Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Deliriumscreening på intensiv afdeling

DELIRIUM-SCREENING. Intensivsygeplejerskers erfaringer med tre redskaber til vurdering af delirium.

The Journal Club

Publiceret: 

1. september 2023

Senest opdateret: 

1. september 2023

Af:

Helle Svenningsen, lektor, MKS; ph.d.

Resumé skrevet på baggrund af:

Nielsen, AH, Larsen LK, Collet MO, Lehmkuhl L, Bekker C, Jensen JF, Laerkner E, m.fl.

“Intensive Care Unit Nurses’ Perception of Three Different Methods for Delirium Screening: A Survey (DELIS-3)”. Australian Critical Care, 9. februar 2023.

https://doi.org/10.1016/j.aucc.2022.12.008.

Introduktion
Delirium er almindeligt hos kritisk syge patienter og medfører øget sygelighed, dødelighed, omkostninger og menneskelig lidelse.

Formålet med studiet var at undersøge, hvordan sygeplejersker på intensivafdelingen oplevede brugen af Confusion Assessment Method for the Intensive Care Unit (CAM-ICU), Confusion Assessment Method for the Intensive Care Unit-7 (CAM-ICU-7), og Intensive Care Delirium Screening Checklist (ICDSC) til deliriumscreening af patienter på intensivafdelingen.

Metode
Efter at have anvendt de tre forskellige instrumenter til deliriumscreening blev sygeplejersker bedt om at udfylde et elektronisk spørgeskema om deres opfattelse vedrørende anvendeligheden af de tre instrumenter, og hvor godt de oplevede, at hvert enkelt instrument var til at detektere delirium og ændringer i deliriumsymptomer på en 6-punkts skala.

Åbne spørgsmål om fordele og ulemper ved hvert instrument blev analyseret ved hjælp af framework-metoden.

Resultater
127 af 167 inviterede sygeplejersker gennemførte undersøgelsen og vurderede CAM-ICU-7 som hurtigere og nemmere end ICDSC, som til gengæld var mere nuanceret og bedre afspejlede ændringer i patientens delirium. På trods af at være vurderet som den hurtigste, nemmeste og mest brugte, blev CAM-ICU anset for at være ringere end CAM-ICU-7 og ICDSC, da den gav mindre information.

Konklusion
Både ICDSC og CAM-ICU-7 blev opfattet som velegnede til påvisning af delirium og afspejlede ændringer i deliriums intensitet. CAM-ICU blev vurderet som hurtig og nem, men ringere i sin evne til at graduere og nuancere vurderingen af delirium.

Det er nødvendigt med klinisk meningsfuldhed og fortsat uddannelse i deliriumscreening for at overholde retningslinjerne for deliriumhåndtering.

Diskussion
Selv om de fleste sygeplejersker indledningsvis vurderede sig selv som ’meget kompetente’ i deliriumvurdering, angav de. at ICDSC havde øget deres forståelse for delirium.

Implikationer for praksis
Anvendelse af et velkendt instrument gjorde deliriumscreening lettere, men det at kunne graduere og nuancere delirium blev oplevet som vigtigere for den kliniske praksis.

Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d.

hesv@via.dk