Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Podcast: Anita lærer sygeplejersker at være noget for sig selv for at kunne være noget for andre

Integreret sygepleje er et valgfag på 7. semester på VIA i Horsens. Her lærer de studerende værtøjer til at kunne tage vare på egne udfordringer, noget der i sidste ende kommer patienterne til gavn. Det handler november måneds udgave af podcasten "Midt i sygeplejen" om.

Publiceret: 

4. november 2024

Senest opdateret: 

4. november 2024

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk
Billede

Hvordan kan man som sygeplejerske yde omsorg, hvis man selv er udmattet?

Dette spørgsmål udgør kernen i valgfaget Integreret Sygepleje, som undervises på VIA Sygeplejeskolen i Horsens. Her lærer sygeplejestuderende, der vælger valgfaget på 7. semester, teknikker til at tage vare på sig selv. En evne, der kan være helt afgørende i mødet med patienter. Lektor Anita Lunde fortæller, at integreret sygeplejersker indeholder en holistisk tilgang, hvor komplementære, non-farmakologiske metoder kan styrke både sygeplejersken og patienten:

-        Det handler om, at man som sygeplejerske også kan gøre andet end at give medicin – finde andre måder at hjælpe på, fortæller Anita Lunde, der er lektor ved sygeplejeuddannelsen i Horsens.

Du kan lytte til hele udgaven af ”Midt i sygeplejen” med fokus på integreret sygepleje ved at klikke her.

For studerende Katrine Jensen har valgfaget været en øjenåbner. Hun fortæller, hvordan hun allerede nu mærker effekten af kropscanning som en del af sin egenomsorgsrutine, og hvordan den praksis også kan hjælpe hende i rollen som nyuddannet.

-        Der er så meget pres og forventninger, og jeg ved, at det her kan give mig mere ro til både at være der for patienterne og for mig selv, fortæller hun.

Det er ikke kun patienterne, der drager nytte af teknikker som kropscanning og vejrtrækningsøvelser; metoderne giver også sygeplejerskerne selv en bedre balance og forbereder dem til de udfordringer, der venter dem i praksis.

Kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, Anja Laursen, ser integreret sygepleje som en vigtig brik i sygeplejerskers trivsel og faglige robusthed.

-        Det er spændende, når sygeplejersker tænker i mange facetter af sygeplejen. I et sundhedsvæsen, der er så specialiseret, er det vigtigt, at man kigger ind i andre veje og tør tænke nyt.

I hendes optik kan teknikkerne hjælpe nyuddannede sygeplejersker med en glidende overgang til arbejdslivet, hvor både selvomsorg og patientpleje kan være udfordret af tidspres og høje krav.

Denne helhedsorienterede tilgang til både selvpleje og patientkontakt bygger på seks grundlæggende principper, der blandt andet fokuserer på sundhedspersonens egen trivsel som en essentiel del af at kunne yde omsorg. Du kan læse mere om principperne her. Jette Westenholz, der er lektor ved sygeplejeuddannelsen i Horsens, understreger, at teknikkerne “skal være en måde at finde ro på, så man bedre kan være der for patienten – en balance, der desværre ofte bliver glemt i hverdagen.”

De studerendes tilbagemeldinger tyder på, at redskaberne i integreret sygepleje kan være essentielle for at skabe balance i en travl hverdag som sygeplejerske. Derudover kan redskaberne anvendes til at hjælpe patienter med at hjælpe sig selv.