Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Bonusaftale på Mave- tarmkirurgisk afdeling på AUH er et element blandt flere, der skal skabe balance

 

Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland og Region Midtjylland har aftalt et særligt løntillæg, der skal holde på sygeplejerskerne på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH. En afdeling der har været fokus på efter den såkaldte "kræftsag" begyndte at rulle tidligere på året.

Publiceret: 

15. maj 2023

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk

 

30.000 kroner fordelt over 4 udbetalinger i 2023 og 2024. 

Så kontant i kroner kan aftalen mellem Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland og Region Midtjylland beskrives. Aftalen har til formål at holde på sygeplejerskerne på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, AUH. En afdeling der den seneste tid har været særligt omtalt efter det kom frem, at flere hundrede kræftpatienter ikke er blevet behandlet indenfor den tid, de ifølge lovgivningen havde krav på. 

Det de lokale fællestillidsrepræsentanter på AUH, der har forhandlet aftalen på plads med arbejdsgiver. På vegne af DSR udtaler kredsnæstformand i DSR, Kreds Midtjylland, Jacob Gøtzsche sig i dagens udgave af Jyllands-Posten om aftalen. Han er naturligvis tilfreds med, at der nu prioriteres penge i et forsøg på at fastholde de specialiserede sygeplejersker på afdelingen, der aktuelt har mere end 10 senge lukket grundet personalemangel. Han italesætter dog samtidig, at aftalen i sig selv næppe løser den aktuelle udfordring. 

- Det er jo altid et spørgsmål om fastholdelsestillæg kan fastholde medarbejdere, hvis arbejdsmiljøet er elendigt, og hvis arbejdsopgaverne er for mange. Men tillægget er en anerkendelse af, at antallet af opgaver og ressourcer ikke stemmer overens, siger Jacob Gøtzsche. 

Han ser den nye aftale som helt nødvendig, hvis der skal være mulighed for at skabe en fremtidig for afdelingen. 

- Lige nu står afdelingen i en rigtig svær situation for overhovedet at holde afdelingen i gang. Så bonusaftalen er et element blandt flere for at få bragt afdelingen i balance, fortæller Jacob Gøtzsche. 

Den udlægning er Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør på AUH, enig i. 

- Tillæggene skal følges op med ledelsesstøtte og andre fastholdelses- og tilknytningsinitiativer som god onboarding, mentorordninger, oplæringer i specialiserede og generelle sygeplejeopgaver, undervisning og andre initiativer, fortæller Susanne Lauth. 

Flere andre afdelinger på AUH har en lignende aftale i arbejdet med at fastholde og rekruttere sygeplejersker.