Fag & Forskning
Selvhjælpsbog om spiseforstyrrelser og træningsafhængighed giver håb
ANMELDELSE. Mia Bech Lichtenstein, Cecilie Hermanni, Hanne Miris Møller: Med kroppen som gidsel Slip fri af spiseforstyrrelser og træningsafhængighed gennem trygge relationer. 282 sider. 234,95 kr. Paludans Forlag 2023
Anmeldelser
Publiceret:
1. september 2023
Senest opdateret:
1. september 2023
Af:
Inger Becker, specialsygeplejerske, psykoterapeut og supervisor
Kan man blive rask af en spiseforstyrrelse eller fri for træningsafhængighed gennem opbygning af trygge relationer? - ikke udelukkende, skriver forfatterne.
Der skal eksempelvis også mad og adfærdsændringer til for at opnå varig bedring, der skal være fokus på følelsesmæssige behov, arbejdes med tilknytning og på at få stillet sulten efter tætte, trygge relationer.
Selvhjælpsbogen kan med fordel også læses af pårørende og behandlere, som ønsker mere viden om behandlingen af spiseforstyrrelser eller træningsafhængighed set ud fra et tilknytningsperspektiv.
Forfattertrioen består af en psykolog med mange års erfaring inden for behandling af spiseforstyrrelser og træningsafhængighed og to tidligere klienter, som fortæller om egne tilknytningserfaringer og erkendelser i behandlingsforløbet.
Disse fortællinger illustrerer psykologens faglige beskrivelse af spiseforstyrrelse, træningsafhængighed og tilknytningsteori og skaber et rørende billede af den smerte og angst, som er dagligdagen for mange med disse lidelser.
Klienterne giver indblik i deres behandlingsforløb og personlige vej ud af følelsesmæssig sult og dermed ud af spiseforstyrrelse og træningsafhængighed.
Beskrivelser er noget, som efterspørges hos patienter. At høre, hvordan andre er kommet fri af spiseforstyrrelsen eller træningsafhængigheden, er inspirerende og giver håb.
I bogen beskrives symptomer på spiseforstyrrelse eller træningsafhængighed og baggrunden for udvikling af lidelserne med fokus på tilknytningsteori.
Der gives råd og vejledning ift., hvordan man via arbejdet med relationer kan komme fri af en spiseforstyrrelse eller overtræning og forklaring på, hvordan pårørende eller fagpersoner kan støtte den ramte.
Forfatterne gør tydeligt opmærksom på, at denne bog ”kun giver en brik i det samlede puslespil” og understreger, at læseren ikke skal føle sig forkert, hvis vedkommende ikke kan koble sig til alt, som står skrevet.
Det er vigtigt, da det er komplekse sygdomme. Der er mange forskellige faktorer, som har indflydelse på udvikling af og fastholdelse i disse lidelser, og således skal behandlingstilbud indrettes efter den enkelte patient og dennes behov.
Inger Becker, Specialsygeplejerske, psykoterapeut og supervisor, Ambulatorium for Spiseforstyrrelser
Børne og ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aalborg