Fag & Forskning
Redskaber til vurdering af deliriumsværhedsgrad hos intensivpatienter
DELIRIUM SCREENING. Der er god overensstemmelse mellem to forskellige screeningsskemaer
The Journal Club
Publiceret:
1. september 2023
Senest opdateret:
1. september 2023
Af:
Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d.
Resumé skrevet på baggrund af:
Collet MO, Nielsen AH, Larsen LK, Laerkner E, Jensen JF, Mortensen CB, Lehmkuhl L, m.fl.
“Delirium and Delirium Severity Screening in the Intensive Care—Correspondence of Screenings Tools”. Australian Critical Care, juli 2023, S1036731423000826.
Introduktion
Ønsket om ikke kun at kunne vurdere, om en patient på intensivafdelingen har delirium eller ej, men også i hvor høj grad delirium er til stede, vinder frem i disse år.
Formålet med studiet var at vurdere overensstemmelsen mellem 7-points udgaven af the Confusion Assessment Method for intensivafdelingen (CAM-ICU) og Intensive Care Delirium Screening Checklist (ICDSC) som værktøjer til måling af deliriums sværhedsgrad.
Metode
Dette var en prospektiv, komparativ, observationel multicenterundersøgelse, der blev udført på 18 danske intensivafdelinger. Delirium blev vurderet hos voksne, kritisk syge patienter indlagt på en intensivafdeling med en Richmond Agitation and Sedation Score (RASS) på -2 eller derover.
Sygeplejerskerne på afdelingerne vurderede delirium med både CAM-ICU, ICDSC og CAM-ICU-7 i tilfældig/randomiseret rækkefølge.
Korrelationen mellem sværhedsgraden målt på CAM-ICU-7 og ICDSC blev vurderet for alle foruddefinerede patientundergrupper. Da CAM-ICU ikke vurderer sværhedsgraden af delirium, er resultaterne ikke medtaget i denne artikel.
Resultater
I alt 1.126 parrede screeninger blev udført af 127 ICU-sygeplejersker på 850 patienter. Patienternes medianalder var 70 år (middelspredning: 61-77), 40 pct. var kvinder. 54 pct. havde mindst én positiv deliriumscore. Deliriums sværhedsgrad var positivt korreleret (Pearsons korrelationskoefficient, r = 0,83; p < 0,0001).
Den overordnede overensstemmelse mellem CAM-ICU-7 og ICDSC for, om delirium var tilstede i større eller mindre grad (CAM-ICU-7: >2 og ICDSC: >3), var god (kappa = 0,74) men faldt til rimelig (kappa = 0,38) hvis en patient havde en RASS mindre end 0.
Konklusion
Der er god overensstemmelse mellem resultater, når CAM-ICU-7 og ICDSC anvendes til at vurdere sværhedsgrad af delirium, men resultatet kan være påvirket af patientens sedations- og agitationsniveau på vurderingstidspunktet.
Diskussion
Direkte sammenligning mellem skalaerne er ikke mulig, da CAM-ICU-7 har 7 som højeste score og ICDSC har 8.
Implikationer for praksis
Både CAM-ICU-7 og ICDSC kan implementeres til måling af deliriums sværhedsgrad på intensivafdelinger.
Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d.