Sygeplejersken som hverdagsinnovatør

Indledning

• Denne artikel indledes med en fortælling fra praksis som optakt til at vise, hvordan sygeplejersker ofte ér hverdagsinnovatører.
• Dernæst grundbetragtninger om, hvad innovation ér eller kan være, og hvorfra nye muligheder kan opstå.
• Afslutningsvis drøftes, hvordan organisationer som helhed kan holde hverdagsinnovationer levende og sprede det til glæde for andre.

Beretningen fra den erfarne sygeplejerske Seline er en del af sygeplejeforsker Sine Herholdt-Lomholdts empiriske materiale. Fortællingen indgår i andre publicerede artikler, men er her gengivet i reduceret form:

En fortælling om at miste modet til livet

”Jeg er i aftenvagt på intensiv og passer Per. Han er indlagt på 6. uge med respiratoriske problemer efter en større operation i maven. Har fortsat behov for respiratorstøtte men har mulighed for i perioder at komme på taleventil.

Per var i starten af sit indlæggelsesforløb en mand med gå-på-mod. Nu er han afvisende over for plejetiltag; han stirrer blot tomt ud i luften. Per virker modløs. ’Bevar troen på det, Per’. ’Det går stille og roligt fremad, Per’. Han tager ikke opmuntringerne til sig.

Per ligger på en mørk og nordvendt to-mandsstue. Man skal gøre lang hals for at kunne se ud ad vinduerne. Der meldes en ny patient på den stue, hvor Per ligger. Jeg folder en skærm ud, der kan dele stuen i to. Det bliver mørkere på stuen.

Jeg går om til Per, som sidder omgivet af sin kone og datter. Jeg bliver opmærksom på billederne, der hænger på skærmen. Billederne skildrer betydningsfulde elementer fra Pers hverdagsliv: Hunden, børnene, børnebørnene, livsbegivenheder og hans hus set udefra. Vi taler lidt om billederne.

Per er tilkoblet respirator, så han kan kun følge med i samtalen ved at nikke og ryste på hovedet.

Jeg når til billedet af huset set udefra, og familien fortæller: ’Ja, ved det cafébord sidder Per flere timer om dagen året rundt og nyder gerne en kold øl – han elsker at følge med i, hvad der sker på vejen’.

Da overvældes jeg pludselig af en lyst til at gøre noget. Noget, der kan give Per livsmodet tilbage.

Anden del af fortællingen, hvor vi får at vide, hvad Seline vælger at gøre, og hvad det har med innovation at gøre, følger.

Men hvad er innovation i en sygeplejefaglig kontekst?

Innovation er kommet på dagsordenen
Igennem de seneste ca. 15 år har ord som innovation og entreprenørskab vundet indpas i det danske vokabular, i det danske uddannelsessystem og på de danske arbejdspladser.

Innovation og entreprenørskab anses for at være en af de måder, hvorpå vi som samfund kan forny os, blive mere bæredygtige og holde os aktuelle og konkurrencedygtige på det globale marked.

Til en begyndelse var innovation og entreprenørskab primært noget, det private erhvervsliv beskæftigede sig med, men snart gled begreberne også ind i uddannelsessystemer og på offentlige arbejdspladser som f.eks. folkeskoler og sygehuse (1-4).

Bevægelsen fra det private erhvervsliv til offentlige erhverv og til de uddannelser, der traditionelt har sigtet på offentlige erhverv som f.eks. sygeplejerskeuddannelsen, har ikke været gnidningsfri. Logikker, værdier og visioner, som synes selvsagte i private virksomheder, er ikke nødvendigvis selvsagte på hospitaler eller i børnehaver.

For en privat virksomhed er det altafgørende at tjene penge, så virksomheden kan brødføde sine ansatte og overleve i længden. For pædagogen i børnehaven eller sygeplejersken i kommunen er det ikke et anliggende at tjene penge til kommunen eller regionen.

Mens innovation og entreprenørskab i private virksomheder har som fokus at skabe nye produkter og/eller processer, som efterspørges, kan sælges og bidrage til virksomhedens overlevelse og vækst, har innovation og entreprenørskab i det offentlige fået en lidt anden lyd.

Her er innovation og entreprenørskab oftest blevet forbundet med at skabe nye og smartere produkter og processer, som kan tjene til optimering og besparelse – helst uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Igennem Herholdt-Lomholdts forskning viser det sig, at netop spørgsmålet om innovative processers indflydelse på kvaliteten er problematisk, da besparelseslogikken omkring innovation har ført til en oplevelse blandt sygeplejersker af, at innovation meget let fører til faglig kvalitetsafvikling (5). En pointe, som i øvrigt genfindes i Charlotte Wegeners forskning indenfor SOSU- området (6-8).

Dette viser sig som en oplevelse blandt sygeplejersker af, at så snart innovationstoget ruller, så reduceres sygeplejerskens muligheder for at tilbyde nærvær og kvalitet i plejen. Som en erfaren sygeplejerske formulerer det i Herholdt-Lomholdts forskning:

”Jeg giver helt ærligt intet for ordet innovation. Det er som gammelt mel på nye sække og følges af urimelige krav udefra eller ovenfra (…).

Det er sådan noget, man kan sidde og lave og tænke, når man er på en direktionsgang og ikke aner, hvad der foregår på stuerne. Jeg er helt ærligt mere optaget af at udøve sygepleje end af at udvikle sygepleje.” (Interview 12.11.15).

Denne sygeplejerske peger på, at udvikling og innovation kan komme til at spærre for udøvelsen af god sygepleje – og at det desværre ikke er sjældent, at processer, som skulle tjene til udvikling, i stedet fører til afvikling af dét, som sygeplejerskerne finder fagligt og menneskeligt set vigtigt i plejen (Se eksempler i Herholdt-Lomholdts afhandling (5)).

Som forfattere af nærværende artikel har vi samtidig en oplevelse af, at sygeplejersker slet ikke kan fungere, hvis ikke de helt grundlæggende arbejder innovativt. Der er noget i kernen af sygeplejerskers arbejdsliv og i mødet med syge mennesker i uforudsigelige livssituationer, som kræver et innovativt tanke- og handlesæt. Hver eneste dag – ja, hver eneste time – må sygeplejersker navigere i uforudsigelighed og opfinde kreative løsninger til unikke situationer.

Derfor ønsker vi med denne artikel at vise, hvordan sygeplejersker kan være, og ofte ér, hverdagsinnovatører. Vi ønsker yderligere at drøfte, hvordan sygeplejerskers hverdagsinnovationer kan blive til glæde for langt flere mennesker (patienter og personale), hvis organisationen lykkes med at holde hverdagsinnovatøren levende.

Artiklen bygger på Herholdt-Lomholdts ph.d.-afhandling 'Skønne øjeblikke i sygepleje - en kilde til innovation?' (5) og videre arbejde med innovation blandt sygeplejersker (9-11).

Dertil bygger artiklen på et 2-årigt fænomenologisk aktionsforskningsprojekt i VIA University College, som forfatterne af nærværende artikel har initieret og ledt i fællesskab. Et projekt med formålet at udvikle og udforske undervisningspraksisser, som kan understøtte udvikling af innovative dannelsesidealer (12).

Hvornår er noget innovativt?
Et første spørgsmål, som må rejses, er, hvornår noget kan siges at være innovativt? Traditionelt knyttes svaret til tre sammenhængende begreber: Nyt, nyttigt og muligt. For at noget kan betegnes som innovativt, må det være nyt, det må være til nytte, og det må være muligt at realisere (13-15).

Disse tre forhold er dog ikke entydige – for hvor nyt skal noget egentlig være, for at det kan betegnes som innovativt? På hvilken måde skal det nye gøre nytte for at være innovativt? Og hvor går grænsen for det mulige egentlig?

’Noget nyt’
Traditionelt skelnes i innovationslitteraturen mellem radikal og inkrementel innovation (13). Radikal innovation er et totalt nybrud, det vil sige for første gang i verdenshistorien. Denne form for innovation er yderst sjælden.

Inkrementel innovation henviser i stedet til mindre fornyelser, det vil sige noget nyt på dette sted og i denne kontekst eller til forbedringer af et produkt eller en proces, som findes i forvejen.

I denne artikel – og i de forskningsprojekter som ligger bag – har vi en bred forståelse af ’det nye’, som ligger på linje med begrebet inkrementel innovation.

Det nye skal her forstås som måder at tænke, handle, kombinere og praktisere, som opstår på et konkret sted i en konkret tid og i en særlig sammenhæng og i et eller andet omfang er nyt i denne konkrete sammenhæng.

Derfor taler vi også om hverdagsinnovatøren, for det er netop de små men mærkbare forbedringer i en allerede eksisterende sygeplejehverdag, som vi er optaget af.

’Noget nyttigt’
Næste spørgsmål vil så være, hvad det vil sige, at noget er nyttigt – eller har værdi? I sin vorden handlede innovation om at skabe økonomisk værdi (16), men med tiden udvides værdibegrebet betragteligt.

I dag henviser nytte og værdi til produkter eller processer, som opleves forbedret af nogen. Et spørgsmål, man dermed fortsat må stille sig selv og hinanden, er, på hvilken vægt værdi/nytte skal vejes, og hvem det er, som skal indstille vægten?

Skal innovationsprocessen eksempelvis føre til nye og forbedrede arbejdsbetingelser for sygeplejersker? Eller skal processen føre til mere smidige patientforløb?

Eller skal vi have den etiske vægt i brug og vurdere, om en ny måde at modtage patienter på til operation styrker det enkelte menneskes værdighed?

Det siger sig selv, at vægten og dens måleenhed må drøftes med henblik på, hvad og for hvem noget skal forbedres.
I vores forskning har den vægt, som vi vejer ’nytten’ på, været knyttet til fagligt forsvarlig omsorg for patienten. Det er dét, vi ønsker, innovation i sygepleje skal bidrage til.

’Noget muligt’
Sidste spørgsmål handler om, hvor grænserne går for det mulige – eller realisérbare?

Det er klart, at alt ikke er muligt. Noget kan blive for dyrt. Noget kan være nyttigt og/eller værdifuldt for nogen men absolut ikke for andre.
Innovation eksisterer ikke uafhængigt af konteksten, og konteksten sætter rammer for det mulige.

Samtidig er det væsentligt at kunne skelne mellem det, som faktuelt ikke ér realiserbart, og det, som synes urealistisk, fordi det falder uden for det, man plejer. Hvor førstnævnte diskvalificerer en idé, gør sidstnævnte det ikke. Innovation handler ofte om at bryde med mønstre og vaner.

Hvor og hvordan opstår nye muligheder?
På baggrund af ovenstående kan vi nu slå fast, at innovation handler om, at noget nyt bliver til, og at dette nye kan have værdi for nogen. Sagt med et andet ord handler innovation om nye muligheder.

Spørgsmålet er så, hvordan sådanne nye og værditilførende muligheder bliver til?

Til dette spørgsmål har innovationsforskningen grundlæggende tre forskellige svar. Man kan også tale om det som forskellige traditioner inden for innovationsforskningen eller som forskellige mulighedsontologier.

’At opdage’
Traditionelt er nye muligheder blevet beskrevet som markedshuller, der kan opdages. Nye innovative muligheder knyttes da til en mangel på et marked.

Det kan eksempelvis handle om en behandlingsmulighed, som ikke hidtil har eksisteret, men som via ny teknologi bliver mulig at lave. Det handler om at opdage det, som endnu ikke er, men som kunne være.

Denne tradition inden for innovationsforskningen betegnes som ’discovery-theory’ (17-19) og kan knyttes til det, den indiske forsker Sarasvathy omtaler som ’causation’ (20,21).

Causation henviser til en lineær innovationstænkning, hvor man opdager et hul på markedet og arbejder formålsrettet med at udfylde det. For at blive og være innovativ må man derfor være dygtig til at scanne det eksisterende marked.

Pædagogisk betyder det, at læring af innovation handler om at lære markedsanalyse og businessplanlægning.

’Kreative processer’
En nyere og mere udbredt tradition inden for innovationsforskningen anser nye muligheder som noget, mennesker skaber og samskaber. Muligheder anses ikke som eksisterende på forhånd.

I stedet anses nye muligheder som noget, der kan skabes gennem kreative processer af mennesker. Denne tilgang omtales som ’creation theory’ (17-19) og har tråde til Sarasvathys begreb ’effectuation’ (20,22,23).

Effectuation betegner en proces, hvor målet for innovationsprocessen ikke er kendt på forhånd, men vokser frem igennem kreative forsøg på at løse hverdagens udfordringer.

Innovative mennesker er dem, som ser hverdagens udfordringer (ofte omtalt som disharmonier) og søger at løse dem med de midler og netværk, som er til deres rådighed.

På dansk grund har psykolog og ph.d. Anne Kirketerp og lektor i psykologi Hans Henrik Knoop beskrevet ’foretagsomhed’ som et grundtræk hos innovatøren (24,25).

Skal man udvikle innovative egenskaber, handler det her om at styrke troen på egen evne til at møde og løse udfordringer og dertil at styrke evnen til at samarbejde kreativt og åbent med andre.

’At modtage muligheder’
En tredje tradition kan omtales som meningsmodtagelse (26). Hvor creation-tilgangen handler om at skabe muligheder, handler denne nyeste tradition om at modtage muligheder.

Denne tradition har særligt tråde til kunstneres beskrivelser af, hvordan store kunstværker bliver til – ikke ud af kunstnerens egen vilje og indsats men som respons på og forlængelse af et indtryk, som kunstneren modtager.

Den danske filosof og forsker Finn Thorbjørn Hansen omtaler denne tredje generation af mulighedstænkning som en bevægelse fra menings-skabelse (som ses i creation-teori) til menings-modtagelse og taler for et ’meaning-receiving paradigm’(26).

Den anerkendte innovationsforsker Otto Scharmer var nok den første til at vise denne vej, med sin beskrivelse af ’Teori U’ (27). I Teori U beskrives et grundlæggende vendepunkt, hvor det gamle aflægges, og det nye begynder at tage form.

Dette vendepunkt omtaler Scharmer som ’presensing’; en sammenskrivning af de to ord presense (tilstedevær) og sensing (sansning eller sensitivitet).

I den forskning, som nærværende artikel bygger på, er det denne sidstnævnte tradition, som står stærkest. Vi anser nye muligheder som noget, der kan opstå i et møde mellem sygeplejerske og patient, når sygeplejersken er nærværende og sansende til stede og lader sig lede og bevæge af et konkret indtryk.

Sådan forstået ligger innovationstænkningen i denne artikel i umiddelbar forlængelse af den skandinaviske omsorgstradition, som vi ser udtrykt i bl.a. sygeplejeteoretiker og filosof Kari Martinsens omfattende forfatterskab (28-31).

En sådan samtænkning af innovationstilgang og sygeplejetænkning finder vi afgørende, hvis innovation skal understøtte fremfor at modarbejde, sygeplejens grundlæggende visioner og anliggender.

Når sygeplejersken bliver hverdagsinnovatør
I den indledende fortælling læste vi om Selines møde med Per. Vi læser, hvordan Per gradvist har ændret sig til at være en mand, som afviser det meste og stirrer tomt ud i luften. Selvom kroppen nu er i bedring, så mærker Seline, at Per som helhed ikke er i bedring.

Og så sker der noget i denne aftenvagt. Pludselig er det, som om Seline får øje på Per. Altså – sådan rigtigt får øje på ham. Hun ser ham som en del af en tilværelse med kone, børn og hus, og hun ser for sig, hvordan han normalt sidder foran huset og følger med i livet.

I dette syn overvældes Seline af en lyst til at gøre noget. Hvad hun må gøre, ved hun endnu ikke – men noget må ske. Noget, som kan give ham livsmod og kampgejst tilbage.

Det er netop denne vending, som i et innovativt perspektiv er interessant. Seline vendes af et indtryk, som hun får i mødet med Per og hans familie. Hun ser pludselig, hvor ændret han over tid er blevet.

Hun ser, hvor håbløst hverdagen må tage sig ud for ham på en intensiv afdeling, og hun ønsker fra dybet af sig selv at ændre hans situation.

Denne lyst – ja, nærmest trang – til at forandre Pers tilværelse, den kommer til hende fra et nærværende møde med Per og familiens fortællinger om det, Per elsker.

Sagt med udgangspunkt i Scharmers begreber, så er det ud af en sansende tilstedeværelse, at Seline mærker, at noget kræves af hende. Seline kan ikke bare fortsætte rytmer og rutiner, som har fyldt dagene hos Per de sidste seks uger.

Hun må gøre noget, som kan ændre på Pers tabte livsgnist – for det er vel dét, hun får øje på; at Per har mistet meningen med at kæmpe.

Sagt med udgangspunkt i Finn Thorbjørn Hansens forskning, så modtager Seline mening i dette øjeblik – eller måske er det mere præcist i denne situation at sige, at hun modtager et tab af mening.

Hun mærker, at der er noget, som betyder noget – og at dette ’noget’ ikke har specielt gode levevilkår på denne intensiv afdeling. Dette ’noget’ kalder Seline senere for ’livsmod’. I situationen vidste hun ikke, hvad det var – men noget måtte til, det fornemmede hun.

Dette er hverdagsinnovatørens startpunkt. Denne overvældelse, som Seline så fint skriver om, hvor man som sygeplejerske inderligt længes efter at gøre noget – uden at man helt ved, hvad det er, som må til.

Hvad gjorde Seline så?
Kan man give et andet menneske livsmodet tilbage? Det var Seline ikke sikker på. Men det, hun kunne gøre, var at skabe nogle rammer for Per, som lignede dem, han normalt fandt glæde i. Seline fortæller:

”Hvordan kan jeg skabe et miljø på intensiv, der minder om det hverdagsliv, Per kender? Jeg hæfter mig ved snakken om billedet af huset og cafébordet og får en idé. Jeg tilbyder at køre Per ud til en døråbning ved afdelingens brandtrappe. Han virker ikke begejstret, men han er heller ikke afvisende.

Per kobles fra respiratoren og får taleventilen på. Jeg kører Per ud i lænestolen og åbner døren med udsigt til vejen med biler og mennesker og med et kig til fjorden. Solen rammer Per i døråbningen – ikke for skarpt – men helt tilpas. Jeg placerer et rullebord med en klokke på Pers højre side, så han kan ringe efter mig. Jeg siger, at han kan sidde der i en halv time, da han gerne hviler i sengen fra kl. 17-19.

Der går en time, og klokken er 17.30. Han har ikke ringet, og jeg må tage mig selv i at gå hen til Per flere gange. ’Er du okay?’. Per har et smil på læben og synes, han har det fint. ’Er der noget, du kunne tænke dig?’

’Jeg vil gerne have en kold øl,’ svarer Per.

Jeg oversvømmes af glæde og råber ”YES” inde i mig selv. Min idé er lykkedes!

Samtidig oplever jeg en følelse af usikkerhed og frygt. Må jeg overhovedet servere en øl i disse rammer? Og kan jeg skaffe den øl?

Alle i afdelingen er enige; det må jeg godt. Jeg finder en øl i hospitalets kiosk. Jeg serverer den for Per. Han takker og rækker ud efter den.

Drikker af den. Man kan se, at han nyder det.”

At lade en mand sidde i en døråbning, drikke en øl og følge med i gadens liv – det er i sig selv ikke noget særligt. Og så dog. Det, Seline gjorde, var absolut ikke vanlig praksis på intensiv afdeling. Det var på mange måder et fagligt vovestykke.

Dels var det et vovestykke at lade Per sidde så langt væk fra respiratoren. Dels – og ikke mindst – var det et vovestykke at bryde med afdelingens rytmer og kultur.

Per kom ikke til at hvile i sengen i afdelingens hviletid. Per fik en øl stik mod alle principper i afdelingen. Og Seline mærker, at hun er lidt urolig.

Ikke for Per, for ham har hun et både fagligt og menneskeligt øje for. Nej, hun er bekymret for, om hun må gøre, det hun gør. Om hun må servere en øl for Per.

Sådan forstået blev Seline denne aftenvagt en hverdagsinnovatør, der fandt en for en hospitalsafdeling noget utraditionel vej til fornyelse af Pers glimt i øjet. Seline gav Per noget at kæmpe for – ved at give ham en ramme, hvor han mærkede, at livet kan være godt lige nu og lige her.

Med de tre begreber, der kendetegner innovation: det nye, det nyttige og det realiserbare kan man sige, at Seline i denne aftenvagt skaber inkrementel innovation, altså en lille fornyelse af dagsrytme og serveringsmuligheder på en intensiv afdeling. Denne handling har værdi – mest af alt for Per, men også for hans familie og for Seline, der kunne gå stolt og glad hjem fra aftenvagt.

Seline er et eksempel på en hverdagsinnovatør, som på kreativ vis responderer på et indtryk. Et indtryk, der rejser sig i et nærværende og sansende møde med en patient og hans livssituation.

Dette er i vores optik den væsentligste innovationspraksis, en sygeplejerske må udøve – at vove at lade sig overvælde og derfra lade sig bevæge. Dér, lige dér, ligger kimen til fornyelse.

Spørgsmålet er så, hvordan en sådan fornyelse kan blive til glæde for flere end Per og Seline. Kan hverdagsinnovation spredes?

Hverdagsinnovationer kan spredes til glæde for andre - en afrunding
Så snart man begynder at tale om spredning af hverdagsinnovation, er der en nærliggende fare. Faren er at gøre Selines handling til en ny procedure i intensiv afdeling.

Lidt sat på spidsen kunne man måske tænke, at alle patienter på intensiv afdeling ville have godt af en time i en døråbning. Da ville spredning af Selines nybrud blive en gentagelse af Selines handlinger hos andre patienter. Selvom nogle patienter nok ville have glæde af det, så er det ikke den måde, Selines hverdagsinnovation skal spredes.

Det væsentlige at sprede er den mening, som på en måde kaldte Seline til handling. Seline kalder det selv livsmod. Det væsentlige, som kan spredes til glæde for andre, kunne – med afsæt hos Seline – være at sprede en længsel efter at åbne dørene for livsmod hos alle patienter indlagt på intensiv afdeling.

Livsmod som eksempel
I Herholdt-Lomholdts ph.d.-afhandling gives et eksempel på, hvordan dette kan gøres gennem fortællinger, der deles mellem personalet og ved at ’bære spørgsmål under hjertet’ (5).

At bære spørgsmål under hjertet henviser til, at personalet i en periode i fællesskab beslutter sig for at fokusere på et meningsfyldt fænomen, f.eks. ’livsmod’.

I denne periode forpligter personalet sig da til i ethvert møde med en patient at bære et uudtalt spørgsmål under sit hjerte. Spørgsmålet kunne lyde: ”Hvad kan betyde noget for livsmod hos denne patient på dette sted og i denne time?”

Sådanne spørgsmål udtales ikke nødvendigvis i dialog med patienten, men de lever og holder personalet levende tilstede hos patienten. Og med et sådant spørgsmål under hjertet vil sygeplejerskerne langsomt modtage indtryk, der igen og igen kan udvide deres forståelser og praksisser knyttet til livsmod på intensiv afdeling.