Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Overskuelig og velunderbygget bog

Recovery - At komme sig over psykisk lidelse. Stine Bjerrum Møller og Stephen F. Austin, Hans Reitzels Forlag, 2023, 328 sider - 330 kr.

Anmeldelser

Publiceret: 

29. august 2023

Senest opdateret: 

29. august 2023

Af:

Kimmie Heine, sygeplejerske, cand.cur.

60772579

Bogen er overskuelig og velunderbygget og giver indsigt i psykiatriens aktuelt vigtigste begreb: recovery.

Begrebets mangfoldighed udfoldes og konkretiseres. Bogen gør fint brug af metoder og teori og viser klare definitioner af recovery-begrebet, og hvordan det anvendes i forskellige kliniske settings.

Forfatterne indleder med at argumentere for, at den kliniske og den personlige recovery oftest interagerer med hinanden, og at kapitlerne illustrerer arbejdet med klinisk- og personlig recovery med forskellig fokus og fremgangsmåde.

Inddelingen af bogens kapitler efter diagnose gør det dog vanskeligt at læse, hvordan henholdsvis klinisk og personlig recovery sættes i spil i det psykiatriske arbejde.

Der savnes et kapitel, der giver stemme til mennesker med levede erfaringer, da dette ville medvirke til et bredere perspektiv på recovery-begrebet og interaktionen mellem klinisk og personlig recovery.

Bogen er vellykket i forhold til dens bidrag til den kliniske recovery og kan bidrage til den sygeplejefaglige udvikling heraf, men den formår ikke at illustrere arbejdet med den personlige recovery i psykiatrisk praksis.

Den historiske baggrund for recovery-begrebet kunne med fordel beskrives - herunder brugerbevægelsernes argumentation for, at patienterne skulle ud af institutionaliseringen. Dermed kunne den vigtige debat om, hvad institutionaliseringen gør ved mennesker i en akut fase, belyses.

Psykiatrien i Danmark er underlagt en enorm stigmatisering og frygt fra den brede befolkning, og der bør deraf være større fokus på, at recovery ikke nødvendigvis øges ved at placere mennesker i institutioner.

Kimmie Heine, sygeplejerske, forskningsassistent, cand.cur. CORE: Copenhagen Research Center for Mental Health, Team Recovery & Inklusion