Fag & Forskning
Brobyggersygepleje er noget andet end ’normal sygepleje’
Etnografisk studie viser, at sygeplejerskernes værdier er helt centrale, men under pres
The Journal Club
Publiceret:
24. august 2023
Senest opdateret:
24. august 2023
Af:
Birgitte Lerbæk, seniorforsker, sygeplejerske, ph.d.,
Mette Geil Kollerup, lektor, sygeplejerske, ph.d.
Dette resumé er skrevet på baggrund af
Mette Geil Kollerup, Connie Berthelsen, Mette Grønkjær og Birgitte Lerbæk.
Something else than usual hospital nursing care: An ethnographic study of nurse case managers’ everyday practices. Nordic Journal of
Nursing Research, 2023, 43(1), s. 1-10
DOI: 10.1177/20571585231164314
Introduktion
Støttende indsatser som f.eks. brobyggersygeplejersker er igennem en årrække blevet implementeret i sundhedsvæsenet som et modsvar til stigende ulighed i sundhed og øget forekomst af mennesker med multisygdom.
Selvom brobyggersygeplejerskerne er ansat til at yde en ekstra koordinerende indsats til nogle af samfundets mest udsatte borgere i sundhedsvæsenet, mangler vi viden om, hvordan brobyggersygepleje helt konkret udøves i forskellige kontekster.
Formålet med dette studie var at undersøge og beskrive den udøvede sygepleje blandt brobyggersygeplejerskerne på et dansk universitetshospital.
Metode
Studiet var designet som et etnografisk studie, og data blev genereret ved deltagerobservationer og et gruppeinterview med alle ansatte brobyggersygeplejersker på universitetshospitalet (n=4). Data blev analyseret med tematisk analyse.
Resultater
Brobyggersygeplejerskernes hverdagspraksis var karakteriseret af at være ’noget andet’ end den almindelige hospitalssygepleje. Dette ’noget andet’ blev illustreret i deres vedvarende indsats i forhold til at opbygge og vedligeholde relationer til de tilknyttede patienter.
Brobyggersygeplejerskerne tog vare på patientens psykosociale behov i en biomedicinsk orienteret behandlingskontekst og fulgtes med patienten over tid og på tværs af afdelinger, specialer og sektorer.
Diskussion og konklusion
Brobyggersygeplejerskernes praksis afspejler værdier, som er helt centrale i sygepleje såsom etablering og vedligeholdelse af relationen samt omsorg for patientens psykosociale behov.
Når centrale værdier i sygepleje fremstår som ’noget andet’ i en hospitalskontekst, kan det tyde på, at disse værdier er under pres i det aktuelle sundhedsvæsen præget af teknisk rationalitet og effektivitet, hvilket kan medføre stigende ulighed i sundhed.
Der er behov for en kritisk debat om, hvordan vi tilrettelægger sygeplejen for de mest udsatte patienter med komplekse fysiske og psykosociale behov.
Ensidigt fokus på diagnosticering og behandling samt talrige korte og specialiserede kontakter kan resultere i øget ulighed i sundhed.
Manglende anerkendelse af den personlige relations betydning og omsorg for patienternes psykosociale behov kan medføre stadigt dårligere sundhed for de mest udsatte patienter.
Birgitte Lerbæk, seniorforsker, sygeplejerske, ph.d. birgitte.lerbaek@rn.dk
Mette Geil Kollerup, lektor, sygeplejerske, ph.d. mgk@ucn.dk