Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Stærkt bekymrende, hvis facebook er vejen til job for unge sygeplejersker

Nyuddannet sygeplejerske Louise Dyrstrand fra Kjellerup fik afslag på afslag på jobs som sygeplejerske. En dag besluttede hun sig for at søge via facebook, og så skete der ting og sager.

Publiceret: 

26. oktober 2023

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk
Louise Dyrstrand

Hvorfor kan jeg ikke bruges? Hvad er problemet? Hvordan skal jeg nogensinde få erfaring? 

Spørgsmål der kom til 24-årige Louise Dyrstrand i en lind strøm, præcis som de afslag på jobs hun fik. For kunne det være rigtigt, at en ung nyuddannet sygeplejerske ikke kunne bruges i en tid, hvor det danske sundhedsvæsen råber efter flere sygeplejersker?

Manglende erfaring var et gennemgående element i de begrundelser Louise Dyrstrand fik, når afslaget kom. 

- Jeg har da spurgt mig selv, om jeg bare ikke er god nok? Men på uddannelsen har vi hele tiden fået at vide, at vi skal ud i job og lære. Og at når vi har uddannelsen, så er det et bevis for, at det er vi klar til, siger Louise Dyrstrand til TV Midtvest. 

Hun gik i desperation på facebook og delte ud af frustrationerne, og så skete der noget. 11 tusind delinger og to døgn senere sidder den unge sygeplejerske nu hjemme i Kjellerup med et job og masser af andre tilbud om jobs. 

Hos Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, er man glade over udviklingen i sagen. Samtidig er der dog også bekymring over sagens perspektiver. 

- Mange har skrevet, at Louise kunne tage job i Norge. Der er bedre løn og vilkår, det kan jeg godt forstå de skriver. Men når vi i den grad har brug for sygeplejersker herhjemme, så bør arbejdsgiver være bedre til at favne unge, byde dem ind og give dem en chance. Risikoen ved at unge som Louise rejser til Norge, og det er der andre der gør, er at de finder så godt fodfæste, at de aldrig vender retur. Det vil være en synd og skam, når vi nu har brug for dem, fortæller Anja Laursen til TV Midtvest. 

Se hele TV-indslaget med Louise Dyrstrand her.