Nyhed
Borgerne mærker det først: Tre valg der afgør fremtidens kommunale sygepleje
De 19 kommunale fælletillidsrepræsentanter i Kreds Midtjylland har skrevet et fælles debatindlæg. Her sætter de spot på, hvordan sygeplejersker kan hjælpe til at gøre den nye sundhedsreform til en succes.
Publiceret:
3. marts 2026
Senest opdateret:
3. marts 2026
Debatindlæg afsendt til de regionale dagblade i Midtjylland på vegne af de 19 kommunale fællestillidsrepræsentanter.
Klokken er 02.17. En borger bliver pludselig dårligere derhjemme. Den kommunale sygeplejerske står i døren med ét spørgsmål: Hvad gør vi nu – og hvem kan jeg få fat i, mens det stadig kan nås?
Det er dén virkelighed Sundhedsreformen ender i. Når akutfunktionen i kommunerne fremover hører under regionen, kan det blive et løft for borgerne. Men det kan også give flere skift, gråzoner og ventetid. Og det er borgerne, der mærker forskellen først.
Vi fællestillidsrepræsentanter for sygeplejerskerne i de midtjyske kommuner peger derfor på tre valg, som de kommunale politikere skal træffe nu, hvis borgerne også fremover skal kunne regne med tryg sygepleje i hjemmet.
1: Sæt et tydeligt ambitionsniveau for kvalitet – og betal regningen.
Sundhedsreformen taler om “almen” sygepleje i kommunen. Men “almen” er ikke det samme som “simpel”. Når mere behandling, pleje og lindring rykker hjem, står kommunens sygeplejersker oftere alene med svære kliniske vurderinger og komplekse forløb.
Derfor skal der politisk sættes en klar standard for, hvad borgerne kan forvente: tid til faglige vurderinger, plads til kontinuitet – og systematisk kompetenceudvikling. Hold også øje med Sundhedsstyrelsens kommende kvalitetsstandard: Den skal afspejle virkeligheden i hjemmene. Helt konkret kan kommunerne løfte kvaliteten ved at sikre adgang til tæt faglig sparring i de svære sager, fx via sygeplejersker med specialuddannelse i borgernær sygepleje eller APN (Advanced Practice Nurse), som kan tilkaldes og støtte kolleger i praksis. Sådanne funktioner findes i dag herhjemme, men udbredelsen i kommunerne af disse funktioner er meget begrænset.
2: Gør samarbejdet med regionen enkelt at bruge – når det brænder på.
Når de akutte funktioner flyttes, mister kommunen nogle af de tætte sygeplejefaglige sparringspartnere i hverdagen. Det må ikke betyde, at borgeren ender i et “delt sundhedsvæsen”, hvor flere teams kommer og går, og ingen har overblikket.
Derfor skal der være klare samarbejdsmodeller, som virker i praksis: tydelige snitflader, hurtig adgang til faglig støtte og tilkald, og glidende overgange mellem kommune og region – også dér, hvor der kun er én eller ingen sygeplejersker døgnet rundt. Det er forskellen på “vi ringer lige tilbage” og “vi hjælper nu”.
Her bør man også give sygeplejersker lov til at gøre mere selv, når det giver mening. Det hedder i lovsprog ”det forbeholdte virksomhedsområde”. Når relevante opgaver kan løses mere selvstændigt, kan borgeren få hurtigere hjælp hjemme – i stedet for at vente på godkendelser og telefonkæder. Det giver mere smidighed, færre indlæggelser og frigiver tid til flere borgere.
3: Beskyt den kommunale sygepleje, når økonomien flytter med reformen.
Når opgaver og økonomi flyttes mellem kommune og region, er der risiko for, at de opgaver, der bliver tilbage i kommunen, ender under pres. Det vil borgerne opleve som mindre tid, flere skift og sværere adgang til hjælp.
Samtidig er der afsat midler til at styrke kvaliteten i den kommunale sundhedsindsats – især den almene sygepleje. De skal udmøntes gennem Sundhedsrådet og passe til lokale behov. Vores opfordring er enkel: brug pengene der, hvor de gør størst forskel for borgeren hjemme i stuen – kvalitet, kompetencer og samarbejde, der virker.
Vi stiller os gerne til rådighed for praksisbesøg, faglige oplæg og dialogmøder. For reformen lykkes kun, hvis den kan mærkes dér, hvor den betyder noget: når en borger bliver dårligere, og hjælpen skal komme hurtigt, rigtigt – og sammenhængende.