Nyhed
Indefra med Anders Agger zoomer ind på familier og sygeplejersker på børnehospice Strandbakkehuset
I tre måneder har DR-journalisten Anders Agger fulgt livet på børnehospice Strandbakkehuset i Rønde på Djursland. Det første af tre afsnit "Indefra" om livet på et børnehospice sendes på DR1 onsdag kl.21.25.
Publiceret:
23. maj 2023

Anne Willuame Christoffersen er sygeplejerske på børnehospice Strandbakkehuset i Rønde på Djursland.
Hver dag hjælper og lindrer hun de familier, der gennemgår en svær tid i livet.
For nogle børn er Strandbakkehuset sidste stop i et alt for kort liv, men for rigtig mange ender den svære tid lykkeligt og de kan udskreves og vende tilbage til hverdagen.
Den kendte DR-journalist Anders Agger har i tre måneder været en del af hverdagen på Strandbakkehuset. Ambitionen har været at give indsigt og indblik i, hvordan det er at være familie på et børnehospice.
"Indefra" er efterhånden blevet en velkendt programserie fra Anders Agger, der dykker ned i en verden, der normalt ikke er tilgængelig for alle.
Over tre afsnit "Indefra" følger vi familierne på Strandbakkehuset, men også de sygeplejersker, som Anne Williaume Christoffersen, der hver dag arbejder målrettet for at give familierne det bedst mulige forløb.
Første afsnit sendes på DR 1 onsdag kl.21.25. Programmerne kan også ses på DRTV.