Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Stop med reformer og undersøgelser: - grisen bliver ikke tungere af at blive vejet igen, vi kender godt problemet

 

Hver femte forsøg på at rekruttere sygeplejersker mislykkedes. Det var emnet, da kredsformand Anja Laursen og FTR på AUH, Vibeke Bak, gæstede P4 Østjylland.

Publiceret: 

24. maj 2023

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk

 

- Vi har sagt det længe, vi bliver ved med det. Sygeplejersker skal have noget mere i løn.

 

Så klar var åbningsreplikken fra kredsformand i DSR, Kreds Midtjylland, Anja Laursen, da hun onsdag morgen gæstede P4 Østjylland. Anledningen var regeringens nye sundhedsudspil og tal der viser, at hver femte rekrutteringsforsøg ikke lykkedes. Tal der giver panderynker hos kredsformanden.

- Det er et kæmpe problem, fordi det er højtspecialiserede personale rundt omkring på hospitalerne, herunder sygeplejersker. Det tager tid at lære op, derfor er et flow af personale ikke en optimal løsning, fortalte kredsformanden og blev suppleret af FTR på AUH, Vibeke Bak.

- Jeg er ved at være træt af reformer og kommissioner, jeg mangler udmeldinger på, om der er noget at komme efter for os sygeplejersker. Noget der kan gøre, at vi kan bryde den dårlige spiral med et presset arbejdsmiljø og kollegaer, der forlader hospitalerne, fortalte Vibeke Bak.

Alene i 2021 forlod 1500 sygeplejersker de offentlige sygehuse i Danmark. Det på et tidspunkt, hvor der i forvejen var mangel på sygeplejersker.

Godt med milliarder – men prioriter først løn

Kredsformand Anja Laursen blev også forholdt de fem milliarder, der ligger i regeringens sundhedsudspil. Milliarder der vil gavne, hvis de bruges rigtigt.

- Grisen bliver ikke tungere af at blive vejet endnu engang. Hvis ikke der er folk til at udføre arbejdet der er givet penge til, så hjælper det jo ikke. Derfor må vi forvente, at der bliver råd til at honorere sygeplejersker, så man kan fastholde og tilbagerekruttere, fortalte Anja Laursen.

Lyt til hele interviewet her. (starter 02:09:50 inde)