Nyhed
God OK26 på vej med vigtige aftaler nu og for fremtiden
Forhandlingerne om en ny treårig overenskomst er snart ved vejs ende.
Publiceret:
11. marts 2026
Senest opdateret:
10. marts 2026
I Politisk Ledelse er vi enige om, at selvom vi kunne ønske os mere, ser vores OK ud til at blive ret OK. Den giver alle sygeplejersker en (lille) reallønsfremgang på godt 6% i stat, region og kommuner. På det regionale område er der allerede aftalt et vigtigt løft af pensionen til 15%. Mens vi venter på udfaldet af de specielle forhandlinger på det kommunale område, fremhæver vi et par konkrete regionale resultater på områder, vi politisk har kæmpet for også lokalt:
- Tillæg til erfarne specialuddannede, fordi uddannelse skal kunne betale sig
- Tillæg til sygeplejersker med 0-7 års anciennitet, fordi vi ved, at tidlig lønforbedring har betydning for at blive i faget
- Aftale om løn i sidste del af praktikken, fordi det er et stort ønske fra de studerende. Nu bliver der nye muligheder - og spørgsmål.
- Rådighedsvagt fra vagtværelse tæller nu med i beregning af 300-timers tillægget. Det fylder for Hovedstadens medlemmer, og kampen fortsætter.
Og så lægger overenskomsten nogle vigtige spor i retning af et mere bæredygtigt arbejdsliv. Det handler om mere frihed for den enkelte til at vælge mellem løn, pension og frihed og om en styrket indsats for trivsel og fleksibilitet i hverdagen - både for børnefamilier og for dem, som er andre steder i livet. Det er gode signaler, som vi bakker op om. Og de skal både forstærkes og forbedres i kommende overenskomstforhandlinger.
Hvad sker der nu?
De sidste forhandlinger på det statslige område er sat på pause pga. folketingsvalget og følger en særskilt proces. Men når de sidste forhandlinger på det kommunale område er afsluttet, samles kongressen.
Her bliver det besluttet, om aftalen kan sendes videre til urafstemning blandt de stemmeberettigede medlemmer. Det er ved urafstemningen, du kan stemme Ja eller Nej og dermed tilkendegive din holdning til det videre forløb hen imod en endelig overenskomst, som sætter rammen for kommunalt og regionalt ansatte sygeplejerskers løn og vilkår i de næste tre år.
Få mere at vide
Få mere at vide om OK26-resultatet og hvad det betyder for dig ved at følge med i DSRs nyhedsstrøm: Læs nyhedsmails i din indbakke, tjek hjemmesiden dsr.dk og sociale medier eller deltag i de OK-møder for medlemmer og tillidsvalgte, som følger, når forhandlingerne er afsluttet. Find en samlet mødeoversigt på dsr.dk så snart som muligt.
I Politisk Ledelse ser vi også frem til gode dialoger med jer. Tøv ikke med at kontakte os på SoMe eller direkte her.
Charlotte Engell, Rikke Wiwe, Ditte Hammer, Kristina E. Frederiksen og Freja Södergran
Politisk Ledelse i DSR Kreds Hovedstaden