Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Nu kan kommunale sygeplejersker i Ikast-Brande arbejde ekstra med fornuftig gevinst

 

Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland og Ikast-Brande kommune har indgået en midlertidig aftale om frivilligt ekstraarbejde for sygeplejersker ansat ved Sundhed og Ældre. En aftale der sikrer øget honorering, hvis sygeplejersker frivilligt arbejder ekstra.

Publiceret: 

9. maj 2023

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk

 

Penge

FEA – Frivilligt Ekstra Arbejde. En aftale der giver mulighed for at sygeplejersker, frivilligt og mod øget honorering, arbejder ekstra. Den øgede honorering gør, at kommunerne ikke altid er interesserede i at indgå en sådan aftale. Derfor er det med tilfredshed, at DSR, Kreds Midtjylland og Ikast-Brande kommune har indgået en FEA-aftale. 

Manglen på sygeplejersker mærkes i den kommunale sektor. I Ikast-Brande kommune har Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland derfor indgået en FEA-aftale. En aftale der giver sygeplejersker mulighed for, helt frivilligt, at arbejde ekstra med øget honorering. Den øgede honorering koster for kommunen, der i en tid med mangel på sygeplejersker har et behov for en øget indsats fra de sygeplejersker, der er til rådighed.

Det er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, Hanne Holst Long, der har været med til at forhandle aftalen på plads med Ikast-Brande Kommune.

- Hvis en sygeplejerske vælger at sige ja til at arbejde ekstra på et beskyttet fridøgn og SH-dage, så honoreres det med overarbejde til udbetaling plus et ikke pensionsgivende beløb på 1500 kr. i nutidskroner. For deltidsansatte, der frivilligt vælger at arbejde ekstra på en arbejdsfridag, honoreres arbejdet som overarbejde til udbetaling, fortæller Hanne Holst Long, der understreger at det er frivilligt for den enkelte sygeplejerske, om man ønsker at arbejde ekstra. Aftalen sikrer, at der er mulighed for, med en fornuftig økonomisk honorering, at arbejde ekstra frivilligt.

Også for kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, Anja Laursen, giver aftalen i Ikast-Brande kommune god mening.

- Vi ser i kommunerne en tendens til, at det er svært at rekruttere sygeplejersker. Det giver i stigende grad et behov for, hos kommunerne, at kunne dække huller i vagtplanerne. Hvis en fast sygeplejerske, helt frivilligt, ønsker at hjælpe med at dække hullerne i vagtplanen, så skal sygeplejersken naturligvis kompenseres økonomisk. Derfor er jeg glad for denne aftale, der sikrer en fornuftig økonomisk honorering, til de sygeplejersker der, helt frivilligt, ønsker at yde en ekstra indsats, fortæller Anja Laursen.

Aftalen er gældende i perioden 1.5-31.8.2023.

Du kan læse hele aftalen mellem Ikast-Brande Kommune og Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland her.