Strategi og Sygeplejefaglig kvalitet
Læs mere om FS Nefros strategi og Sygeplejefaglig kvalitet i Nefrologien.
Sygeplejefaglighed i nefrologien
Udarbejdet af FS Nefro - November 2016
Det faglige selskab for nefrologiske sygeplejersker har valgt at beskrive, hvad sygeplejefaglighed er i nefrologien, fordi vi ønsker:
- at iværksætte aktiviteter, der udvikler den sygeplejefaglige kvalitet
- at beskrive kliniske problemstillinger og udarbejde kliniske retningslinjer
- at tydeliggøre behov for kompetenceudvikling
Beskrivelsen af sygeplejefaglighed i nefrologien blev påbegyndt til årsmødet i 2014. Deltagerne på årsmødet fik ud fra Soduko-metoden, en systematisk brainstorm, udarbejdet første udkast.
Fokus var på hvilken sygepleje, der særligt kendetegner nefrologien. Dette første udkast blev videre bearbejdet af deltagerne på årsmødet i 2015 sammen med fem patienter. Andet udkast blev i foråret 2016 sendt i høring blandt alle medlemmer af FS Nefro, SIG-grupperne, alle sygeplejefaglige ledere i nefrologien, samt via de sociale medier. Denne høring afstedkom en større revision, som tog udgangspunkt i to tilgange til beskrivelse af sygeplejefaglighed i nefrologien.
- Argumentationen for sygeplejefaglighed baserer sig på de særlige udfordringer, som patienter med nefrologisk sygdom har.
- Argumentationen for sygeplejefaglighed baserer sig på evidens og teori. Vi har valgt at anvende Dansk Sygeplejeselskabs beskrivelse af sygeplejefaglighed, som det teoretiske ståsted. Referencer til evidensen fremgår ikke direkte af dette dokument, men kan findes i Dansk Sygeplejeselskabs beskrivelse.
Efter denne større revision gennemgik dokumentet endnu en national høringsrunde, inden dokumentet forlagde færdig til årsmødet november
2016.
Personcentrering er at kende patienten, som en menneske med en livshistorie, følelser, livsfænomener, ressourcer og behov. Derved at se patienten, som den person vedkommende er.
- Tage stilling til, hvordan man værdimæssigt ser på patienten og sygdommens indgriben i patientens liv
- Have opmærksomhed på stigmatiserende træk i sin egen tilgang til patienten
Individuelle behov hos patient med en kronisk sygdom varierer over tid. De individuelle behov afhænger af patientens aktuelle sygdomstilstand, livssituation samt evne til at håndtere sundhed og sygdom. Nyresygdom indebærer oftest en længerevarende kontakt til sundhedsprofessionelle.
- Anvende det indgående kendskab til den enkelte patient og evne at sætte dette kendskab på spil i det aktuelle møde med
patienten med henblik på at tilrettelægge sygepleje med udgangspunkt i patientens individuelle behov
Pårørende er betydningsfulde medspillere i patientens levede liv og har egne behov, oplevelser og erfaringer. De er pårørende hele livet og spiller en rolle i forhold til patientens beslutning omkring sundhed, sygdom, pleje og behandling. Det udfordrer særlig relationen, når den pårørende vælger at donere en nyre.
- Støtte de pårørende i interaktionen med patienten
- Hjælpe patient og pårørende til at mindske
sygdommens betydning i forhold til deres indbyrdes relation - Hjælpe den pårørende til at varetage egne behov
Kroppen er både den fysiske og den erfarede, levede krop. Kroppen bliver påvirket af uræmien. Patienten får eventuelt behov for behandling, som involverer en dialyseadgang eller en transplantion, der betyder at patienten skal have et andet menneskets organ inde i sin krop.
- Støtte patienten i at leve med sin forandrede krop
- Lindre og om muligt mindske uræmiens påvirkning af kroppen.
Livskvalitet og velvære vil variere. Der vil være perioder, hvor sygdommen fylder det meste af patientens liv og andre perioder, hvor det er velvære, der fylder mest.
- Støtte patienten i at bevare eller genvinde livskvalitet og velvære
- Støtte patienten i at genvinde eller fastholde kontrol over eget liv og undgå tillært hjælpeløshed
- Tale med patienten om sygdommen og behandlingens betydning for det daglige liv, både fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt
Patientinvolvering kræver i udgangspunktet, at patienten involveres i at definere, hvad og hvordan vedkommende vil involveres. Der vil være forskellige niveauer for involvering afhængig af kontekst og situation. Patientens deltagelse i den primære opgaveløsning afhænger af patientens viden og færdigheder samt aktuelle situation. Sygeplejersken udgør sammen med de øvrige medlemmer af det tværfaglige team den professionelle støtte, som patienten har adgang til. Relationen mellem patienten og sygeplejersken er essentielt for patientinvolvering.
- Identificere patientens ønsker og behov for involvering
- Have opmærksomhed på, at patientinvolvering udfordrer en kontrollerende tilgang til patienten og efterspørger derimod en
autonomistøttende tilgang til patienten
Patientuddannelse er et blandt flere tiltag, der sigter mod, at patienter med kronisk sygdom i stigende grad bliver involveret i deres sygdom, herunder opnår øget viden om deres sygdom, øget empowerment, forbedret helbredsstatus, kontrol af sygdommen samt reduktion i brug af sundhedsydelser. Patientuddannelse indgår i den
patientrettede forebyggelse.
- Støtte patienten i en sundhedsfremmende adfærd og forebyggende tiltag med henblik på at undgå dialyse og transplantation længst muligt
- Skabe mulighed for, at patienter kan mødes med andre patienter i samme situation ansigt til ansigt eller via sociale medier
Standardisering versus individualisering handler om at balancere mellem evidensen og patientens præferencer og værdier. Sygepleje til patienter med nyresygdom adskiller sig i mange tilfælde fra den generelle viden om patienter, fx forebyggelse af obstipation med rigelig væske og svedsker. Der er derfor i nefrologien behov for
nationale standardiserede patientforløb, men vigtigt at der individualiseres ved behov.
- Forholde sig kritisk til generel viden og tilpasse den til patienten med nyresygdom
- Informere patienten individuelt, tilpasset patientens ønsker og forudsætninger.
- Skabe mulighed for, at patienter og pårørende kan søge information og svar på spørgsmål, f.eks. via mail, hjemmesider mm.
- Udarbejde retningslinjer og patientforløb nationalt
Evidensbaseret sygepleje er en kombination af evidens, professionel erfaring, patientens præferencer og konteksten. Der skal arbejdes på at tilvejebringe evidens indenfor nefrologisk sygepleje fx i forhold til, hvordan de uræmiske symptomer lindres.
- Skabe, udvikle og anvende evidens
- Samarbejde nationalt og internationalt
Uddannelsesmæssigt niveau har betydning for den evidensbaserede sygepleje, da professionel erfaring er et af elementerne, og det faglige skøn er fundamentet. Der skal arbejdes på at højne de akademiske kompetencer hos nefrologiske sygeplejersker nationalt.
- Etablere formelle efter- og videreuddannelsestilbud indenfor nefrologien
Overgange og sammenhænge er en problematik set fra de professionelles synspunkt. Patienten er ikke på samme måde optaget af denne problematik, men i højere grad at komme tilbage til det normale liv hurtigst muligt. Patienter med nyresygdomme oplever blandt andet overgange fra ambulant til indlagt, fra sekundær til primær, fra en nefrologisk afdeling til en anden nefrologisk afdeling osv.
- Skabe kontinuitet og minimere antallet af sundhedsprofessionelle om hver patient.
- Have kendskab til hinandens arbejdsområder og kontekst og derved bidrage til, at patienten opnår realistiske forventninger til fremtidige samarbejdspartnere
- Undervise samarbejdspartnere i andre specialer og primærsektor om de særlige udfordringer, der kendetegner patienten med nefrologisk sygdom
- Minimere overgange hvis muligt
Sundhedsteknologi er teknologi der anvendes med henblik på at løse et sundhedsproblem eller forbedre livskvalitet. Dialysemaskiner kan dermed være en sundhedsteknologi, men for at være en sundhedsteknologi, skal dialysemaskinerne ikke forværre patientens livskvalitet eller skabe andre sundhedsproblemer for patienten. Ofte er sundhedsteknologi selvteknologi, det vil sige at patienten skal anvende teknologien selv.
- Indtænke sundhedsteknologi i nye måder at løse opgaver på til gavn for patienten
- Forholde sig kritisk til sundhedsteknologi, hvordan og hvornår den anvendes, og hvilken støtte patienten har behov for i forhold til at anvende sundhedsteknologi
- Besidde tekniske færdigheder
Begreber anvendes på mange måder og med mange betydninger indenfor sundhedsvæsenet og nefrologien. I nefrologien anvendes fx begreberne maksimal medicinsk uræmisk behandling (MMU), selfcare og limited care. Begreberne er ikke entydige for hverken professionelle eller patienter ej heller internationalt.
- Definere begrebers betydning for os selv og omgivelserne. Dette bør ske nationalt og i samarbejde med patienter, samt med inddragelse af internationale begrebsdefinitioner
Rolleforventninger er direkte og indirekte forventninger til, at patienten og de professionelle indtager bestemte roller. En forventning blandt de professionelle til patienten med nyresygdom er, at patienten er så selvhjulpen som muligt.
Nyresvigt er oftest vedvarende og livslangt, hvorfor der er en forventning til patienten om at forlige sig med tilstanden, og de udfordringer tilstanden medfører.
- Eksplicitere rolleforventning via den skriftlige og mundtlige kommunikation
- Undervise patienter i livet med nyresygdom
Der er en stigende ulighed i sundhed. Hvis der skal skabes lighed i sundhed, kræver det, at sygeplejen tilrettelægges ud fra princippet om ulighed. Hvis alle behandles lige, vil denne ulighed udbygges.
- Anvende ressourcerne på de patienter, der har størst behov for sygepleje
Monitorering bidrager til at identificere den sygeplejefaglige kvalitet i nefrologien. I nefrologien eksisterer der ikke nogen selvstændig database med sygeplejefaglige indikatorer. Dansk Nefrologisk Selskabs landsregister indeholder indikatorer, der monitorerer områder indenfor den sygeplejefaglige kvalitet, fx antallet af patienter med peritonitis.
- Anvende monitoreringen til at identificere sygeplejefaglige problemstillinger, der kan bliver genstand for videre undersøgelse og dermed forbedre den sygeplejefaglige kvalitet
- Udarbejde kliniske retningslinjer, der angiver sygeplejefaglige outcome indikatorer
Strategi for FS Nefro 2020 – 2025
Bestyrelsen i FS Nefro har udarbejdet denne strategi, som tager udgangspunkt i den tidligere strategi og en spørgeskemaundersøgelse i foråret 2019 blandt medlemmer af FS Nefro. Strategien har været i høring foråret 2020. Strategien sætter fokus på bestyrelsen og FS Nefros arbejde de næste 5 år. FS Nefro ønsker at sætte fokus på synlighed, involvering og samarbejdsrelationer, samt bestyrelsen med henblik på at skabe sygeplejefaglig kvalitet i nefrologien, illustreret ved ovenstående model.
Strategien udspringer ligeledes af det udarbejdede tekst
”Sygeplejefaglighed i Nefrologien” som du kan se andetsteds her på siden
FS Nefro har en beskrivelse af den sygeplejefaglige kvalitet indenfor nefrologien på et evidensbaseret grundlag. FS Nefro bidrager til, at den sygeplejefaglige kvalitet i nefrologien udvikles og at sygeplejersker i nefrologien har muligheder for kompetenceudvikling.
Aktiviteter
- Afholde årsmøde en gang årligt med primært sygeplejersker som oplægsholdere og hvor nyeste viden indenfor nefrologien præsenteres på et evidensbaseret grundlag
- Opdatere beskrivelsen af den sygeplejefaglige kvalitet minimum hvert 5. år. Beskrivelsen er udarbejdet i 2017 i samarbejde med medlemmer og patienter
- Udvikle en national sygeplejefaglig terminologi indenfor nefrologien og derved give den nefrologiske sygepleje et fagsprog
- Etablere en hjemmeside, hvor plejeplaner indenfor nefrologien deles
- Initiere at SIG og netværksgrupper mødes minimum to gange årligt, og sikre at de er i progression med deres projektbeskrivelse/kommissorium ved at de gør status overfor FS
Nefro minimum to gange årligt - Initiere at SIG og netværksgrupper arbejder på at udvikle evidensbaseret viden indenfor den nefrologiske sygepleje. SIG gruppers arbejde er beskrevet i projektbeskrivelser og netværksgruppers arbejde er beskrevet i et kommissorium. Minimere tid der anvendes til at rejse, men afhold videomøder og webinar. Begrænse arbejde med maskine/produkt specifikke områder
- Etablere en hjemmeside, hvor kompetenceudviklingsmuligheder for sygeplejersker indenfor nefrologisk sygepleje deles
- Initiere at nefrologisk sygepleje har minimum to godkendte sygeplejefaglige kliniske retningsliner
- Udvikle kompetenceudviklingsmuligheder for sygeplejersker indenfor nefrologisk sygepleje der har international standard, hvis muligt at opnå en EDTNA/ERCA godkendelse
- Vejlede sygeplejersker i udarbejdelse af projektbeskrivelse, abstract, poster og oplæg til nationale og internationale konferencer
FS Nefro er et aktivt forum i forhold til kommunikation og sparring for nefrologiske sygeplejersker, ledere og ressourcepersoner og hvor alle nefrologiske centre i Danmark er repræsenteret
Aktiviteter
- Opdatere kontaktliste over ledere i nefrologien minimum en gang årligt
- Involvere frivillige i konkrete opgaver, herunder planlægning af årsmøde, EDTNA/ERCA brandambassador, ledelse af netværksgruppe
- Beskrive hvilke faglige, personlige og sociale kompetencer frivillige har mulighed for at opnå samt hvilke forventninger vi har til frivillige
- Invitere relevante ressourcepersoner til sparringsmøder, når konkrete opgaver skal løses, fx opdatering af specialeplan
Alle nefrologiske sygeplejersker har kendskab til FS Nefro. Interessenter kontakter naturligt FS
Nefro for at få viden om nefrologisk sygepleje. FS Nefro er synlig på de sociale medier, herunder
Facebook, Instagram og eventuelt Twitter.
Aktivitet
- Udsende Nyhedsbrev minimum fire gange årligt
- Ajourføre nyheder på Facebook minimum to gange om måneden
- Sikre at facebook siden kobles til Instagram ved alle opslag
- Undersøgen brugen af Twitter
- Opdatere hjemmesiden, med nyheder minimum en gang om måneden
- Udarbejde Årsplan for kommunikation en gang årligt i januar
- Udarbejde kronik eller debatoplæg en gang årligt til relevant medie med hjælp fra kommunikationskonsulent. Opfordre medlemmer via nyhedsbrev og hjemmeside til at komme med emner for debatoplæg
FS Nefro har væsentlige samarbejdsrelationer, herunder Nyreforeningen, DASYS, DSR, EDTNA/ERCA, Dansk Nefrologisk Selskab, Sundhedsstyrelsen mv. FS Nefro er en synlig og nødvendig samarbejdsrelation, der bidrager aktivt i samarbejdet.
Aktiviteter
- Fortsætte som medlem af DASYS og deltage aktivt i DASYS’s arbejde. Være repræsenteret i bestyrelse og rådsarbejde
- Deltage aktivt i DSR’s aktiviteter
- Sikrer, at Nyreforeningen inviteres til årsmødet
- Fortsætte som medlem af EDTNA/ERCA og deltage aktivt i deres arbejder. Være repræsenteret som brandambassador og i rådsarbejde
- Være vært for EDTNA/ERCA i perioden 2021-2025
- Etablere samarbejde med de øvrige nordiske lande samt Færøerne, herunder invitere dem til årsmødet
En bestyrelse, der er veldrevet, effektiv, ressourcebevidst, visionær, strategisk og løfter i fællesskab
Aktiviteter
- Opdatere strategien hvert femte år
- Udvælge områder i strategien, der skal fokuseres på en gang årligt i januar
- Rekruttere to ekstra medlemmer til bestyrelsen
- Afholde generalforsamling en gang årligt med deltagelse af minimum 30 medlemmer
- Uddele midler til sygeplejersker, der udvikler og forsker indenfor nefrologien
- Uddele midler til sygeplejersker, der deltager i internationale nefrologiske konferencer
- Lede arbejdet i SIG og Netværksgrupper