Nyhed
Nye tillidsvalgte springer ud: Et stærkt hold klar til at gøre en forskel for dig🍀
Et nyt hold midtjyske tillidsrepræsentanter blev onsdag færdige med deres uddannelse hos Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland. Nu skal de ud på arbejdspladserne og gøre en forskel for dig som medlem.
Publiceret:
22. maj 2025
Senest opdateret:
22. maj 2025
Bobler i glassene, smil på læberne og masser af fagligt fællesskab.
På kredskontoret i Silkeborg bød vi velkommen til et nyt hold tillidsrepræsentanter, der nu er klar til at tage opgaven på sig og gøre en forskel for kollegaer rundt om på midtjyske arbejdspladser.
Der blev holdt taler, skålet og taget fællesbillede – og vigtigst af alt: Der blev sat punktum for et TR-forløb, hvor sygeplejersker har rustet sig til at blive en vigtig støtte i hverdagen for deres kollegaer.
"Tillidsrepræsentanterne er rygraden i vores faglige fællesskab. De er tæt på kollegaerne og klar til at hjælpe, når der er brug for sparring, støtte eller indsigt i rettigheder og vilkår," sagde kredsnæstformand Bente Rasmussen i sin tale.
En hjørnesten i fagforeningen
TR’erne er ikke bare en lokal kontaktperson – de er fundamentet for, at Dansk Sygeplejeråd kan gøre en forskel lokalt. De arbejder tæt sammen med kredsen, og med deres indsigt i arbejdspladsen og deres kollegaers hverdag er de helt afgørende, når det gælder arbejdsmiljø, lønforhandlinger og fællesskab på tværs.
De nye TR’er kommer fra både hospitaler, kommuner og psykiatrien – og vi glæder os til at følge dem i arbejdet.
"Som TR kan du være med til at skabe forandringer, der rækker langt ud over din egen arbejdsplads. Det kræver mod og engagement – og det har I allerede vist, at I har," sagde Bente Rasmussen.
Se billederne fra dagen 📸
Se glimt fra receptionen og det nye hold TR’er herunder – og husk at tage godt imod dem ude på arbejdspladserne. De er der for jer 💪