Diagnose og behandling af hyponatriæmi. Et litteraturstudie tilpasset danske referenceværdier og behandling

Introduktion

Hyponatriæmi påvirker omkring 5pct. af alle voksne og er til stede ved plasma-Na på <136 mmol/liter*. Hyponatriæmi forekommer ofte i klinisk praksis f.eks. hos 30 pct. af patienter med hjertesvigt og 65 pct. af patienter med cancer eller levercirrose.

Sygdomsprocessen ved hyponatriæmi er kompleks og uensartet med varierende symptombillede. Selv mild grad af hyponatriæmi er forbundet med længere indlæggelse og højere dødelighed. Symptomerne varierer fra milde (kvalme, svaghed, hovedpine) til alvorlige og livstruende (opkast, krampeanfald, hjerte- og respirationsbesvær).

Studiet opsummerer evidensen vedrørende sygdomsprocessen, klinisk præsentation, diagnose samt behandling af hyponatriæmi.

Metode

Litteraturstudie baseret på engelsksprogede publikationer i databaserne PubMed og Google Scholar fra januar 2010 - december 2021. Der blev i alt inkluderet 77 studier omhandlende sygdomsprocessen, klinisk præsentation, diagnose og behandling af voksne med hyponatriæmi.

Resultater/Diskussion

Hyponatriæmi skyldes ofte overhydrering, som fortynder natriumbalancen i kroppen. Tilstanden kan resultere i, at vandet bevæger sig ind i kroppens celler (hjerneceller) og får dem til at svulme op.

Årsagerne kan være overdrevet indtag af vand, dehydrering, stort alkoholindtag, underliggende sygdomme (f.eks. hjerte-, nyre- og leversvigt) samt ved medicinindtag (Thiazider; antidepressiva og antiepileptika er de hyppigste, men talrige medikamina påvirker Na-omsætningen).

Akut behandling af Hyponatriæmi opstartes, når en patient har svære manifestationer (f.eks. koma eller kramper) eller symptomer, som kan udvikle sig til at være livsfarlige (f.eks. svær opkast, forvirring).

I DK behandles hyponatriæmi med alvorlige livstruende symptomer uanset årsagen med infusion af hypertont saltvand 1 mmol NaCl/kg gentaget op til 3 gange med symptombedring som behandlingsmål.

Ved ikke akut behandling gælder det for de fleste patienter at afhjælpe den underliggende årsag til hyponatriæmi. Dette kan ske ved f.eks. at føre væskeskema på patienten og tilpasse patientens diæt.

For patienter med f.eks. fremskredet hjertesvigt korrigeres hyponatriæmi langsomt, og der kan behandles med diuretika. Hurtig korrektion af P-natrium bør undgås for at undgå akut osmotisk demyelinisering (skrumpning af cellerne i hjernen). Derfor bør der foretages grundig observation af P-natrium ca. hver 2.-4. time under samtidig måling af timediureser via fuldt væskeskema samt daglig vejning.

Litteraturstudiet sætter fokus på hyponatriæmi, et område der ofte ses i klinisk praksis, men da symptomerne er uspecifikke, kan det tage ekstra tid, før tilstanden bliver diagnosticeret, og patienten får den rigtige behandling.

Jennie Brask Augsburg, cand.scient.san., forskningsassistent, Herlev Gentofte Hospital, og Signe Stelling Risom, sygeplejerske, ph.d., docent KP Sygeplejerskeuddannelsen Forskning og Udvikling.