Nyhed
Når vold indtager arbejdspladsen
Ingen medarbejdere bør frygte for deres sikkerhed. Alligevel er der alt for mange eksempler på, at sundhedsmedarbejdere udsættes for vold og trusler. Efter sommerens drab på en psykiater er sikkerhed i sundhedsvæsenet igen på den politiske dagsorden. Presset på sundhedsvæsnet og på sygeplejefagligheden er højt. Det kalder på handling nu.
Publiceret:
21. august 2023
Senest opdateret:
21. august 2023
Det SKAL være sikkert at gå på arbejde
Ingen medarbejdere bør have en god grund til at frygte for sikkerhed, når de tager på arbejde. Alligevel møder vi medlemmer, som i stigende grad møder patienter og pårørende, som opfører sig truende eller udøver vold.
Denne sommers drab på en psykiater har givet en meget trist anledning til, at opmærksomheden omkring vold mest har drejet sig om psykiatrien. Men desværre oplever sundhedspersonale mange steder i sundhedsvæsenet, at vold og trusler om vold er blevet en stadig større del af hverdagen.
Samarbejde og høj faglighed forebygger
-Det er selvfølgelig et problem, hvis man i det daglige er utryg, fordi man skal stå model til verbale udtalelser, som går lige til eller netop over grænsen. Det slider på arbejdsglæden og kan skabe angst, stress og mistrivsel, siger arbejdsmiljøkonsulent Karin Bloch Nielsen.
Hun understreger, at det er afgørende, at frygt og utryghed i arbejdet ikke bliver et individuelt problem.
-Faglig sparring med kolleger og ledelsen i hverdagen er helt afgørende. Ledelsen skal tage ansvar for, at der er enighed om behandlingsmetoderne. Der skal være rammer og kompetencer til at få et respektfuldt samarbejde med patienterne og dermed at kunne udøve en høj faglighed. Det ved man kan forebygge vold og trusler om vold.
Arbejdsgiver har bolden
Arbejdsgiver – regionen og kommunerne - er lovmæssigt forpligtiget til at sikre, at arbejdet kan udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i forhold til risiko for arbejdsrelateret vold i og udenfor arbejdstid.
Kilde: Arbejdstilsynet
DSR Kreds Hovedstaden: Uacceptabel risiko
Kredsnæstformand Nicklas Vagner Forsman understreger, at det haster at få implementeret de tiltag, som allerede er besluttet:
- F.eks. fik regionerne allerede fra 2021 muligheden for at beskytte deres medarbejdere mod at få deres navne i journaler. Den beskyttelse bliver formentlig først rullet ud i 2024. Det har for lange udsigter. Regioneners begrundelse om, at det kræver en kostbar teknisk løsning, står ikke mål med de alvorlige omkostninger, det har for de medarbejdere, som bliver opsøgt, truet og i nogle tilfælde udsat for vold.
Medarbejderne ved, hvor skoen trykker
Nicklas Vagner Forsman peger desuden på, at det er helt afgørende, at politikere og arbejdsgiver ikke handler uden at få medarbejdernes perspektiv med.
- Medarbejderne har den faglighed, viden og erfaring, som er afgørende for, at de sikkerhedsforanstaltninger, der træffes, ikke kun er dem, som er meget synlige. Vagter og låse og visitationer kan selvfølgelig være en del af svaret. Men medarbejderne, særligt i psykiatrien, har nogle langt mere nuancerede opfattelser af og bud på både problemet og løsningerne.
Kredsen i pressen om behov for øget sikkerhed
DR P4 København 8. august
Kredsformand Kristina Robins efterlyser en bedre prioritering af *pseudonymisering af medarbejderne. P4 København her 2:07:41 fremme i udsendelsen.
Debatindlæg Politiken (Kultur) 16. august
Kredsnæstformand Christian Kummerfeldt problematiserer over arbejdsgivers manglende prioritering af *pseudonymisering af medarbejderne.
TV2 Kosmopol 14. august
Kredsnæstformand Nicklas Vagner Forsman udtaler sig om Region Hovedstadens tiltag efter påtale fra Arbejdstilsynet. 19:30 - 14. aug. 2023 | TV 2 Kosmopol
TV2 Kosmopol 18. august
”Nej tak til metaldetektorer” siger psykiatrisk sygeplejerske Ken Strøm Andersen.
*Pseudonymisering betyder, at medarbejdernes navne ikke fremgår af journaler og på navneskilte. I steder anvendes en kode, som identificerer medarbejderen.
Foto:
Søren Svendsen
10 råd til at forebygge vold og trusler
Systematisk arbejde og læring fra erfaringer, planlægning, uddannelse og supervision - det er nogle af de ti bud fra forskerne, når vold og trusler skal forebygges.