Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Genbrug af medicin? 

Mellem børnebøger og brugt tøj på hylden i andelsforeningens byttebiks finder klinisk sygeplejespecialist Birgit Straube fra Bispebjerg Hospitals smerteklinik en dag en æske med præparaterne Sertralin og Alnok. Efter den første forbavselse har lagt sig, var Birgit egentlig ikke helt så overrasket over fundet.

byttebiks med medicin

"Jeg tænkte, det kunne være det næste logiske skridt for nogle af vores patienter at dele medicin i en byttebiks. Vi ved fra en mindre undersøgelse, vi har lavet, at mange har et overskud af morfintabletter liggende i hjemmet. Undersøgelsen viste også, at nogle af dem gerne deler ud af den overskydende medicin til pårørende," fortæller Birgit Straube. 

 

Sammen med kollegerne, kliniske sygeplejespecialister Elizabeth Dyhre fra smerteklinikken og Tine Gry Larsen fra ortopædkirurgisk afdeling begge Bispebjerg Hospital, har hun gennemført to pilotprojekter. De har kortlagt, hvor mange af de ordinerede morfintabletter eller morfinlignende præparater patienterne i smerteklinikken reelt bruger, og hvad de gør med den ubrugte medicin. 

 

"De er gode at have i baghånden"
"I de to grupper, postoperative patienter og patienter i smerteklinikken, vi har undersøgt, har cirka halvdelen morfintabletter liggende derhjemme. Patienter under 30 år er ofte ikke klar over, at de kan aflevere medicinen på apoteket, mens patienter over 50 år godt ved det. Mange forklarer os, at det giver dem tryghed at have tabletterne liggende, hvis behovet for smertelindring skulle opstå," siger Birgit og tilføjer, at det kan øge risikoen for, at patienterne bruger morfinen til smerter, der normalt kunne lindres med håndkøbsmedicin. 

 

"Hvis man for eksempel får hovedpine, tandpine, ondt i ryggen eller lignende og har morfintabletter i huset, kan det være lettere at ty til dem i stedet for håndkøbsmedicinen. Det kan føre til et langvarigt og uhensigtsmæssigt forbrug," forklarer Birgit og fortsætter:

 

"Når vi samtidig får at vide i vores undersøgelse, at især patienter i langvarig behandling med morfin gerne deler ud af deres tabletter til pårørende, giver det os god grund til at skærpe vores allerede høje opmærksomhed på udlevering og udskrivning af morfin eller morfinlignende præparater." 

 

Vi har en vigtig forebyggende rolle
"Vi ser en tendens i samfundet lige nu til et øget forbrug af morfinpræparater uden for sundhedsvæsenet. Der er en decideret Fentanyl-krise i USA, som skræmmer. Derfor vil vi fra smerteklinikken gerne bidrage til at udbrede opmærksomheden på vores anbefalinger (se dem herunder) til andre sygeplejersker. Vi mener, at vi som sygeplejersker har en vigtig forebyggende rolle at spille her," afslutter Birgit. 

Anbefalinger fra Smerteklinikken på BBH 

  • Patienter bør udskrives med en slutdato for behandling med morfin og morfinlignende medicin. 

  • Patienter bør kun få udleveret en lille mængde morfin eller morfinlignende medicin ved udskrivelse, tilpasset det forventede forbrug. 

  • Hvis der udstedes en recept, bør den kun omfatte et lille antal tabletter eller kapsler. 

  • Patienter, der har gennemgået en operation, som kræver længerevarende brug af morfin, bør udskrives med en ned- eller udtrapningsplan. 

  • Patienter med et længerevarende forbrug af morfin inden operationen bør ligeledes udskrives med en ned- eller udtrapningsplan. 

  • Patienter bør informeres om at kontakte egen læge eller den udskrivende afdeling, hvis ned- eller udtrapningen ikke går efter planen. 

  • Patienter skal informeres om, at længerevarende behandling med morfin indebærer risiko for tilvænning. 

  • Patienter bør oplyses om virkninger og bivirkninger ved morfin og morfinlignende medicin. 

  • Patienter opfordres til ikke at dele deres morfin eller morfinlignende medicin med pårørende. 

  • Patienter opfordres til at aflevere overskydende medicin på apoteket. 

Læs resultaterne fra pilotprojekt om opbevaring af opeoider
På Bispebjerg Hospitals smerteklinik, har man undersøgt patienternes brug og opbevaring af overskydende medicin.