Fag & Forskning
Håndbog til sygeplejersker i ældreplejen
ANMELDELSE Dorthe S. Nielsen, Kristoffer K. Brockhattingen: ”Håndbog i Sygepleje. Geriatri”.FADLs Forlag, 2023. 200 sider 199,95 kr.
Anmeldelser
Publiceret:
19. september 2023
Senest opdateret:
19. september 2023
Af:
Karin Fersløv Andersen, sygeplejerske
Som sygeplejerske i det udkørende akutteam i Københavns Kommune ser jeg denne lille lommebog som et godt opslagsværk med viden om den ældre medicinske patient.
Målet med bogen har været at lave en håndbog til sygeplejersker i ældreplejen, til faglig og praktisk støtte i den travle kliniske hverdag.
Dette lykkedes, da bogen er inddelt i geriatriske sygdomsgrupper, som giver overblik. Der er desuden en overordnet god beskrivelse af, hvem der er den ældre medicinske patient.
Sygeplejersker er nøglepersoner i at støtte patienter, og her ses passion for omsorg, pleje og behandling af den ældre medicinske patient med respekt for det levede liv!
Begreberne frailty (skrøbelighed / biologisk alder), dekompensering (tab af funktionsniveau) og de geriatriske symptomer bliver forklaret og underbygget gennem hele bogen. Frailty og dekompensering er to vigtige begreber, som i min optik har stor betydning for sygeplejen, når vi taler om og behandler den ældre medicinske patient.
En kvalitet i bogen er faktabokse og illustrationer og afsnittene med selvstændige sygeplejefaglige handlinger: hvad gør jeg som sygeplejerske?
Hele vejen igennem er bogen underbygget med teori, argumentation og er praksisnær. Forfatterne har skabt en fin rød tråd gennem bogen.
Karin Fersløv Andersen, sygeplejerske, Københavns Kommune Udkørende Akutteam.