Nyhed
Sygeplejersker blev overrasket af tillidsvalgte for deres dedikerede indsats
Der var grund til smil på en af årets sidste arbejdsdage inden jul på ortopædkirurgisk afdeling, sengeafsnit 2 på AUH i Aarhus. Her have tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten været i arbejdstøjet for at finde frem til en måde at anerkende sygeplejerskernes arbejdsindsats på.
Publiceret:
21. december 2023
Senest opdateret:
21. december 2023
Det er tanken der tæller.
En sætning mange uden tvivl kan huske fra barndommen, når julegaven måske ikke lige var den, der stod øverst på ønskesedlen.
I juletiden er første sætning i denne artikel igen aktuelt. For sygeplejersker i sundhedsvæsenet måske mere end nogensinde. Mange steder knokles der hårdt, ofte mere end man er ansat til og udsigterne til, at presset lettes er svært at få øje på.
I disse tider kan selv en lille anerkendelse gøre en stor forskel.
Det var med dette udgangspunkt, at sygeplejerske og tillidsrepræsentant på ortopædkirurgisk afdeling, sengeafsnit 2 på AUH, Majbritt Press, sammen med afdelingens arbejdsmiljørepræsentant satte jagten ind på en enkel julegave, der kunne sende signalet om anerkendelse fra det stærke faglige fællesskab sygeplejerskerne imellem.
Med lidt sponsorater, blandt andet en meget anvendelig sneskraber fra Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, lykkedes julemissionen.
Ved overrækkelsen var der mange store smil fra sygeplejerskerne, der modtog overraskelsen fra afdelingens tillidsvalgte.
Smil der skabte lys i en mørk tid.
Dejligt initiativ fra de tillidsvalgte - godt gået!
Fra Kreds Midtjylland ønsker vi også en glædelig jul samt et lykkebringende nytår til alle medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland.