Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Win-win findes ikke

Det er udtryk for magisk tænkning, hvis du hører nogen hævde, at en løsning er win-win. Det påstår Susanne Ekman, der har udgivet bogen Giftig Gæld - en ananlyse af sundhedsvæsnet tæt på kollaps.

Publiceret: 

14. maj 2023

Senest opdateret: 

19. juni 2023

Af:

Vibeke Hvas

hovedstaden@dsr.dk

Genkender ”Newspeak”

35 medlemmer var med, da Susanne Ekman, lektor på RUC og forfatter til bogen Giftig Gæld, holdt oplæg i Kreds Hovedstaden i marts 2023.

Genkendelsen blev hurtigt vakt, da Susanne Ekman rullede sin analyse af mekanismerne i finanssektorens kollaps ud over sundhedsvæsnets udvikling gennem de sidste årtier.  

Susanne kalder det magisk tænkning, når politikere og andre beslutningstagere hævder at:

  • Løsninger kan være win-win
  • Ledelse kan udrette mirakler

”Der er New Speak, som ikke har hold i virkeligheden. Der er altid en pris, og ledelser har ikke andre muligheder end at sende prisen nedad til de ansatte. Sandheden er, at der gennem mange år er lovet mere, end nogen har kunne holde.”

Eksempler på, hvad dobbeltbinding og Newspeak er:

Dobbeltbinding: Lær at prioritere, men lad dig samtidig måle, kontrollere, straffe og belønne ud fra en forventning om, at du når det hele og mere til.

Newspeak: Brug jeres sundhedsfaglige vurdering til at beslutte, hvem der skal have hjemmepleje i dag. MEN - I må lære at sætte borgeren før fagligheden.

Stram styring = uddelegering, ekstrabelastning = aflastning, forringelser = forbedringer. 

Systematisk underfinansiering

Der har ifølge Susanne været tale om helt systematisk underfinansiering.

”Man har underdrevet belastningen og overdrevet potentialet i finansieringen af sundhedsvæsnet. Sundhedsplatformen er et eksempel på, hvordan man overvurderer potentialet for ny teknologi, indkassere det man tror, man kan spare på forhånd og har overvurderet kompleksiteten i systemet og dets implementering”.

Ligner finanssektoren op til kollapset i 2008

”Sundhedsvæsnet har – ligesom finanssektoren op til kollapset i 2008 - gennem mange år deltaget i et ponzi-spil (Ponzi er en slags pyramidespil, hvor investering holdes i gang af ny gæld ). Vi er nået dertil, hvor det er tydeligt at det, politikere lover, ikke har hold i den virkelighed, de udtaler sig om, siger Susanne til deltagerne.

Det kommer til at gøre ondt uanset hvad

Nogle af deltagerne på aftenens møde, havde betalt en høj personlig pris for at være nederst i ponzi-spillet. De har oplevet langvarig stress og sidder tilbage med både fysiske og psykiske men. Iveren var derfor stor for at høre, hvordan ponzi-spillets magiske tankegang kan stoppes.

”De svar har jeg ikke”, må Susanne skuffe deltagerne med.

”Det jeg kan sige er, at et ponzi-spil altid ender med at bryde sammen. Uanset om vi forsøger at gøre noget eller ej, så kommer det til at gøre ondt. Enten fordi vi får et decideret kollaps eller fordi vejen tilbage ud af ponzi-spillet kommer til at gøre ondt i form af hårde prioriteringer for, hvad der skal skæres fra velfærden”, siger Susanne.