Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Undgå at blive snydt som senior

I en tid med mangel på sygeplejersker er efterspørgslen efter arbejdskraft hos erfarne og kompetente sygeplejersker stor. Det kan for den enkelte give god mening og værdi at bidrage til sundhedsvæsenet, men vær opmærksom på et par ting af økonomisk karakter, inden du kaster dig ud i arbejdet.

Publiceret: 

26. april 2023

Senest opdateret: 

3. juni 2024

Af:

Per Colstrup Vinkel

pco@dsr.dk
Som sygeplejerske kan det give god mening at fortsætte arbejdet regionalt eller kommunalt nogle timer om ugen, også selvom titlen nu er pensionist. Lidt ekstra økonomi og mulighed for at bruge kompetencerne i det fag man har haft et langt arbejdsliv i.

Samme overvejelse kan naturligt melde sig, hvis pensionsalderen nærmere sig, men man i bund og grund gerne vil fortsætte sit arbejdsliv, blot på nedsat kraft.

Begge dele kan give god mening for den enkelte - det er en individuel beslutning. Der er dog en vigtig opmærksomhed omkring den løn man modtager for arbejdet, i forhold til den pension man typisk også modtager.

Det er nemlig sådan, at er du fratrådt arbejdsmarkedet, og hæver du din pension fra PKA, ja så indbetaler arbejdsgiver IKKE den sædvanlige pension til PKA. Det betyder i udgangspunktet, at du som arbejdende sygeplejerske modtager en samlet lavere løn og pension, end dine kollegaer.

Derfor skal du være særligt opmærksom på:

Som senior i arbejde, der overvejer at fortsætte med at arbejde efter du er gået på pension:

  • Hvis du vil fortsætte med at arbejde delvist, skal du ikke gå på fuld pension fra PKA, men overveje at gå på delpension. Hvis du hæver fuld pension fra PKA, sker der ikke længere indbetaling af pension til PKA. Ved kun at modtage delpension sikrer du dig, at du vil fortsætte med at modtage pensionsindbetaling til PKA.

Som senior der er gået på pension, men overvejer at genindtræde på arbejdsmarkedet:

  • Du vil, når du hæver din pension fra PKA, ikke som sædvanlig modtage pensionsindbetaling af din løn. Derfor er det vigtigt, at du før du siger ja til arbejde, overvejer at stille krav om forhøjet løn hos din arbejdsgiver, som kompensation for den manglende pensionsindbetaling fra arbejdsgiver.

66-årige Karin Fisker er sygeplejerske på AUH og overvejer, om hun skal fortsætte i arbejdet på nedsat tid, når hun egentlig kunne gå på pension. I en artikel i Jyllands-Posten sætter hun tanker bag både muligheden for at kunne arbejde efter pensionsalderen, men også over udsigten til at blive ”snydt” for op mod 2000 kroner om måneden grundet manglende pensionsindbetaling. Læs artiklen her.  

Din fagforening står klar med hjælp

Har du spørgsmål angående dit arbejdsliv som senior er du altid velkommen til at rette henvendelse til Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland.

Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland finder det problematisk, at arbejdsgiver uden videre sparer penge ved i visse tilfælde at lade erfarne og kompetente sygeplejersker arbejde for en samlet lavere løn og pension end deres kollegaer.

Vi er blevet opmærksomme på, at flere og flere seniorer genindtræder i tjenesten på især hospitalerne. Derfor har kredsen taget spørgsmålet op over for ledelsen af Region Midtjylland, som desværre har afvist at lave en overordnet aftale, som tilgodeser seniorer, der genindtræder på arbejdsmarkedet.

Anbefaling: Sig først ja til et nyt job, efter at der er forhandlet løn og kompenserende vilkår for den manglende pensionsindbetaling.

Kontakt Kreds Midtjylland for at få at vide, hvem der skal aftale din løn:

Åbningstid på telefonerne:
Tlf: 4695 4600 

Mandag: kl. 10.00-15.00
Tirsdag:  kl. 10.00-15.00
Onsdag:  kl. 13.00-15.00
Torsdag: kl. 10.00-15.00
Fredag: kl. 10.00-12.30