Pissedårlig sygepleje sparker røv

Pissedårlig sygepleje er en vellykket debatbog, som i den grad sparker røv og burde være obligatorisk læsning i kølvandet på Robusthedskommissionens konklusioner.

Det er provokerende, når ens fag kaldes pissedårligt. For selvfølgelig findes der også rigtig god sygepleje mange steder, og sygeplejersker yder konstant deres bedste inden for de rammer og vilkår, der er til rådighed.

Men belægget for pissedårlig sygepleje er veldokumenteret både i DK og internationalt som ’missed nursing care’.

Konklusionen er overordnet ’manglende tid’.

Men hvorfor mangler sygeplejerskerne tid? Og hvad bruger de tiden på, hvis ikke det er på patienterne?

Et dansk studie viser, at det ikke er arbejdsbyrden men andre, der stjæler sygeplejerskernes tid. Sygeplejersker kan blive forstyrret hvor som helst og når som helst af både læger, visitationen, kolleger, ledere, portører, pårørende og andre, som sætter rammen for, hvornår tingene skal foregå, uden hensyntagen til sygeplejen og patienternes behov.

Et meget genkendeligt eksempel, som foregår på rigtig mange afdelinger rundt om i landet, er sygeplejerskens forberedelse til tværfaglige tavlemøder med indhentning af biomedicinske informationer fra patientjournaler, så andre sundhedsprofessioner kan blive serviceret med informationer om patienten, mens tid til sygepleje nedprioriteres.

Det medfører usystematisk og tilfældig sygepleje i tidslommer, som er tilovers efter alle andre faggruppers krav og behov.

Sygeplejerskers faglighed er også afgørende, og de ved udmærket godt, hvad god evidensbaseret sygepleje er, men arbejder ofte i en kultur, hvor den fundamentale sygepleje ikke efterspørges.

Humoristisk og dog baseret på forskning foreslås læring via fejl gennem et modul på sygeplejerskeuddannelsen med titlen: ’Pissedårlig sygepleje eller ti gode måder at slå patienten ihjel på’.

Årsager og løsninger er komplekse. Der peges på indretning, prestige i specialer, ustruktureret samarbejde, manglende organisering, manglende faglighed, hierarkier og lav fejltolerance.

Den ældre patients ”Tour de medicinske afdelinger” og ufuldstændige dokumentationssystemer, som ikke har plads til helhedsperspektivet.

Det mest provokerende er ikke bogens titlen men det faktum, at man har tilladt pissedårlig sygepleje og ikke lærer af fejlene og de magnethospitaler, som findes.

Bogen har bidrag af solide danske sygeplejeforskere, som hver især brænder for sygeplejen, og som via hårrejsende og alt for genkendelige cases om pissedårlig sygepleje kommer med indspark til, hvad vi kan gøre ved det, og hvorfor - lige fra uddannelsesniveau til organisatoriske og kulturelle rammer, normer og paradokser.

Maj Siercke, sygeplejerske, ph.d. Fagredaktør.