Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

En perle i omsorgssammenhænge

Anne Elsebet Overgaard: 'Åndelig Omsorg – En lærebog. Kari Martinsen, Katie Eriksson og Joyce Travelbee i nyt lys.' Buster Nordic A/S 2023, 164 sider, 199 kr.

Anmeldelser

Publiceret: 

29. august 2023

Senest opdateret: 

3. november 2023

Af:

Jens Bydam, sygeplejerske, cand.phil.

60775088

I Sygeplejersken nr. 5. 2023 var temaet: ’Giv omsorgen værdi’.

Samtidig kom genudgivelsen af Anne Elsebet Overgaards bog ’Åndelig omsorg’, som i sin oprindelige udgave udkom i 2003 og har været udsolgt fra forlaget i årevis. Den nye udgave indeholder blandt andet tanker af sygeplejeteoretikeren Kari Martinsen.

At den er yderst relevant og aktuel, kan man se ud fra temanummeret i Sygeplejersken, hvor åndelig omsorg ikke nævnes som et selvstændigt fænomen, men som måske forudsat i andre begreber som nødvendig omsorg, personrelateret og relationel.

Bogen giver en indføring i Kari Martinsens syn på det sansede møde i sygeplejen, Katie Erikssons møde med det lidende menneske, og Joyce Travelbees syn på samtalen med patienten om mening i tilværelsen.

Det er samtidig en indføring i disse sygeplejeteoretikeres udgangspunkter baseret på filosofferne K.E. Løgstrup, S. Kierkegaard og V. Franklin.

Dette analyseres litterært og sættes i sammenhæng med den moderne sygeplejerskes opfattelse af den enkelte patient. Hermed skabes der bevidsthed om, hvad det fænomenologiske og eksistentielle møde mellem patient og sygeplejerske rummer.

Anne Elsebet Overgaard indrammer det meget præcist:

… mødet mellem patient og sygeplejerske er kerneområdet i sygeplejen. Det er her, omsorgen ligger. Sygeplejersken er til stadighed tæt på patienten i alle døgnets timer. Hun tager vare på patienten i liv og død. Hun møder patienten i de ekstreme livssituationer, når eksistensen står på spil. Mødet kan være dramatisk, og det kan være enkelt og stilfærdigt. Beskrivelsen af dette møde har været underspillet i sygeplejelitteraturen i en årrække. Der er ved at ske en ændring i forskningen på dette område.

Vi oplever, hvorledes sygeplejerskens åbenhed for den åndelige dimension i sygeplejen kan være en kilde til en større gensidig forståelse.

Bogen er en perle i omsorgssammenhængen, både fordi den sætter åndelig omsorg i et sygeplejemæssigt perspektiv, fordi den tager udgangspunkt i aktuelle sygeplejefilosoffer, og fordi den samtidig er praksisnær.

Dette er en god bog til sygeplejefaglig eftertanke.

Jens Bydam, sygeplejerske cand.phil.