Ulighed i forskning sættes på dagsordenen: Slut med skam over skamlæber

”Man siger desværre stadig skamlæber og skambenet. Der er overhovedet ikke noget skam omkring kvindens kønsorgan, men det er indlejret i vores sprog.” 

Det fortæller Maria Stevenson. Hun er forskningssygeplejerske på Gynækologisk Obstetrisk afdeling på OUH, og så har hun en master i sexologi. Og sproget er bare ét af hendes nedslagspunkter, når hun taler om uligheden mellem mænd og kvinders kroppe – både i henhold til sundhed og forskning, men også ift. seksualitet og hvordan vi anser sex. Hun starter fra en ende af, når det kommer til, hvor bagud vi er med forskningen i kvindekroppens anatomi: 

”Et godt eksempel er, at klitoris faktisk ikke rigtig blev anatomisk kortlagt korrekt før i 1998 af en australsk urolog, der hedder Helen O'Connell. Hun undrede sig over, hvordan man kunne foretage forskellige kirurgiske indgreb på kvinder, for eksempel når de var inkontinente, uden helt at vide hvordan nerver og blodkar og den slags var i kvindens underliv.” 

Maria Stevenson fortæller, at klitoris viste sig at være langt større, end man havde vidst – og at den lille ært eller perle, der var tegnet i anatomibøgerne, blot var toppen af isbjerget. Det fund udgjorde også fundet af kvindens mest sensuelle nerveender, der nemlig befinder sig på klitoris. 

”I lang tid har man slet ikke tænkt over, at kvinden havde en seksualitet. Og så har man nok heller ikke interesseret sig så meget for det,” siger Maria Stevenson.  

”I mange år har det været mænd, der har siddet på forskning. Nu går vi godt langt tilbage. Det var jo først i 1910, at kvinderne fik en kampdag, og i 1915 at de fik stemmeret, så på det tidspunkt var der heller ikke ret mange kvinder, der var veluddannede og slet ikke i forskning. Så mænd forskede særligt i mænd og mandens kønsorganer, mandens sundhed og mandesygdomme eller sygdomme generelt. Kvinden blev underprioriteret på rigtig mange områder.” 

Selv nu er der forvirring om kvindens kønsdele. Maria Stevenson fortæller, at mange bruger ordene vagina eller skede om hele kvindens kønsorgan, selvom disse ord kun beskriver skedehullet, som er røret, der bl.a. fødes børn via og som kan penetreres af en penis. I virkeligheden er fællesbetegnelsen for kvindens ydre kønsorgan vulva, der indbefatter både indre og ydre kønslæber, klitoris og indgangen til skeden mm., som end ikke kendes af autokorrekturen i programmer som Word.

Forskningen halter 

Netop forskningen er et af de punkter, hvor kvinderne halter en del bagud. Flere forskere udtrykker det som svært og hårdt at finde midler til at forske i kvindesygdomme, og overnormeringen af mænd i forskningsmiljøet har gjort, at mænd har forsket i mænd og i mindre grad i kvindesygdomme- og anatomi.  

Maria Stevenson oplever det også ekstra svært at skaffe midler til forskning i kvindesygdomme – og at der er flere sygdomme som Polycystisk Ovariesyndrom (PCOS), som man har kendt til i flere århundreder, men som man stadig ikke ved særligt meget om, og slet ikke hvordan man skal behandle det.  

Men det er på vej, fortæller Maria Stevenson:  

”Vi har gang i et stort projekt, der hedder SPIOMET4HEALTH, som er et EU-projekt med midler fra EU, der skal forske i at behandle PCOS. Og de fleste ved ikke, hvad PCOS er, selvom man formoder, at omkring 10 pct. af alle kvinder i den reproduktive periode, ikke kun i Danmark, men i hele verden, har PCOS. Så det er jo enormt belastende, at der ikke er mere forskning i det, at der ikke er nogen behandling.” 

Foruden forskningen i kvindesygdomme er testningen af nyudviklet medicin også et område, der har været ekstremt mandsdomineret. I 2020 kunne Danmarks Radio fortælle om ny amerikansk forskning, der viste, at rigtig meget medicin kun er testet på mænd. Kvinder har dobbelt så stor sandsynlighed for at opleve bivirkninger som mænd, fordi doseringerne er regnet ud fra den mandlige krop. Det er nu blevet lovpligtigt at teste medicin på den gruppe af mennesker, man regner med, kommer til at bruge det.

Orgasmekløften 

Foruden at forske i særligt kvindesygdomme specialiserer Maria Stevenson sig i sexologi og interesserer sig for uligheden mellem mænd og kvinder, når det kommer til sex, og hvad vi ser som sex.  

Én af de ting, hun fortæller om, er orgasmekløften – eller orgasmeasymmetri, som hun foretrækker at kalde det. Orgasmekløften handler om, at kvinder, der dyrker sex med mænd, ikke får lige så mange orgasmer, som manden gør. 

”Når man ser på heteroseksuel sex, så er det jo både manden og kvinden, der oplever nærværet, intimiteten, begæret osv. Men manden får mange flere orgasmer end kvinden. Og det handler om, at vi har set meget på sex som penetrationssex og ikke så meget andet. Hvis man definerer spørgsmålet: ’Har du haft sex i går?’, betyder det: ’Har du haft en penis i skeden i går?’ Og hvis man snakker om, om man er jomfru, er det også ret meget defineret af, om man har haft en penis i skeden eller ej. Vi er først i nyere tid ved at forstå, at der f.eks. ikke findes en jomfruhinde, siger Maria Stevenson.” 

Maria Stevenson fortæller videre, at dette er den heteronormative måde at snakke om sex på i dagligsproget, og hvordan mange opfatter sex. Sex i en bredere forståelse er meget mere end penetrationssex. Hun tilføjer, at man ikke nødvendigvis skal opgøre god sex på antal af orgasmer, og at man sagtens kan få nydelse uden at nå klimaks. Orgasmen er dog en betydningsfuld og vigtig del af sex, også for kvinder.  

Den har et trivsels- og sundhedsfremmende potentiale, som Maria Stevenson ikke mener, kvinder skal være foruden. Derfor fremhæver hun det som en interessant tendens, at man stadig har så stort et fokus på penetrationssex, som er den nemmeste måde at få en orgasme på for mænd, men det er kun 20-25 pct. kvinder, der kan opnå en ved penetration alene. 

”Kvinder, der har partnersex, som indeholder meget mere end penetrationssex, opnår også meget hyppigere orgasme, end dem, der baserer deres seksuelle agt på den her meget klassiske form med forspil, penetration, mandlig orgasme, slut. Når man har sex for nydelsens skyld og ikke med reproduktion for øje, hvilket er den slags partnersex, de fleste har mest af, behøver vi ikke følge det klassisk heteronormative koncept. Vi kan sammen udforske hinandens kroppe for at opnå maximalt nydelse sammen,” siger hun og understreger, at det ikke er mændenes skyld, men noget, der er indlejret i vores kultur. 

”Nu skal man ikke udskamme mændene, fordi det er egentlig ikke deres skyld. Der er et eller andet i vores opvækst og vores sociale vilkår, vores kultur, der gør, at man simpelthen prioriterer mandens orgasme i partnersex, når det gælder heteroseksuel sex, og at kvinden egentlig også gør, hvad hun kan, så manden får maksimal nydelse ud af det.” 

Berøringsangst gør porno til læremester 

Arbejdet med seksualundervisning har vist Maria Stevenson, at selvom sex er på skemaet i grundskolen, ved rigtigt mange unge ikke særligt meget om deres egen krop. 

”Seksualundervisningen i grundskolen er over 50 år gammel, men de fleste af de elever, man spørger, synes ikke, de har fået noget ud af den. Og det er ærgerligt. Jeg har arbejdet en del i klinik for seksuel sundhed, og der oplever vi, at de unge mennesker kommer ind og egentlig ikke har forståelse for deres anatomi. De tænker måske, at skeden er et langt hul, uendeligt, og en tampon kan blive helt væk deroppe. Og i virkeligheden er det slet ikke sådan,” siger Maria Stevenson. 

Hun fortæller, at det har konsekvenser, at seksualundervisningen halter efter, for det gør, at unge mennesker netop ikke lærer, hvordan kvinders køn virker, og hvordan man skal stimulere klitoris for at opnå orgasme, så der ikke kommer denne her seksuelle kløft mellem mænd og kvinder. Hun uddyber, at der er stor berøringsangst, når det gælder snakken om sex og orgasmer, så hvis man som ung ikke får nok brugbar viden om sex i seksualundervisningen eller kan snakke med de voksne mennesker i sit liv, så lærer man andre steder: 

”Der er nogle nye undersøgelser, der har vist, at børn i gennemsnit bliver konfronteret med porno første gang, når de er 12,8 år, og det er meget ungt i forhold til, hvornår de fleste begynder at have snakken med andre. Man får altså nogle indtryk og noget information fra porno, før ens forældre er klar til at have snakken.” 

Maria Stevenson uddyber, at de unge kan risikere at få urealistiske forventninger til partnersex og deres egen præstation. Og det kan bidrage til orgasmekløften, fordi porno ofte er ”produceret” til mænd og mændenes vej til en orgasme, men ikke kvindens. 

”Det meste af den porno, der er lavet, er lavet til mænd. Og den viser forskellige måder, hvor penis bliver stimuleret, enten i skeden, eller som analsex eller oralsex.” 

”Der er ikke ret meget porno, der viser intimitet og kærlighed, og øjenkontakt og dybe kys, og kælen for alle mulige andre erogene zoner, end lige de der meget ”frække” steder. Så derfor kan de få en bestemt tilgang til sex, inden de har prøvet partnersex,” siger Maria Stevenson, som derfor håber, at der er mere forskning og interesse på vej til kvindesygdomme og kvindekroppen, så der kan gøres op med sundhedsuligheden mellem mænd og kvinder.  

Hun opfordrer til at udforske solosex, så kvinder kan lære deres egen krop at kende, fordi det er nemmere at opnå en orgasme på egen hånd. Den viden kan man tage med videre i partnersexen.  

Det er vigtigt at bryde tabuiseringen, når det gælder kvinders krop, seksualitet og behov, mener hun.