FSGOS' forretningsorden
Det tilstræbes, at forretningsordenen opdateres hvert 3. år. Du er velkommen til at kontakte bestyrelsen ved opklarende spørgsmål. Sidst opdateret august 2017, publiceret januar 2018, revideres næste gang 2020.
Forretningsorden og vedtægter
FORRETNINGSORDEN FOR BESTYRELSEN
Fagligt Selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejersker (FSGOS)
Forretningsordenen er bestyrelsens egne spilleregler og kan ændres af bestyrelsen.
Forretningsordenen opdateres på første bestyrelsesmøde efter en generalforsamling.
1. Bestyrelsen består af minimum 5 og max 7 medlemmer, der vælges for to år ad gangen. Medlemmerne vælges på en generalforsamling. Bestyrelsesarbejdet er ulønnet. Bestyrelsesmedlemmer deltager gratis på selskabets egne arrangementer.
2. Bestyrelsen konstituerer sig på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen som formand, kasserer, næstformand, sekretær, webansvarlig og medlemsansvarlig. Ét bestyrelsesmedlem kan varetage flere roller bortset fra formanden.
3. Der planlægges med fire bestyrelsesmøder om året samt en halvanden arbejdsdag i forbindelse med en weekend. Der kan indkaldes til bestyrelsesmøde, hvis formanden eller tre medlemmer af bestyrelsen forlanger det. Der planlægges møder
for ét år af gangen ved første møde efter generalforsamling.
Selskabets medlemmer kan rekvirere dagsorden, og referater vil være tilgængelige for selskabets medlemmer på hjemmesiden. Enten selskabets formand eller næstformand skal kunne deltage i bestyrelsesmøderne. Det tilstræbes, at bestyrelsesmøder afholdes centralt for alle bestyrelsesmedlemmer.
4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre af bestyrelsesmedlemmer er
tilstede. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens, og i dennes fravær næstformandens, stemme udslagsgivende. Der kan kun træffes beslutning om sager, der er optaget på dagsordenen.
5. Bestyrelsen kan delegere enkeltopgaver til et eller flere bestyrelsesmedlemmer, samt til selskabets medlemmer.
6. Selskabet afholder rejse/kørsel med billigst mulig eller tidsmæssig mest hensigtsmæssig transportmåde i forbindelse med arrangementer. Hvis der er behov for overnatning i forbindelse med arrangementer pga. geografiske udfordringer, kan dette godtgøres.
7. Før den årlige generalforsamling gennemgår bestyrelsen udkastet til ”formandens beretning” for den forgangne periode samt et oplæg om selskabets arbejde i den kommende periode. Til hvert bestyrelsesmøde vil referatet gennemgås, og relevante punkter til ”formandens beretning” og nyhedsbreve tydeliggøres i referatet.
8. Der planlægges landsseminar hvert forår. I forbindelse med seminaret afholdes generalforsamling.
Formandens opgaver:
1. Mødeleder bestyrelsesmøderne.
2. Indkalder til bestyrelsesmøder.
3. Udarbejder dagsorden med følgende faste punkter med mulighed for at tilføje andre punkter efter behov:
- Valg af referent
- Godkendelse af dagsorden
- Godkendelse af sidste referat
- Nyt fra formanden
- Økonomi
- Nyt om seminarer / aktiviteter
- Nyt fra webredaktøren
- Eventuelt
- Punkter til næste møde
- Punkter til ”formandens beretning” eller nyhedsbreve
Dagsorden sendes minimum 1 uge inden bestyrelsesmødet.
4. Modtager indgående mails/nyheder fra DSR, DASYS, SST m.m. og videreformidler til bestyrelsesmedlemmerne.
5. Sikrer at bestyrelsen er informeret om aktuelle og relevante sager.
6. Er høringsansvarlig i samarbejde med næstformand.
7. Repræsentant i DASYS, DSR og kongressen – kan uddelegeres.
8. Besvarer overordnet høringssvar, arbejdsgrupper og råd. Kan uddelegeres til næstformanden.
9. Udtaler sig til presse m.m. og varetager kommunikationen i problematiske sager.
10.Afholder ”Formandens beretning” til generalforsamlinger.
11.Skriver nyhedsbrev 2 gange om året – julebrev og sommerbrev.
12.Byder velkommen til landsseminaret. Kan uddelegeres til hvilket som helst bestyrelsesmedlem.
13.Deltager i planlægningen af seminarerne.
Næstformandens opgaver:
1. Overtager formandens opgaver i tilfælde af dennes fravær.
2. Høringsansvarlig i samarbejde med formanden.
3. Ansvarlig for uddannelsesstøtte og ansøgninger hertil. Alle bestyrelsesmedlemmer skal inddrages i beslutningsprocessen.
4. Deltager i planlægningen af Landsseminar.
Kassererens opgaver:
1. Fører selskabets regnskab og har ansvar for kontingentopkrævning. DSR opkræver kontingent og sender rykkere ved manglende betaling.
2. Har kontakten med regnskabsafdelingen i DSR.
3. Ansvarlig for at indhente tilbud fra kursussteder/hoteller til arrangementer herunder også kontakten og aftalerne med disse.
4. Har ansvaret for at modtage tilmeldinger til Landsseminar (gebyropkrævningsliste).
5. Deltager i planlægningen af Landsseminar.
6. Udarbejder i samarbejde med DSR budget og regnskab for Landsseminar.
7. Fremlægger regnskab ved bestyrelsesmøderne og generalforsamlingerne. Skal sendes til den web ansvarlige, så regnskab og budget kan offentliggøres til selskabets medlemmer på hjemmesiden.
8. Ansvaret for at bestyrelsesmedlemmerne får godtgjort kørselspenge og andre udlæg.
Webansvarliges opgaver:
1. Opdatere selskabets hjemmesiden på DSR med nyheder, arrangementer, billeder, referater, mødeplan for bestyrelsesmøder, dokumenter som f.eks. budget, forretningsorden, visioner osv. samt Power Pointshows og abstracts fra Landsseminar og lign.
2. Ansvaret for at kommentarer på hjemmesiden på DSR bliver besvaret.
3. Opdatere selskabets Facebookside herunder poste artikler, arrangementer, aktivitet på selskabets hjemmeside på DSR og konkurrencer.
4. Ansvaret for at kommentarer og beskeder på Facebook bliver besvaret samt at diskussioner bliver faciliteret.
5. Deltager i DSR arrangementer vedr. brug af Drupal.
6. Ansvaret for at der bliver taget billeder til Facebook og selskabets hjemmeside på DSR.
7. Have overblik over e-mails der bliver send til selskabets g-mail
(fagligtsselskab.fsgos@gmail.com).
8. Deltage i planlægningen af Landsseminar.
Sekretærens opgaver:
1. Har ansvaret for at der bliver ført referat til bestyrelsesmøder og
generalforsamlinger, og at dette bliver sendt til den Web ansvarlige. Det er ikke nødvendigvis sekretæren, der skriver referatet.
2. At referatet bliver sendt til godkendelse af alle bestyrelsesmedlemmer, inden det offentliggøres på hjemmesiden.
3. Har ansvaret for at dokumenter som velkomstbrev, bogkonkurrence, program, evalueringsskemaer osv. til Landsseminar bliver lavet. Det er ikke nødvendigvis sekretæren, der laver dokumenterne.
4. Har ansvaret for alt der skal printer ud til Landsseminar samt papir invitationer til Landsseminar bliver sendt til landets relevante hospitalsafdelinger.
5. Har ansvaret for at lave mapperne til Landsseminaret.
6. Sender nyhedsbreve og andre relevante dokumenter ud til selskabets medlemmer på mail.
7. Har overblik over OneDrive.
8. Deltager i planlægningen af Landsseminar.
Medlemsansvarliges opgaver:
1. Står for rekruttering og kontakten til medlemsambassadørerne.
2. Står for indmeldelser og udmeldelser. Herunder spørge ind til hvorfor folk melder sig ud af selskabet samt at videregive denne information til resten af bestyrelsen.
3. Har ansvaret for at samskrive evalueringsskemaer fra Landsseminar.
4. Deltager i planlægningen af Landsseminar.
PUBLICERET: SIDST REVIDERET: 31. august 2017
Vedtægter for Fagligt Selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejersker
§1 Navn
Stk. 1
Selskabets navn er Fagligt Selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejersker. Kan forkortes FSGOS.
§2 Formål
Stk. 1
- At udbrede, debattere og arbejde med sygeplejefaglige temaer, videndeling og forskning indenfor de gynækologiske og obstetriske specialer
- At bidrage til sygeplejefaglig kompetenceudvikling af selskabets medlemmer
- At fremme det kollegiale sammenhold og samarbejde mellem selskabets medlemmer samt andre faglige selskaber
- At udvikle det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde til gavn for det optimale patientforløb
- At deltage i den sundhedspolitiske debat
- At etablere og deltage i nationale og internationale netværk
§3 Optagelse af medlemmer
Stk. 1
Et medlem kan optages i selskabet, hvis denne er aktivt medlem af Dansk Sygepleje Råd og arbejder indenfor selskabet interesseområde
Stk. 2
Sygeplejestuderende, der er medlem af de Studerendes Landssammenslutning, kan optages
som medlem, når de har interesse for selskabets interesseområde.
§4 Indmeldelse
Stk. 1
Indmeldelse sker på Fagligt Selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejerskers hjemmeside, der er lokaliseret på Dansk Sygepleje Råds hjemmeside.
§5 Udmeldelse
Stk. 1
Udmeldelse sker på Fagligt Selskab for Gynækologiske og Obstetriske Sygeplejerskers hjemmeside, der er lokaliseret på Dansk Sygepleje Råds hjemmeside.
Stk. 2
Hvis et medlem ikke betaler kontingent 4 uger efter modtagelse af 1. rykker, bliver medlemmet automatisk udmeldt af selskabet.
§6 Kontingent
Stk. 1
Til selskabets årlige generalforsamling fastsættes kontingentets størrelse
Stk. 2
Den årlige kontingentopkrævning finder sted d. 1. januar
§7 Generalforsamling
Stk. 1
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed
Stk. 2
Generalforsamlingen afholdes én gang årligt i forbindelse med Landskurset.
Stk. 3
Indkaldelse skal ske skriftligt til selskabets medlemmer med angivelse af dagsorden senest 4 uger inden afholdelse.
Stk. 4
Generalforsamlingen er kun åben for medlemmer af det faglige selskab. Alle medlemmer af det faglige selskab har tale- og stemmeret.
Stk. 5
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset fremmøde.
Stk. 6
Følgende punkter skal indgå i dagsordenen;
- Valg af dirigent
- Valg af stemmetæller
- Godkendelse af dagsorden
- Formandens beretning
- Forelæggelse og godkendelse af regnskab
- Fastsættelse af kontingent
- Indkomne forslag
- Eventuelt
Stk. 7
Afstemning på generalforsamlingen foregår ved håndsoprækning
§8 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1
Såfremt at 1/3 af selskabets medlemmer forlanger det, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
§9 Bestyrelsen
Stk. 1
Bestyrelsen skal bestå af mindst 4 og maksimum 7medlemmer.
Stk. 2
Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år. Det er muligt for et eksisterende bestyrelsesmedlem af blive genvalgt.
Stk. 3
Bestyrelsen konstitueres med formand, næstformand, kasserer, web ansvarlig, sekretær, eventuelt medlemsansvarlig og eventuelt suppleant.
Stk. 4
Bestyrelsen konstitueres ved først komne bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.
Stk. 5
Bestyrelsen fastsætter selskabets forretningsorden.
§10 Valg
Stk. 1
Valg til bestyrelsen finder sted hvert år på generalforsamlingen.
Stk. 2
Alle medlemmer af det faglige selskab kan stille op til bestyrelsen.
Stk. 3
Medlemmer, der ønsker at komme på valg til bestyrelsen, angiver dette på generalforsamlingen eller til et nuværende bestyrelsesmedlem inden generalforsamlingen.
§11 Samarbejde
Stk. 1
Selskabet kan indgå et formaliseret samarbejde med andre faglige selskaber, nationale og internationale foreninger og/eller andre interesse grupper.
§12 Vedtægtsændringer
Stk. 1
Ændringer af selskabets nuværende vedtægter kan ændres på et bestyrelsesmøde.
Stk. 2
Dansk Sygepleje Råds hovedbestyrelse skal orienteres om ændringer i selskabets vedtægter.
§13 Opløsning
Stk. 1
Selskabet kan opløses, hvis 2/3 af selskabets medlemmer ønsker dette på generalforsamlingen.
Stk. 2
I tilfælde af opløsning tilfalder selskabets eventuelle formue til Dansk Sygepleje Råd. Hvis selskabet genopstår indenfor 5 år fra opløsningsdatoen, tilfalder den eventuelle formue det nye faglige selskab.
§14 Overordnet om bestyrelsesansvar
Stk. 1
Bestyrelsen står for foreningens drift og fører tilsyn med foreningens aktiviteter.
Stk. 2
Bestyrelsen skal handle i overensstemmelse med selskabets vedtægter, forretningsorden samt visioner og strategier.
Stk. 3
Bestyrelsen skal handle i overensstemmelse med de beslutninger der træffes på generalforsamlingen
§15 Uddannelsesstøtte
Stk. 1
Selskabet uddeler hvert år uddannelsesstøtte til selskabets medlemmer, hvis denne har ansøgt herom. Men forbeholder os retten til ikke at uddele dette hvis økonomien ikke er til det.
§16 Ikrafttrædelse
Stk. 1
Nærværende vedtægter træder i kraft per. 10. september 2024
Udarbejdet 21-08-2024
Næste revision august 2026