Debatindlæg: Perverse økonomiske incitamenter sætter sygeplejersker i en forfærdelig situation

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten skrevet af kredsformand i DSR, Kreds Midtjylland, Anja Laursen. 

Regeringen har intentioner om at indgå samarbejde med Indien og Filippinerne med henblik på at oprette sygeplejeskoler i de to lande. 200 mio. kr. er afsat til dette.

Vi mangler sygeplejersker i Danmark, og vores rekrutteringsudfordringer i Danmark kan løses med at uddanne flere. Det er billigt at uddanne sygeplejersker i Indien og Filippinerne med henblik på at sende dem til Danmark. De kan sende penge hjem efterfølgende og dermed forsørge familien. Alt er godt. Eller er det?

I øjeblikket opholder mellem 1.000-1.500 iranske sygeplejersker sig i Danmark. De har selv fundet vej hertil. De har investeret alt. Skal selv finde bolig og betale den. Lære sproget. Lære kulturen. Skabe sig et netværk. Søge arbejds- og opholdstilladelse. Alt, hvad det indebærer at flytte til et nyt land. De er kommet hertil, fordi de har hørt historien om, at der mangler sygeplejersker i Danmark. At vi er et land med gæstfrihed og demokrati, hvor vi gerne byder folk med mod på at bidrage til fællesskabet velkommen.

I Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland har vi forsøgt at indgå aftaler med hhv. region og kommune om strukturerede forløb for disse udenlandske sygeplejersker. Vi har ønsket et systematisk forløb med undervisning i sprog, kultur, tværfagligt samarbejde, samarbejde med borgere og pårørende samt patienter. Undervisning i de forskellige roller og opgaver, man har i de forskellige dele af det danske sundhedsvæsen.

Nøjagtigt som man tidligere har gjort med læger.

Vi får fortællinger fra de iranske sygeplejersker om, at de selv skal skabe sig erfaringer og netværk for at få dette med i bagagen. Ofte ender det med stillinger som ufaglærte sundhedsmedarbejdere i kommunalt regi.

Når sygeplejersken er parat til at søge en evalueringsansættelse, er mulighederne så godt som umulige. Formålet med en evalueringsansættelse er at kunne opnå dansk autorisation. Altså en sikkerhed for både sygeplejerskerne selv, arbejdsgiver og ikke mindst patienter og borgere for, at sygeplejersken kan det, der er påkrævet af en sygeplejerske i det danske sundhedsvæsen.

En evalueringsstilling er en stilling som sygeplejerske, der er opslået på helt almindelige vilkår for sygeplejersker i Danmark.

Mens ledelsen skal kunne få samme udbytte af en evalueringsansat sygeplejerske som en anden sygeplejerske, skal evalueringen dels vise og bevise, om vedkommende har de kompetencer, som en dansk sygeplejerske forventes at have.

Erfaringen viser, at det kræver flere ressourcer at ansætte i en evalueringsstilling end at ansætte en dansk sygeplejerske. Desværre findes ressourcerne ikke i systemet, når den, der ansætter en lokal ledelse, står til ansvar for et i forvejen stramt budget på afdelingen.

Hverken regionalt og eller kommunalt. Med den aktuelle udmelding fra regeringen om, at der er afsat 200 mio. kr. til at uddanne indiske og filippinske sygeplejersker, står vi i en absurd situation. Fordi vi samtidig har 1.000-1.500 iranske sygeplejersker i Danmark, der ikke kan arbejde som sygeplejerske, fordi de ikke kan opnå en evalueringsansættelse.

Etisk er det ikke kønt at rekruttere fra Indien, Filippinerne eller Iran, hvor man selv mangler sygeplejersker i sundhedsvæsenet.

Det er et økonomisk perverst incitament, at trods vi har sygeplejersker i Danmark, der er parate til en evalueringsansættelse, så vil vi hellere starte forfra i Indien og Filippinerne end hjælpe dem, der er her i Danmark. Det kunne gøres ved at skabe et struktureret forløb om evalueringsansættelser, hvor det ikke bliver en økonomisk udgift for den enkelte afdeling på hospitalet at hjælpe en dygtig og ambitiøs iransk sygeplejersker det sidste stykke mod en dansk autorisation. 

For den økonomi, en afdeling har til rådighed, skal vendes og drejes, hvorfor det er naturligt, valget falder på en dansk sygeplejerske fremfor en evalueringsansættelse af en iransk sygeplejerske, isoleret set. Derfor er der brug for øget struktur, systematik og økonomi til at understøtte, at vi bedre kan få hjulpet de dygtige iranske sygeplejersker, der står klar til at hjælpe her i Danmark, det sidste stykke ind på arbejdsmarkedet. 

Den strategi kan og skal komme med udgangspunkt i en politisk prioritering, der vil kunne gøre en vigtig forskel for såvel de iranske sygeplejersker som for danske patienter.

Alt imens hører vi som faglig organisation flere og flere hjerteskærende historier om sygeplejersker, der har sat alt på ét bræt. Aktuelt en sygeplejerske, der har arbejdet som ufaglært sundhedsmedarbejder i en kommune i snart tre år. Hendes datter var seks år gammel, da de kom hertil. Hun er nu ni år og kan stort set kun dansk og husker ikke længere farsi. Desværre kan sygeplejersken ikke få en evalueringsansættelse og vil blive hjemsendt den 26. september.

En anden sygeplejerske, der også har arbejdet målrettet i tre år i Danmark mod en evalueringsansættelse, men heller ikke haft held med det, bliver også hjemsendt. Herfra kan hun starte forfra med ansøgninger i Danmark. Desværre er hendes datter i mellemtiden blevet 18 år og derfor ikke velkommen igen.

Vi sætter sygeplejerskerne i en forfærdelig situation. Det er ikke i orden.

Opfordringen herfra er at omprioritere midlerne. Drop planerne om sygeplejeskoler i Indien og Filippinerne, brug i stedet de 200 mio. afsatte kroner på at få skabt struktur om evalueringsansættelser blandt sygeplejersker. Det vil ikke bare give mulighed for, at vi kan få de herboende op mod 1.500 iranske sygeplejersker ind i sundhedsvæsenet, hvor der er brug for deres høje faglighed og kompetencer. 

For de iranske sygeplejersker har ret, når de siger, at deres faglighed mangler i det danske sundhedsvæsen. Derfor vil det også komme alle patienter og brugere af det danske sundhedsvæsen til gavn, hvis vi skaber en systematisk og gennemsigtig vej til dansk autorisation for udenlandske sygeplejersker.