Nyhed
Helle og Henriette har lavet en podcast, der gør hverdagen lettere for både sygeplejersker og patienter
Publiceret:
1. marts 2025
Senest opdateret:
1. marts 2025

Hvordan kan en podcast gøre en forskel for patienter, der skal igennem et operationsforløb? Det undersøger vi i denne episode af podcasten “MIDT i sygeplejen”, hvor vi taler med sygeplejerskerne bag podcasten Mit Knæ, der klæder patienter og pårørende på til en knæoperation på Regionshospitalet i Silkeborg.
Lyt podcasten der hvor du lytter podcast eller lige her.
Sygeplejerskerne Helle Kjær og Henriette Appelt står bag podcasten, der giver lytterne vigtig viden om forløbet, men også konkrete råd til, hvordan de kan forberede sig bedst muligt både fysisk og mentalt. Og det ser ud til at virke. Patienterne stiller færre spørgsmål, er mindre bekymrede – og møder bedre forberedte op på hospitalet.
Når god information giver ro og tryghed
I podcasten ”Mit Knæ” møder lytterne både sundhedsfaglige eksperter og tidligere patienter, der deler deres erfaringer. Det gør informationen mere levende og relaterbar end traditionelle pjecer eller et informationsmøde.
"Det, vi fortæller i podcasten, står også i vores materiale – men når det bliver sagt højt, får det et andet liv. Patienterne kan spejle sig i dem, der taler, og de kan tage viden til sig på en måde, der giver mening for dem," forklarer Helle Kjær, forløbskoordinator og sygeplejerske på Regionshospitalet Silkeborg.
Hvad betyder det for sygeplejerskerne?
Podcasten fra DSR, Kreds Midtjylland ”MIDT i sygeplejen” er i marts måneds udgave zoomet ind på de to sygeplejerskers podcast. Hvordan mærkes det i hverdagen, når patienter bliver informeret på en ny måde. Sygeplejerskerne bag ”Mit Knæ” fortæller, at de oplever en forskel: Mange patienter er bedre forberedte og har færre bekymringer, når de møder op.
"Vi får dagligt tilbagemeldinger fra patienter, der har lyttet til podcasten. De refererer til noget, vi har sagt, og de er generelt bedre klædt på til samtalen. Det gør en forskel for både dem og os," fortæller Helle Kjær.
Prisvindende formidling
Podcasten Mit Knæ har fået stor opmærksomhed – og er endda blevet hædret med Athena-prisen 2024 for sin nytænkende tilgang til patientkommunikation.
I denne episode af ”MIDT i sygeplejen” dykker vi ned i, hvad der gør Mit Knæ til et effektivt redskab for både patienter og pårørende. Vi taler også om, hvordan podcastformatet i det hele taget kan styrke formidlingen i sundhedsvæsenet og hvordan man som sygeplejerske kan styrke fagligheden ved at gøre som Helle og Henriette og udgive podcast om faglige emner.
Du finder podcasten ”MIDT i sygeplejen” der hvor du lytter podcast eller via linket herunder.