Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Det er spild af tid at diskutere, hvad sygeplejersker tjener

Det er ikke relevant, hvad andre mener om sygeplejerskers lønniveau. For virkeligheden er, at det er for lavt til at tiltrække og fastholde sygeplejersker.

Publiceret: 

11. oktober 2022

Senest opdateret: 

7. marts 2023

Af:

Christina Windau Hay Lund

Guldmønter

Foto:

CARSTEN LORENZEN VIDEO2WEB.DK

25.000 – 37.000 – 41.700 kr.

Der har været mange tal fremme om sygeplejerskers løn. Og der er brugt meget tid og energi på at diskutere tallene.

Men det er egentlig fuldstændig ligegyldigt, hvad andre mener om vores lønniveau. Uanset hvad, så er det for lidt. Det kan vi se på arbejdspladserne hver dag. For lønnen er ikke høj nok til at tiltrække og fastholde sygeplejersker. Tusindvis af stillinger er ubesatte, og de unge flygter til andre fag med bedre løn og arbejdsforhold. Derfor er der ingen vej uden om at sætte lønnen op, uanset om Cepos og andre måtte mene, at vi tjener mere end rigeligt.

Jeg kom til at tænke på det efter vores store valgmøde i slutningen af september. I øvrigt et fantastisk godt møde, hvor vi kom tæt på politikerne og fik lejlighed til at give dem vores – altså den rigtige – fortælling om den pressede hverdag.

På mødet sagde Venstres folketings- og regionsrådsmedlem Anne Honoré Østergaard, at det ville være et godt sted at starte at finde ud af, om vi tjener 25 eller 42.000. For hun havde lagt mærke til den store diskussion om lønnens størrelse under strejken.

Men hun og de andre politikere skulle hellere fokusere på forholdene i sundhedsvæsenet. Ventelisterne stiger og patienterne strømmer til, men der er ikke personale til at behandle dem. Det bliver oven i købet værre og værre, for ikke mindst sygeplejerskerne løber i øjeblikket skrigende – eller måske rettere grædende – væk fra de mest pressede afdelinger, kommuner og andre arbejdspladser. Ofte er det umuligt at finde erstatning for de ansatte, der ikke længere kunne holde til presset – antallet af forgæves rekrutteringer er nu oppe på skræmmende 46%.

Her i valgkampen siger stort set alle partier ja til, at sygeplejersker skal have højere løn. Det skal vi passe på med at lade os forblænde af, for en del af dem taler om, at pengene skal komme os i hænde via skattelettelser. Det giver næppe de 5.000 om måneden, vi halter bagud. Og så ændrer det jo ikke i uligheden i lønnen, hvis alle får de samme skattelettelser.

Mange politikere siger også, at vi skal fokusere mere på arbejdsmiljøet i stedet for på lønnen. De har selvfølgelig ret i, at arbejdsmiljøet er utrolig vigtigt og i sidste ende er den faktor, der får mange sygeplejersker til at forlade det arbejde og de kolleger, de ellers holder meget af. For tag ikke fejl – de fleste sygeplejersker er vilde med vores fag, de mange udviklingsmuligheder og de meningsfulde opgaver. De synes bare ikke, at indsatsen står mål med den betaling, de får.

Så selvfølgelig skal arbejdsmiljøet forbedres. Der skal være tid til opgaverne, tid til at pleje, behandle og observere. Tid til at tage godt imod nye kolleger og tage hånd om dem, der har brug for kollegernes omsorg, når situationer og hændelser i jobbet er kommet for tæt på eller har tæret for voldsomt på vores omsorg og menneskelighed. Man skal være sikker på, at der er kompetente kolleger at dele ansvaret med, så man føler sig tryg ved at gå på arbejde.

At skabe det arbejdsmiljø er et langt, sejt træk, som vi dagligt medvirker til. Det forudsætter bare, at der er et vist minimum af kolleger på arbejde. Der findes ikke et quick fix, der med et trylleslag løser alle problemer. Men det er helt oplagt, at højere løn vil kunne fastholde flere sygeplejersker i jobbet og med stor sandsynlighed tiltrække nogle af dem, der har forladt det offentlige sundhedsvæsen eller måske helt forladt faget. Samtidig er det en let ting at gøre – lønnen kan i princippet forhøjes fra i morgen.

Når vi så har fået nogle flere kolleger, skal der for alvor ses på arbejdsmiljøet. Men det starter med lønnen. Uanset hvad den så end er i dag.