Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Debatindlæg fra kredsnæstformand Bente Rasmussen: Sygeplejerskeuddannelsen skal styrkes - ikke forkortes

Debatten om længden på en række uddannelser er i fuld gang. Men man risikerer at gamble med sikkerheden i sundhedsvæsenet, hvis man skærer i længden på sygeplejerskeuddannelsen. Det skriver kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, Bente Rasmussen i dette debatindlæg, der er bragt i en række regionale dagblade.

Publiceret: 

15. august 2024

Senest opdateret: 

15. august 2024

Af:

Bente Rasmussen

pco@dsr.dk
Bente Alkærsig Rasmussen

Foto:

Jonna Fuglsang Keldsen

Debatindlæg fra kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, Bente Rasmussen. 

Efter sommerferien står vi over for en uddannelsesreform, hvor der blandt andet er lagt op til en mulighed for at forkorte en række professionsuddannelser. I Dansk Sygeplejeråd har vi en stærk opfordring til jer: Forkort ikke sygeplejerskeuddannelsen.

Sygeplejerskeuddannelsen er normeret til 3 ½ år, fordelt over syv sammenhængende semestre, hvor hvert semester fokuserer på et specifikt sygeplejefagligt tema. Uddannelsen består af 58 % teoretisk undervisning og 42 % klinisk undervisning. I løbet af de senere år har sygeplejerskernes opgaver i sundhedsvæsenet ændret sig markant. Flere sygeplejersker varetager selvstændige opgaver og står med komplekse sygeplejeopgaver og patientsituationer.

Vi ser også, at flere borgere og patienter har flere kroniske sygdomme, hvilket kræver et højt vidensniveau for at sikre korrekt pleje og behandling. For at kunne håndtere disse komplekse situationer patientsikkert er det nødvendigt med en omfattende og dybdegående uddannelse på et højt vidensgrundlag.

Uddannelsen blev sidst revideret i 2016.

Dengang var der et stærkt ønske om at forlænge uddannelsen på grund af det øgede behov for viden og kompetencer. Dette ønske blev ikke imødekommet. Sygeplejerskeuddannelsen har en høj studieintensitet på omkring 40 timer ugentligt, som er nødvendig for at dække pensum og sikre et højt vidensniveau.

Den kliniske del af uddannelsen er fastlagt af EU og kan derfor ikke ændres. Både teori og praktik er afgørende for at kunne fungere som sygeplejerske. Den teoretiske viden anvendes til at vurdere og reflektere over individuelle patientsituationer og forløb. Dette er med til at sikre, at patienter bliver vurderet korrekt i akutte situationer, og at der tilrettelægges den rigtige pleje og behandling. For eksempel kan en hjemmesygeplejerske bruge sin faglige viden til at vurdere en borgersituation og træffe beslutninger om nødvendig pleje og behandling. På samme måde kan en sygeplejerske på en akutafdeling vurdere en akut patient og tage de nødvendige skridt for at yde akut hjælp.

Bachelor opgaven er med til at samle det, de har lært i uddannelsen. Omkring 90 % af bachelorprojekterne er forankret i klinisk praksis, hvor de skaber læring og refleksion.

Det er til stor gavn i praksis.

En forkortelse af sygeplejerskeuddannelsen vil få alvorlige konsekvenser for sundhedsvæsenet og for borgernes pleje og behandling.

Det vil sænke kvaliteten af plejen og skabe ringere patientforløb. Sygeplejerskerne spiller en væsentlig rolle i den kommende sundhedsreform, og en forringelse af deres uddannelse vil være skadelig. Uden den nødvendige viden risikerer vi liv og forsinket behandling. Sygeplejersker står hver dag i situationer, hvor der skal tages akut stilling til - hvad skal denne patient/borger her og nu, de bruger alt deres faglige viden og kompetencer til at udføre klinisk beslutningstagen. Hvis de ikke har den teoretiske viden, kan det betyde at den kliniske beslutning tagen kan blive forkert, da man jo ikke kan handle på noget man ikke har viden om. Vi ved fra international forskning at sygeplejerskers vidensniveau har betydning for patienters overlevelses muligheder. Politikerne ville aldrig overveje at forkorte lægeuddannelsen, da de ved, at den nødvendige viden er altafgørende. Det samme gælder for sygeplejersker. Mange nyuddannede sygeplejersker står allerede med komplekse opgaver fra dag ét. De står med komplekse patientforløb, hvor det kræver højt vidensniveau for at det kliniske lederskab af patient og borgerforløb kan lykkes. Vi står overfor en ny sundhedsstruktur reform, hvor der er fokus netop på at få gode og sammenhængende patient og borgerforløb. Det vil ikke lykkes, hvis politikerne forkorter sygeplejerskeuddannelsen, da de er nøglepersoner i forløbene.

Derudover har sygeplejerskerne på 7 semester omkring kvalitets, innovations, udviklings-og/ eller forskningsarbejde i sygepleje. Det er afgørende for at vi fortsat har et sundhedsvæsen i Danmark, der fortsat tænker innovation og udvikling.

Kære Christiansborg-politikere, tænk jer om. I ønsker vel ikke at smadre vores sundhedsvæsen.

Lyt til arbejdsgiverne i de danske regioner og kommuner, som vi ved ikke ønsker en forkortelse af uddannelsen. Arbejdsgiverne har brug for sygeplejersker med højt vidensniveau for at kunne udvikle og løfte de fremtidige opgaver i sundhedsvæsenet. Lad os sammen sikre en sygeplejerskeuddannelse af høj kvalitet, der kan imødekomme fremtidens krav.