Fag & Forskning
Tilblivelsen af en solomor-familie
Solomødres erfaringer med at blive forælder uden en partner – et kvalitativt studie
The Journal Club
Publiceret:
24. august 2023
Senest opdateret:
25. august 2023
Af:
Karen Frydenrejn Funderskov, sygeplejerske, cand.cur.
Dette resum´er skrevet på baggrund af
Marie Konge Nielsen, Karen Frydenrejn Funderskov, Dorthe Boe Danbjørg, Mette Juel Rothmann, Anette Werner. Publiceret i: Human Fertility, online: 11. april 2023.
https://www.tandfonline.com/ihuf20 (link til forside af tidsskriftet).
Introduktion
Kernefamilien har siden begyndelsen af det 20. århundrede været den dominerende familieform i den vestlige verden. I dag vinder nye familiekonstellationer dog frem.
En af disse er ”Solomødre”, hvor kvinder uden en partner opnår graviditet via medicinsk assisteret reproduktion.
Formålet med dette studie var at undersøge solomødres erfaringer med og perspektiver på at blive forælder uden en partner.
Metode
Studiet tog afsæt i solomødres oplevelser og perspektiver på at skabe en ny familie. For at opnå en dybdegående forståelse heraf blev der foretaget kvalitative interviews.
Analysemetoden var hermeneutisk-fænomenologisk. Rekrutteringen af interviewpersoner foregik på tre danske fødeafdelinger 1) Kolding Sygehus, 2) Odense Universitetshospital og 3) Juliane Marie Centret Rigshospitalet, København.
Inklusionskriterierne var: Førstegangsmor med et aktivt valg om at blive solomor, minimum 18 år, kunne tale og forstå dansk og ikke lide af kroniske sygdomme.
Resultater
Vi inkluderede 20 kvinder og gennemførte 38 interviews ved hjælp af en semistruktureret interviewguide.
Interviews blev foretaget under graviditeten og efter fødslen. Analysen ud fra systematisk tekstkondensering resulterede i fire temaer:
1) ”Håndtering af andres reaktioner og holdninger til solomorfamilien”, 2) ”Markedsliggørelse af moderskabet”, 3) ”Længslen efter at være en ’normal’ gravid kvinde” og 4) ”Bedsteforældre som med-forældre og at kunne støtte sig til søskende og venner”.
Diskussion
Selvom kvinderne i dette studie havde taget et aktivt valg om at få et barn alene, var drømmen om en kernefamilie stadig intakt.
Kvinderne betragtede sig selv som normale kvinder, der var veluddannede og ønskede ikke at blive kategoriseret som alene-mødre med lav, social status.
Konklusion
I processen mod at blive solomor redefinerede kvinderne sig selv. De indså, at de var ”alene” og inddrog især deres nærmeste familiemedlemmer.
Solomødrenes biologiske forældre blev en form for med-forældre, som de kunne læne sig op ad både praktisk og følelsesmæssigt.
Karen Frydenrejn Funderskov, sygeplejerske, cand.cur. karen.funderskov@regionh.dk