Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Høj faglighed skal skabe øget lighed i sundhed

På temadagen "Lighed i sundhed for alle" satte Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland fokus på, hvordan sygeplejerskers faglighed kan være med til at mindske ulighed – både i hverdagen og i den politiske debat.

Publiceret: 

24. november 2025

Senest opdateret: 

24. november 2025

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk
Lighedisundhed

Kredsformand Anja Laursen mindede i sin indledning om, at lighed i sundhed ikke kommer af sig selv, men kræver politiske prioriteringer, stærk faglighed og ordentlige vilkår.

Hun pegede på, at sundhedsvæsenet står midt i store forandringer: Flere ældre, flere med kroniske sygdomme og multisygdomme og flere unge med psykiske diagnoser. Det stiller store krav til behandlings- og plejebehov – og til, at sygeplejerskerne får lov og mulighed for at bruge deres faglighed fuldt ud.

Som kredsformanden formulerede det, er sygeplejersker til stede i hele sundhedsvæsenet – fra hospitaler, psykiatri og hjemmesygepleje til sundhedspleje, almen praksis, studiesteder og seniorer. Sygeplejerskerne ser hele mennesket, koordinerer forløb og er ofte dem, der opdager, når borgere og patienter er ved at blive tabt mellem sektorer. Derfor er deres vilkår og faglige muligheder helt afgørende, hvis vi vil have lighed i sundhed.

Anja Laursen knyttede også temadagens tema til nogle af de politiske budskaber, kredsen tager med ind i dialogen med kommuner og regioner:

·       Mere fokus på forebyggelse og sundhedsfremme

·       Investering i efter- og videreuddannelse, herunder specialuddannelser og APN

·       Helhedspleje og stærk ældrepleje med sygeplejefaglighed tæt på borgeren

·       Sygeplejefaglig ledelse som motor for kvalitet og udvikling

·       Reel inddragelse af sundhedspersonale i implementering af sundhedsreformen

·       Opmærksomhed på borgere uden pårørende og på samspillet med civilsamfundet

Med den ramme blev scenen sat for en dag, hvor oplægsholderne – og ikke mindst deltagerne – på hver deres måde satte spot på ulighed i sundhed og sygeplejerskers rolle i at ændre på det.

Faglige oplæg: Ulighed set fra flere sider

Første oplæg kom fra Charlotte Delmar, professor i sygepleje ved Aarhus Universitet. Hun lagde vægt på, at lighed i sundhed også handler om, hvordan vi møder mennesker i svære livssituationer. Med en eksistentiel og sygeplejefaglig vinkel talte hun om at se patienten som menneske først – og om, hvordan sygeplejersker kan være med til at skabe sammenhæng og værdighed i forløb, der ellers let bliver styret af systemer og logistik.

Herefter tog Dorthe S. Nielsen, professor i sårbarhed og centerleder ved COPe Centeret, tråden op. Hun viste, hvordan sårbarhed, fordomme og køn kan skubbe sårbare patienter endnu længere væk fra lige adgang til hjælp – især når psykiatri og somatik ikke hænger sammen. Hun pegede på, at sygeplejersker med deres blik for både relationer, symptomer og hverdagsliv har en særlig mulighed for at bygge bro.

Med Marianne Johansen, specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske ved AUH Psykiatrien, blev det helt tæt på praksis. Hun præsenterede F-ACT-modellen som en måde at skabe mere sammenhængende forløb for mennesker med både psykiske og somatiske lidelser og viste, hvordan personcentreret sygepleje og Fundamentals of Care kan være konkrete værktøjer til at mindske ulighed.

Efter hver præsentation var der mange spørgsmål fra deltagerne – blandt andet om, hvordan modeller og begreber kan omsættes i en travl hverdag, og hvordan man lokalt kan skabe bedre samarbejde på tværs af faggrupper og sektorer. Oplæggene satte på hver deres måde spot på dagens tema og gav deltagerne både ord, eksempler og argumenter til at beskrive den ulighed, de ser i praksis.

Kvinders sundhed som prøveklud på ulighed

Senere på dagen tog Christian Sand Horup, udviklingskonsulent i Maternity Foundation, fat i kvinders sundhed. Han beskrev, hvordan historisk manglende forskning, lavere prioritering af kvindesygdomme og kønsbias i diagnosticering og behandling skaber ulighed – også i et sundhedsvæsen som det danske.

Oplægget tydeliggjorde, at kvinders sundhed både er et spørgsmål om retfærdighed for den enkelte og om god samfundsøkonomi. Også her kom der mange spørgsmål fra salen – blandt andet om, hvordan sygeplejersker kan være med til at gøre kvinders symptomer mere synlige, og hvordan man får kvinders perspektiver med i både kliniske beslutninger og ledelse.

Debat med tryk på: Hvad gør vi – fagligt og politisk?

Til sidst skiftede kredsformanden rolle og blev moderator for en halvanden times debat om lighed i sundhed. Panelet var bredt sammensat og bestod blandt andet af politikerne Camilla Fabricius (Soc.Dem og MF) og Hanne Roed (Radikale og Regionsrådsmedlem), sygeplejersker, en professor, en sygeplejefaglig leder og en NGO – netop for at få flere perspektiver i spil på én gang.

Som ordstyrer inviterede Anja Laursen både panelet og deltagerne til at udforske spørgsmålene sammen og dele erfaringer frem for bare at gentage velkendte positioner. Hun stillede blandt andet skarpt på:

·       Hvordan sygeplejersker som faggruppe kan bidrage konkret til mere lighed i sundhed – både i daglig praksis og på den sundhedspolitiske scene

·       Hvad der skal til, for at integrationen mellem psykiatri og somatik bliver en reel forbedring for patienterne – og hvordan sygeplejersker kan være med til at forme "det fælles tredje", som Region Midtjylland taler om

·       Hvordan vi skaber et sundhedsvæsen, der sikrer mere lige diagnosticering og behandling for kvinder, og hvilken betydning kvinders indflydelse har – som patienter, fagpersoner og beslutningstagere

Der var godt gang i debatten, og spørgsmålene fra deltagerne spændte fra meget konkrete eksempler fra kommuner og hospitaler til de større spørgsmål om prioriteringer, investeringer og politisk mod.

Sygeplejersker vil have indflydelse på løsningerne

Temadagen efterlod et klart indtryk: Sygeplejersker står midt i de forandringer, der præger sundhedsvæsenet – og midt i den ulighed, reformer og strukturer forsøger at løse. Deltagerne gav tydeligt udtryk for, at de både ønsker faglig udvikling og politisk indflydelse på, hvordan løsningerne bliver skruet sammen.

Med både faglige oplæg og en levende debat satte "Lighed i sundhed for alle" rammen for, at sygeplejerskers perspektiver kan fylde mere – både i mødet med borgeren og patienten og i den politiske samtale i det offentlige rum.