Fag & Forskning
En god grundbog over temaet brugerinvolvering
Anette Enemark Larsen, Lene Duus & Brigitte Sørensen (Red.): 'Brugerinvolvering i sundhedsvæsenet – En personcentreret tilgang på tværs af professioner og sektorer'. Gads Forlag 2023, 288 sider -349,95 kr.
Anmeldelser
Publiceret:
29. august 2023
Senest opdateret:
29. august 2023
Af:
Gitte K. Jørgensen, sundhedsplejerske, cand.comm., ph.d.
Bogen indleder med at give stemme til dem, det hele handler om, nemlig de brugere, borgere og patienter, som har brug for sundhedsvæsenets ydelser.
Budskabet er bl.a., at sundhedsprofessionelle skal huske at se brugeren som et helt menneske samt rette opmærksomheden mod det, der er vigtigt for den enkelte og dennes livskvalitet.
Dette burde være åbenlyst, men som redaktørerne fremhæver, siger Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) noget andet.
Formålet med bogen er således at bidrage til bedre forudsætninger for at praktisere personinvolvering i et tværprofessionelt perspektiv.
I bestræbelserne for at leve op til formålet har de tre redaktører, en ergoterapeut, en fysioterapeut og en sygeplejerske inviteret en række forfattere til at præsentere dels de kernebegreber, som bogen er baseret på (kap. 2-6), og dels eksempler på personinvolvering i forskelle dele af sundhedsvæsenet (kap. 7-15).
I de sidstnævnte kapitler introducerer forfatterne eksempler på redskaber og metoder i arbejdet med personinvolvering.
De fleste kapitler indeholder cases, som enten underbygger forfatternes pointer, eller som fungerer som afsæt for læserens egne refleksioner samt refleksionsspørgsmål. Alle kapitler afsluttes med en referenceliste, der åbner mulighed for yderligere fordybelse.
Bogens primære målgruppe er ergo- og fysioterapeuter samt sygeplejersker, både studerende og færdiguddannede.
Jeg ser denne bog som en grundbog og et godt udgangspunkt for den sygeplejerske eller studerende, der vil sætte sig ind i og/eller reflektere over temaet brugerinvolvering i teori og praksis.
De enkelte kapitler bidrager hver især til at fremhæve dilemmaer og dermed også kompleksiteten i arbejdet med personinvolvering.
Et samlet kapitel, der forholder sig mere kritisk til begrebet personinvolvering samt til muligheder og begrænsninger i arbejdet, ville efter min mening have styrket bogen yderligere.
Gitte K. Jørgensen, sundhedsplejerske, cand.comm., ph.d.