Nyhed
- JP siger, at vi sygeplejersker fører lønkamp på AUH-kræftsagen! Har JP misset 50 års kamp for ligeløn i Danmark?
En leder i Jyllands-Posten indikerede kraftigt, at sygeplejerskerne forsøger at bedrive lønkamp i kølvandet på kræftsagen på AUH. Det fik kredsformand Anja Laursen til tasterne for at spørge, om avisen har glemt årtiers kamp for ligeløn i Danmark. Herunder kan du læse hele Anja Laursens svar indsendt til Jyllands-Posten.
Publiceret:
10. juli 2023
Senest opdateret:
10. juli 2023
Foto:
Jonna Fuglsang Keldsen
Har JP misset 50 års kamp for ligeløn i Danmark?
Nej, vi bruger ikke situationen på AUH til at føre lønkamp for sygeplejerskerne.
I den ledende artikel i Jyllands-Posten 22/6 italesættes det, at Dansk Sygeplejeråd udnytter den ulykkelige sag på AUH til at føre lønkamp. Det frister mig til at spørge spydigt tilbage. Har JP misset at følge med i de seneste 50 år, hvor sygeplejersker og andre kvindedominerede fag har kæmpet for ligeløn?
Der er ingen tvivl om, at vi som sygeplejersker er stærkt påvirket af den ulykkelige og forfærdelige situation såvel patienter som pårørende på mave- og tarmkirurgiske afdeling på AUH har oplevet. Vi ved, at alle ansatte kæmper for at sikre den bedste behandling og pleje. Det er sager som denne, der ikke må ske i det danske sundhedsvæsen. Det er desværre sager som denne, vi sygeplejersker frygter at se flere af de næste år.
Vi har i Dansk Sygeplejeråd ikke udtrykt nogen holdning til, om regioner er den rigtige måde at organisere sundhedsvæsenet på. Vi indgår gerne i drøftelser om fremtidig organisering af sundhedsvæsenet, så der er fokus på, hvordan man sikrer den højt specialiserede behandling til alle borgere i sundhedsvæsenet
Mangel har konsekvenser
Aktuelt mangler der 5.000 sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen. En mangel, der var en af de grundlæggende årsager til den ulykkelige cancersag på AUH. 14 senge måtte lukkes på mave- og tarmkirurgisk afsnit. Årsag? Mangel på højt specialiserede sygeplejersker, der ikke kan erstattes af andre. Sygeplejersker, der er søgt aflastet af andre dygtige kolleger og faggrupper. Desværre rækker det ikke til, at sengene har kunnet holdes åbne, hvilket var en medvirkende årsag til den ulykkelige situation. Det forklarer og forsvarer ikke den håndtering, der også har haft ledelsesmæssige konsekvenser for hospitalsledelsen.
Vores fagpolitiske ansvar i at gøre politikere og beslutningstagere opmærksomme på den særdeles alvorlige situation, både nu og i fremtiden, er ikke en udnyttelse af situationen. Det er en alvorlig og vigtig beskrivelse af hverdagen og fremtiden.
Når man kan konstatere, at sygeplejersker forsvinder ud af sundhedsvæsenet, fordi særligt lønnen i det private er bedre, så får det konsekvenser for alle borgere og patienter. Det nytter ikke at lukke øjnene og konstatere, at vi udnytter den ulykkelige situation. Sygeplejersker flytter sig som andre borgere også efter lønnen. Når bedre arbejdsvilkår i det private følger med, så trækker det endnu flere væk. Dermed vil der opstå flere områder, hvor man ikke kan leve op til behandling af alvorlige lidelser.
Når der mangler højt specialiserede kompetencer i det offentlige sundhedsvæsen, så er det patienter og borgere, der mærker konsekvenserne. Derfor nej, vi bruger ikke den ulykkelige sag på AUH til at føre lønkamp. Sagen er den seneste i en række, hvor manglen på højt specialiserede sygeplejersker har alvorlige konsekvenser. Løn er af afgørende betydning, hvis vi vil have et sundhedsvæsen, som kan tilbyde alle borgere lige behandling for alvorlige behandlinger.
Indlægget er bragt i Jyllands-Posten, præcis som det er publiceret i avisens onlineunivers her.