-uddannelser først rettet mod sygeplejersker og senere mod fysioterapeuter og andre sundhedsprofessioner.

Det førte blandt andet til nye jobpositioner som ledere i sundhedsvæsenet samt etablering af professorater og lektorater i universitært regi.

De første initiativer
I foråret 1982 havde Jette Joost Michaelsen, en universitetsstuderende sygeplejerske, et opslag i Tidsskrift for Sygeplejersker med et ønske om at mødes med andre universitetsstuderende sygeplejersker. 21 sygeplejersker viste interesse.

11 sygeplejersker mødtes første gang i august i København. Formålet var at udveksle erfaringer og inspirere hinanden. Fælles for de kommende møder var spørgsmål som: ”Hvorfor har vi valgt en universitetsuddannelse?”, ”Hvordan kan vi benytte vor videnskabelige viden og færdigheder i sygeplejen og sundhedsvæsenet?”, ”Hvilke erhvervsmuligheder vil der være for os?” og ”Hvordan kan vi formidle vores universitetsprojekter blandt andet til sygeplejersker?”

Gruppen kom også til at fungere som studievejledning for sygeplejersker, som overvejede at begynde på en universitetsuddannelse, og som et mødested for diskussioner om samarbejdsmuligheder f.eks. i udarbejdelse af projekter på universiteterne.

Gruppens navn opstod lidt for sjov ved et af møderne, idet én i gruppen udtrykte: ”Det, at give sig i kast med et nyt studium, frivilligt at påføre sig selv og evt. familie økonomiske problemer og besværet med at tilegne sig ny viden og tilpasse sig et nyt fag, det er da bindegalt!”

Vi kunne lide navnet: ’De Bindegale Sygeplejersker,’ og der kom aldrig et bedre forslag.

Gruppen nedlagt med gravøl
I starten af 1990´erne faldt tilslutningen til gruppen. De fleste havde færdiggjort deres studier. De havde fået arbejde eller havde påbegyndt et ph.d.-studium. Nogle fra gruppen arbejdede sammen eller opretholdt kontakten på anden vis.

’De Bindegale Sygeplejersker’ blev nedlagt med gravøl. Af referaterne fremgik det, at omkring 75 universitetsstuderende sygeplejersker i større eller mindre grad havde været en del af gruppen. 43 personer var tilmeldt adresselisten til det sidste.

De fleste af sygeplejerskerne var kvinder mellem 25-35 år, og de studerede ved Roskilde Universitetscenter (RUC), Københavns Universitet (KU) og Aarhus Universitet (AU) - enkelte i udlandet.

Fagområderne spændte vidt, primært inden for de samfundsvidenskabelige og humanistiske områder. Gruppens koordinator Jette Joost Michaelsen sørgede for at holde løbende kontakt med og sende referater til interesserede, herunder dem som ikke kunne deltage i møderne f.eks. på grund af geografiske afstande inden- eller udenlands.

Oprør mod autoriteterne
Nogle i gruppen havde været en del af ungdomskulturens oprør mod autoriteterne i 70’erne, og mange bidrog i 80´erne og 90´erne i medierne med en kritik af sygeplejen og sundhedsvæsenet.

En del var blandt pionererne for en akademisering af sygeplejen. Nogle kendte hinanden fra politisk arbejde primært på venstrefløjen, fagforeningsarbejde, miljøbevægelsen NOAH, anti-atomkraft-kampagnen, engagement i Rødstrømperne og i den nye kvindebevægelse.

Flere følte sig ’kvalt i sundhedssystemet’. De var trætte af dårlige løn- og arbejdsforhold og delte en voksende bekymring for sygeplejens fremtid, hvis den fortsat nærmest alene blev defineret ud fra en naturvidenskabelig og biomedicinsk erkendelsesinteresse.

Nogle i gruppen var utilfredse over manglende danske muligheder for et længerevarende akademisk sygeplejestudium, andre var usikre på, om og hvordan de kunne anvende deres nye viden og færdigheder til gavn for sygeplejen. Flere var optagede af områder som: ’Herskende diskurser i sygeplejefaget’, ’Lægernes magt og de maskulint dominerede sociale hierarkier’, ’Sygeplejersken som serviceorgan’ og ’Pleje uden omsorg’.

Mange ønskede at anvende deres nyerhvervede akademiske kompetencer i sygeplejen, og interessen for dette voksede, efterhånden som de fleste nærmede sig afslutningen på studierne. Sygeplejerske, cand.scient.adm., Hans Lyndrup, skrev en artikel med spørgsmålet om, hvorvidt der var stillinger i sygeplejen til de sygeplejersker, som videreuddannede sig ved universiteterne (1), (læs artiklen her).

Tværfaglighed og ’anarkistisk åndehul’
De ’Bindegale Sygeplejersker’ holdt regelmæssige møder. Desuden blev der holdt weekendseminarer og temadage. Indkaldelse til møderne foregik via Tidsskrift for Sygeplejersker (i dag Sygeplejersken, red.).

Styrken ved gruppen var dens tværfaglighed. Diskussionerne var livlige. De handlede ofte om sygepleje, magt og omsorg, universitetsopgaver og -projekter, artikelskrivning og fortsættelse i et ph.d.-studium.

Der blev givet universitetsrelevant information til hinanden med særlig fokus på kvindeforskning, og mange visioner blev delt såsom at starte et forlag, arrangere studiekredse og skrive debatindlæg i dagspressen. Nogle i gruppen kaldte gruppen: ’Et anarkistisk åndehul’.

Enkelte fandt sammen i projektarbejde på tværs af fag og universitet. Til tider meldte der sig en vis mathed i gruppen, især i perioder med nye i gruppen, som skulle præsentere sig selv og deres studium. Samtidig kunne præsentationerne give mange interessante input.

Ved møderne var der ofte en fra gruppen eller en inviteret sygeplejerske, som holdt oplæg til diskussion over det emne, som de var optaget af på deres universitetsstudium. Nedenstående emner kan give et indtryk af, hvad der særligt rørte sig i gruppens tilgang til sundheds- og sygeplejen og i forhold til sundhedsvæsenet i 1980´erne. Det var emner, som der blev holdt oplæg og skrevet opgaver om, specialer og afhandlinger vedrørende f.eks.:

• Teknologi og sygepleje
• Ældrepleje og egenomsorg
• Magt og undertrykkelse
• Kvindeforskning
• Sygeplejekultur
• Indvandrerkvinder i Danmark – et sociokulturelt perspektiv
• Feltarbejde i eget samfund.

Flere i gruppen oplevede, at journalister f.eks. fra Kvinfo henvendte sig til dem, og nogle fra gruppen henvendte sig til journalist Grethe Kjærgaard fra Tidsskrift for Sygeplejersker. Hun interviewede herefter nogle fra gruppen og bragte en artikel om ’De Bindegale Sygeplejersker’ (2), (læs artiklen her).

Herudover var nogle i gruppen i kontakt med RUC´s kvindecenter ’Kvinder på tværs’ og præsenterede løbende projekter under temaet: ’Kvinder i Sundhedssektoren’.

Andre formidlede deres projekter via Dansk Institut for Sundheds- og Sygepleje (DISS), Dansk Selskab for Sygeplejeforskning, Hovedstadens Amtskreds, tidsskrifter som Tidsskrift for Sygeplejersker, Stofskifte (antropologi), Fokus på Sygeplejen, Social Kritik og Tidsskrift for Social Analyse & Debat.

De ’Bindegale Sygeplejersker’ var ’firstmovers’ i forhold til at tænke nyt, ’akademisk’ og på tværs af de konventionelle tænkemåder i sygeplejen, og mange var aktive med foredragsvirksomhed på hospitaler og sygeplejerskeuddannelser i Danmark.

Forhold til andre foreninger og organisationer
En vedvarende diskussion ved møderne handlede om forholdet til Dansk Selskab for Sygeplejeforskning. Selskabet blev oprettet i 1978. Selskabet afholdt bl.a. temadage om forskning inden for sygepleje, havde deres eget tidsskrift og oprettede en fond, hvor sygeplejersker kunne søge midler til forskning.

I dag har selskabet en hjemmeside (www.sygeplejeforskning.dk). På baggrund af et læserbrev i Tidsskrift for Sygeplejersker i 1983 af Jette Joost Michaelsen (3) (se læserbrevet her) havde selskabet kontaktet ’De Bindegale Sygeplejersker’ med henblik på samarbejde omkring organisering af fælles arrangementer.

Gruppen besluttede, at de ikke var parate til at etablere et konkret samarbejde. Nogle mente, at selskabet arbejdede på et naturvidenskabeligt grundlag for at få sygeplejeforskning anerkendt på linje med lægernes forskning. Enkelte var dog også medlemmer af Dansk Selskab for Sygeplejeforskning. Helle Ploug Hansen var i en årrække redaktør på tidsskriftet, skrev artikler og var jævnlig foredragsholder ved deres arrangementer.

En anden diskussion handlede om Dansk Sygeplejeråd, herunder samarbejdet med Dansk Institut for Sundheds- og Sygepleje, der blev oprettet i 1980. Flere i gruppen var periodevist i kontakt med instituttet. Nogle blev ansat her bl.a. Pia Ramhøj og Karin Anna Petersen. De medvirkede til oprettelse af et bureau i 1985, som skulle tilbyde vejledning til sygeplejersker, der arbejdede med projekter, forskning, forsøg m.m. Enkelte fra ’De Bindegale Sygeplejersker’ meldte sig som vejledere.

Via Hovedstadens Amtskreds var gruppen løbende i kontakt med Dansk Sygeplejeråd især i forhold til sygeplejefagets udvikling, job til de universitetsuddannede sygeplejersker samt løn-, ansættelses- og medlemsforhold i Dansk Sygeplejeråd.

Flere i gruppen ønskede et tæt samarbejde med Dansk Sygeplejeråd. Dette blev muligt med oprettelsen af en kandidat- og ph.d.-uddannelse i sygepleje, samt med udvikling af de første delstrategier for sygeplejeforskning.

I 1987 sendte Dansk Sygeplejeråd et spørgeskema ud om ’akademiske sygeplejersker’. Formålet var at få et overblik over antal sygeplejersker, som allerede var færdige eller næsten færdige med en universitetsuddannelse, samt antallet af universitetsuddannede sygeplejersker indenfor de næste 5 år.

Lis Wagner har gennem en årrække via Dansk Selskab for Sygeplejeforskning søgt at frembringe overblik over antallet af ph.d.-studerende og færdige ph.d.-er med sygeplejerskebaggrund i Danmark siden Margarethe Lorensen (1976) og Lis Adamsen (1986).

Med udgangen af 2022 er der knap 300 registreret på ph.d.-listen. Den opgørelse er siden suppleret med registrering af de 46 nuværende og/eller tidligere professorer i sygepleje med virke i Danmark og/eller i udlandet: Se den aktuelle liste her: Professorer i sygepleje<lav aktivt link>.

Mod en akademisering af sygeplejen
I 1986 udkom rapporten: ’Sygeplejeforskningens vilkår og udvikling i Danmark’ (4). Den var bestilt og finansieret af Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd med henblik på at beskrive de vilkår og muligheder, der eksisterede for sygeplejeforskning i Danmark. Den skulle danne baggrund for det videre arbejde i ’den rådgivende arbejdsgruppe inden for sundheds- og sygeplejeforskning’.

Rapporten var medvirkende til, at Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd i 1990 gav en stor bevilling til etablering af to femårige lektorater og fem ph.d.-stipendier med henblik på at etablere og udvikle sygeplejevidenskab i et samarbejde med Danmarks Sygeplejerskehøjskole og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AU.

Kari Martinsen og Pia Ramhøj var de første lektorer, som blev ansat. Herefter fulgte Helle Ploug Hansen og Tine Rask Eriksen som lektorer og Karin Anna Petersen som adjunkt. Nogle af disse bevillinger blev søgt og givet til de universitetsuddannede sygeplejersker.

Samtidigt oprettede Danmarks Sygeplejerskehøjskole i samarbejde med og på foranledning af Undervisningsministeriet en 2-årig kandidatuddannelse (cand.cur.) i sygeplejevidenskab som en overbygning på højskolens allerede eksisterende diplomuddannelser.

I 1995 stod ikke mindst Lis Adamsen fra Universitetshospitalernes Center for Sygeplejeforskning (UCSF) samt Evy Ravn og Kristian Larsen i spidsen for forarbejdet til etablering af ’tværfaglig kandidatuddannelse i sundhedsfag/helsefag for sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og jordemødre m.fl. (cand.scient.san.) (5).

Efterhånden som ’De Bindegale Sygeplejersker’ fik deres ph.d.-grader, blev de ansat på de forskellige universiteter som de første adjunkter og lektorer. Senere blev nogle af dem ansat på sygeplejeskolerne og på sygehusene som udviklingssygeplejersker i klinisk sygepleje.

Gennem nye positioner som undervisere og forskere bl.a. på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, universiteterne og meget senere på professionshøjskolerne, blev der etableret konkrete stillinger som professorer, lektorer og adjunkter for forskning og udvikling af viden relevant for sygeplejen.

Bidrag til en udvikling
Det var ikke ’De Bindegale Sygeplejersker’, der skabte et boom af uddannelses- og jobpositioner for sygeplejersker i Danmark. Det var heller ikke gruppens fortjeneste, at en række institutioner og forskningsinitiativer blev mulige.

I samtiden skete der mange andre politiske og ideologiske reformer og initiativer, som ledsagede og gjorde det muligt, at der kunne ske et boom af uddannelser og jobpositioner på sundhedsområdet.

Men det var den oppositionelle, kætterske og ’bindegale’ spire, som gav anledning til og lå som en af forudsætningerne for boomet. Uden bindegale ideer ingen kandidat og ph.d.-uddannelser!

Der var voldsomme kampe om adgang til at få etableret uddannelser og jobpositioner for ’De Bindegale Sygeplejersker’, og resultater af de gennembrud, som i dag kan synes selvfølgelige, kunne kun ske via (akademiske) indsigter og grader.

Sygeplejerskernes frustrationer og følelser af uforløsthed i de etablerede uddannelser og job samlede dem. De var med til at forme og genforme de nye institutioner og jobområder inden for forskning, klinik og uddannelse, relevant for sygepleje og omsorgsområdet.

Gruppen af ’Bindegale Sygeplejersker’ stod ikke som en samlet flok i forhold til samtidens eller egne udfordringer som sygeplejerske. Det, der dengang samlede dem, var en diffus men relativt entydig kritik af den ’maskuline’ medicinske dominans i sundhedsvæsenet. De kritiske perspektiver på køn, magt og omsorg fik ben at gå på, og i dag er der et voksende antal master-, kandidat- og ph.d.-programmer rettet mod professionerne på sundhedsområdet.

Måske var ’De Bindegale Sygeplejersker’ slet ikke så bindegale endda?