Psykiatriske sygeplejersker bør have specialuddannelsen i psykiatri

Psykiatrisk specialsygeplejerske Ditte Vallø: Sygepleje uden opbygning af en relation er ikke en mulighed

Al sygepleje handler om hjælp, selvhjælp og styrke til at kunne opfylde basale menneskelige behov – lige præcis sådan, som det enkelte individs behov præsenterer sig. Ditte Vallø arbejder på en afdeling, hvor dette faktum ikke er til at komme udenom. Og det er derfor, hun elsker sit arbejde.

Ditte Vallø, psykiatrisk specialsygeplejerske, arbejder på femte år på De Særlige Pladser, som for nylig er flyttet fra Frederikssund til Psykiatrisk Center Glostrup og nu ligger i Brøndby (se mere om afdelingen nederst på siden).

At se mennesket bag symptomerne er ikke en kliché på Dittes arbejdsplads

At se mennesket bag diagnoser og symptomer og møde dem, hvor de er, kan for nogle sygeplejersker desværre efterhånden lyde som floskler uden bund i virkeligheden. På Dittes afdeling er det imidlertid en helt central tilgang og slet ikke til at komme udenom.

Patienterne lider af psykisk sygdom og har samtidig et misbrug af alkohol og/eller andre stoffer. Ditte beskriver patienternes udgangspunkt sådan her:

"Det er mennesker med helt særlige livserfaringer. De har ofte haft store traumer og modgang i livet. De har klaret sig humpende igennem livet – på trods af, at kontakten og relationerne til andre mennesker ofte har lidt skade meget tidligt i livet. På trods af, at de ikke er blevet mødt på de basale menneskelige behov i forhold til at blive set og anerkendt. De har også en mængde basale fysiske og sociale behov, som de ikke selv har overskud til eller overhovedet har lært at opfylde gennem deres liv.

Så er der den medicinske behandling, som på et plan kan have effekt på det psykiske, men samtidig er fuld af belastende bivirkninger. Endelig er de udsat for en enorm stigmatisering, forklarer Ditte og konkluderer:

"Vi har en vigtig opgave i ikke at bidrage yderligere til den stigmatisering."

Ditte er selv det vigtigste værktøj

Som sygeplejerske oplever Ditte en stor kompleksitet i sin afdeling. Man skal have viden om den bio-psyko-sociale model, om relationer og menneskelige behov, om psykodynamik, om kommunikation – og en hel masse viden om den enkelte patients livserfaringer, ønsker og behov. Den ene side af Dittes faglighed består i at kunne håndtere denne viden.

"Den anden side er, at jeg selv som person er et af de vigtigste værktøjer. Al behandling og pleje er helt afhængig af, hvordan jeg bruger mit faglige skøn og danner troværdige relationer med patienten," siger Ditte og forklarer videre:

"Det kræver, at jeg evner at se forbi mine egne fordomme, bias og livserfaringer. Og det kræver til gengæld kollegial sparring, refleksion, erfaringsudveksling og supervision. Det er meget, meget vigtigt i vores hverdag," understreger Ditte, der også ser dette som et middel til at undgå at brænde ud.

Patienter med veludviklet radar for fake

Helt konkret går den første tid, patienten er på afdelingen, med at skabe tillid og troværdighed – vel at mærke hos mennesker, som igennem mange år har oplevet svigt på svigt fra omgivelserne.

"Jeg skaber tillid ved først og fremmest at være troværdig. Og det lyder måske nemt. Men ud over at tage det meget bogstaveligt, at deres mål, ønsker og behov er udgangspunktet for samværet, så handler det også om, at jeg skal være autentisk og ærlig. Man må oprigtigt ville sin patient. Det er ikke en mulighed at fake det – det opdager patienterne med det samme. De har opbygget en meget veludviklet radar for den slags," siger Ditte smilende.

"Det handler også om at give noget af mig selv, og det tror jeg er vigtigt. Det kan være at tage noget med hjemmefra til at pynte eller skabe hygge i afdelingen, fortælle små episoder fra mit eget liv, eller blive det kvarter længere, der gør, at en samtale eller en aktivitet kan blive rundet ordentligt af," forklarer Ditte.

Fællesskab peger mod fremtiden efter indlæggelsen

Ditte og kollegerne har sideløbende med relationsopbygningen hele tiden blik for, hvordan og hvor de i hverdagen på afdelingen kan skabe overskuelige og givende fællesskaber for den enkelte patient.

"At arbejde med relationen betyder også, at patienterne kan få lyst og overskud til at opsøge relationer og dermed fællesskaber," siger Ditte.

"På den anden side af opholdet hos os er fællesskaber – så små de end måtte være – en forudsætning for at kunne eksistere i samfundet. Mennesker er flokdyr, og hvis fællesskab og relationer opfattes som farlige, så er man truet på sine basale menneskelige behov," forklarer Ditte.

Urealistiske mål om et liv uden for systemets rammer

Efter at have taget specialuddannelsen i psykiatri er Ditte begyndt at reflektere over de rammer, samfundet tilbyder patienterne for at kunne indgå i fællesskaber.

"Jeg er begyndt at spekulere på, om de gamle institutioner som eksempelvis Sct. Hans havde noget at byde på for de svageste patienter – i form af et langvarigt hjem med et landsbylignende fællesskab, hvor alle kan byde ind med det, de kan.

Måske var der bedre mulighed for at skabe meningsfuld beskæftigelse og små fællesskaber så at sige inden for murene. Nogle gange virker det uærligt at arbejde mod et mål om, at patienten skal kunne fungere i et bosted med færre ansatte eller alene i en lejlighed."

Forskning er fremtiden

Ditte runder samtalen af med at se ud i sin egen fremtid, hvor hun måske gerne vil gøre sig klar til at kunne forske i netop recovery for de mest stigmatiserede og svageste patienter i psykiatrien.

"Specialuddannelsen har givet mig lyst til at fortsætte med en kandidat for at kunne være en del af den forskning, som jeg mener er meget nødvendig for at udvikle vores fag, skabe evidens for sygeplejens kerneværdier og forbedre tilbuddene til de patienter, der ikke kan hjælpe sig selv."

Specialuddannelsen har ændret Dittes perspektiv fuldstændigt

Ditte Vallø blev færdig med sin specialuddannelse i psykiatri i december 2024.

"Jeg synes, jeg var en dygtig sygeplejerske, før jeg tog min specialuddannelse. Men alligevel er der en verden til forskel på min forståelse af min egen rolle og min tilgang til patienterne," siger Ditte.

"Jeg kan sige det helt kort og lidt karikeret på denne måde: Før min specialuddannelse opfattede jeg nok mest min rolle som at hjælpe lægen med den diagnostiske proces. Nu opfatter jeg min rolle som at være patientens vidensbank og talsperson, når patienten ikke kan tale for sig selv," forklarer Ditte.

"Jeg mener, at alle burde være specialuddannet i psykiatri. Med den kompleksitet, der er i psykiatrien, er jeg ikke i tvivl om, at kvaliteten ville blive højere, hvis alle havde en specialuddannelse. Og i hvert fald er min egen erfaring, at patientens mål og behov ville komme meget mere i centrum for sygeplejen."

Sikkerhedsassistenter i psykiatrien er en nødløsning

På mange af de psykiatriske afdelinger i hovedstadsområdet har man på grund af mangel på uddannet personale måttet ansætte sikkerhedsassistenter. De er oftest rekrutteret fra vagtværn, og de har derfor ingen erfaring eller viden om psykiatri eller pleje.

Nicklas Vagner Forsmann, kredsnæstformand i DSR Kreds Hovedstaden med ansvar for psykiatrien, har gjort ledelsen i Psykiatrivirksomheden i Hovedstaden opmærksom på, at DSR kun kan opfatte ansættelse af sikkerhedsassistenter som en nødløsning.

"Der er ingen tvivl om, at uddannelse og høj faglighed er helt afgørende for både patienters og ansattes sikkerhed i psykiatrien. Derfor er det selvfølgelig utilfredsstillende, at man nu snart i en årrække har måttet ty til at ansætte ufaglærte sikkerhedsassistenter. Men vi anerkender også, at det er et bedre alternativ end slet ikke at kunne ansætte nogen".

Sygeplejerskerne passer på patienten, og vagterne passer på sygeplejerskerne

Ditte Vallø er specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske og arbejder på De Særlige Pladser, der er en del af Psykiatrisk Center Glostrup. På hendes afdeling er der ansat sikkerhedsassistenter, og Ditte forklarer om samarbejdet med dem:

Rollefordelingen er, at jeg passer på patienten, og de passer på mig. Vi har en opgave i rent fysisk at placere dem i rummet og på afdelingen, så de ikke ligefrem ender med at forhindre mig i at passe på patienten, siger Ditte.

Ditte tager det faglig ansvar

Jeg skal tænke over, om sikkerhedsassistenternes synlighed kan signalere fare, vold eller mistro, eskalering af konflikter og andet, der skader troværdigheden i mit samarbejde med patienten. Samtidig skal sikkerhedsassistenterne placeres, så de kan passe på mig. Det kan være en ret delikat balancegang, som jeg skal tage ansvaret for, fordi det er mig, der har den viden, der skal til for at forstå situationen.

Uddannelse er vigtig for sikkerheden

Ditte så hellere, at man kunne ansætte uddannet personale og også flere specialuddannede sygeplejersker i hendes afdeling i stedet for sikkerhedsassistenter, hvis uddannelse er et kort kursus i regi af Psykiatrivirksomheden.

Jeg har selv erfaret med min specialuddannelse i psykiatri, hvor vigtig uddannelse og viden er for min egen indstilling til mit arbejde og til patienterne (Læs Dittes fortælling om at blive specialuddannet i psykiatri).

Og jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg ville foretrække at have uddannede sygeplejersker i stedet for sikkerhedsassistenter, hvis det kunne lade sig gøre. Men som det er nu, hvor vi ikke kan skaffe sygeplejersker, så skal vi have dem og bruge dem til at sikre os. Men det er absolut en nødløsning.

Lang vej for psykiatrien mod fagligt funderet sikkerhed

Nicklas Vagner Forsmann ser en lang vej for psykiatriens udvikling mod en mere fagligt funderet høj sikkerhed for patienter og ansatte:

Første skridt er at gøre det endnu mere attraktivt at være ansat i psykiatrien. Her er faglighed og mulighed for faglig udvikling en af de faktorer, som regionen bør arbejde mere intensivt med. Hver en plads på Specialuddannelsen i Psykiatri for sygeplejersker skal anvendes. Jeg så også gerne, at målet for antallet af specialuddannede sygeplejersker i psykiatrien blev hævet fra de nuværende 50 % til tæt på 100 %, siger Nicklas.

Arbejdsvilkår og løn er en del af det at være attraktiv for sygeplejerskerne, og der kan man også skrue på nogle håndtag, siger Nicklas.

Det er blandt andet meget vigtigt, at grundnormeringen højnes. Der er for få ansatte i forhold til antallet af patienter. Grundforudsætningen for udvikling, sikkerhed og tryghed er, at antallet af patienter pr. ansatte er i orden.

Sammenlægning af psykiatri og somatik peger ikke i retning af bedre sikkerhed

Nicklas Vagner Forsmann holder sammen med psykiatriens fællestillidsrepræsentanter skarpt øje med den nært forestående sammenlægning af psykiatrien (se mere om det her på siden).

Det, jeg og fællestillidsrepræsentanterne frygter, er, at det samlede fokus på sikkerhed, man trods alt har haft i Psykiatrivirksomheden, nu vil blive splittet op og lagt ud til hvert hospital. Jeg kan ærlig talt være bekymret for, at vi kommer til at se en fragmentering af indsatsen for at højne sikkerheden for både de ansatte og patienterne, siger Nicklas.

Nicklas Vagner Forsmann vil sammen med fællestillidsrepræsentanterne holde øje med om den 23 punktsplan, som psykiatrivirksomheden i Region Hovedstaden har sat i værk for at højne sikkerheden fortsat vil være central for udviklingen. Også når psykiatrien snart bliver lagt sammen med somatikken. 

Læse debatindlæg i Sundhedsmonitor fra 

Tanja Due Krogh Madsen

Forperson i Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker